Billedet: De fire debattører ved tirsdagens debatarrangement
Den danske grundlov glimrer ved sin forældede ordlyd og sin manglende evne til at sikre borgerne materiel beskyttelse, når det kommer til basale menneskerettigheder.
Så harsk var kritikken, da K-NEWS tirsdag den 3. juni havde inviteret til debat hos Poul Schmith om Grundlovens berettigelse anno 2025. Her var generalsekretær hos Advokatsamfundet Andrew Hjuler Crichton, advokat Sune Fugleholm, lektor Sune Klinge og advokat Jonas Christoffersen i panelet, og det var særligt de to sidstnævnte, der langede ud efter grundloven.
Blandt andet lød det fra Jonas Christoffersen, at vi reelt ikke kan bruge grundloven til særlig meget, når det kommer til menneskerettighederne.
”På spørgsmålet om, hvorvidt vi har brug for en grundlov, så er svaret nej,” lød det fra Jonas Christoffersen og henviste til vigtigheden af, at vi med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er sikret de menneskerettigheder, vi i dag tager for givet. For det kommer ikke fra Grundloven.
Under debatten, som vi har optaget og i denne uge udgivet i episode 223 af Magtens Tredeling, blev der desuden fremhævet pointer fra Sune Klinge om problemet ved, at Grundloven er så svær at ændre og dermed modernisere. Det spænder nemlig ben for en mere progressiv forfatning, når regeringen ikke tør ofre sit eget liv for en eventuel ændring af Grundloven.
En af de helt store diskussionsemner var vinklen om det nuværende demokratis status som velfungerende. Ifølge Jonas Christoffersen og Sune Klinge er det nemlig ikke på grund af Grundloven, men snarere på grund af den politiske kultur i Danmark, at tingene ikke kører af sporet. For som Grundloven er formuleret i dag, så sikrer den ikke mod en regering ”der går bersærk”, som Christoffersen formulerede det.
Du kan høre hele debatten, der på 40 minutter folder de nævnte kritikpunkter godt ud. Du kan som altid finde Magtens Tredeling i din foretrukne podcast-app, eller du kan høre episode 223 i playeren herover.
Premiere på ny stor podcastsatsning
Ved debatarrangementet præsenterede K-NEWS også premieren på en ny stor podcastproduktion, som vi er en del af. Med midler fra Dreyers Fond og Det Danske Filminstituts public service-pulje har produktionsselskabet Rakkerpak skabt podcastserien Loven, der paragraf for paragraf gennemgår Grundlovens betydning, essens og historiske ophav.
Nye afsnit bliver udgivet løbende i det kommende år frem mod grundlovsdag 2026. Hver paragraf får sin podcastepisode, så det bliver - som grundlovskendere ved - i sidste ende til 89 af slagsen.
K-NEWS har involveret sig som blandt andet journalistisk sparringspartner og som hjælp til den juridiske kvalitetssikring i form af kildeanbefalinger. Du kan allerede nu finde de to første afsnit af Loven i din foretrukne podcast-app eller her på K-NEWS’ podcastside.