14/01/2026 - Magtens Tredeling #248 - Karsten Lauritzen

Karsten Lauritzen om 2026: ”Digitalisering af flere historiske afgørelser skal skabe billigere adgang til juridisk information”


Danske Advokater har gjort det til en mærkesag at udfordre Karnovs markedsposition i 2026. Det er for dyrt, og derfor skal der digitaliseres endnu flere historiske afgørelser.

Sådan lyder det i podcasten Magtens Tredeling fra direktør hos Danske Advokater Karsten Lauritzen, hvor han uddyber brancheorganisationens mærkesager for 2026.

Tekst, lyd og billede: Rasmus Lehmann Hylleberg



Danske Advokaters direktør Karsten Lauritzen har rundet sit første år på posten – og han lægger ikke skjul på, at brancheorganisationen går ind i 2026 med et mere politisk sigte og en række udvalgte mærkesager. En af dem retter sig mod Karnovs markedsposition, fortæller han i denne uges udgave af Magtens Tredeling, hvor han ser tilbage på året, der er gået og frem mod året, der kommer.

Ifølge Karsten Lauritzen har vi i Danmark ikke et frit marked, når det kommer til juridisk information, og derfor vil man fra brancheorganisationens side have digitaliseret endnu flere historiske afgørelser i den nationale domsdatabase. Karsten Lauritzen uddyber, at omkostningerne til juridisk support udgør en meget stor del af medlemsvirksomhedernes udgifter.

”Hvis man sammenligner med andre lande, så er det (omkostninger til juridisk information, red.), også en større omkostning. (…) Derfor har vi et indsatsområde om, at vi skal have digitaliseret mange flere historiske domme, så der bliver lavere priser og flere aktører på markedet,” siger Karsten Lauritzen.

Udmeldingen kommer 18 måneder efter, at Danske Advokater måtte se sit forsøg på at skabe en konkurrent til Karnov via Schultz Legal Research mislykket, da Karnov opkøbte Schultz’ indholdsforretning i sommeren 2024.

 

En mere politisk og synlig organisation – og direktør

Lauritzen beskriver sit mandat i posten som direktør som et skifte i retning af større politisk gennemslagskraft og offentlig synlighed for brancheorganisationen. Med sin ansættelse har bestyrelsen, siger han, ønsket “en mere politisk profil, også en mere synlig profil”. Han slår dog fast, at han selv er færdig med at være politiker.

”Men jeg er jo ansat til at tænke politisk. (…) Skal man være relevant som brancheorganisation i dag, så skal du også indgå en samfundskontrakt,” siger han og henviser til, at det er vigtigt for Danske Advokater, ikke at have partipolitiske holdninger, men samfundsholdninger så organisationens værdier står tydeligt.

Karsten Lauritzen peger på, at Danske Advokater både driver kommercielle aktiviteter, vidensarbejde og politisk interessevaretagelse. I 2026 vil man desuden arbejde med tre mærkesager. Den ene handler altså om at udfordre Karnovs markedsposition, men der er også et stort fokus på at lande i den nye virkelighed, efter kammeradvokatordningen de næste år bliver udfaset. Aftalen om nedlæggelsen af kammeradvokatordningen skal nu implementeres, og konkurrenceudsættelsen af mange af Kammeradvokatens tidligere arbejdsområder får stor betydning for Danske Advokaters medlemmer, siger Karsten Lauritzen. Han uddyber, at der for ham ligger en stor opgave i at få Danske Advokaters medlemmer til at byde på de mange nye opgaver, som nu bliver givet fri.

Karsten Lauritzen afviser da heller ikke i den sammenhæng, at der kan være plads til Advokatfirmaet Poul Schmith igen, hvis de ønsker at blive medlem på ny. Poul Schmith forlod Danske Advokater tilbage i marts 2024 efter et forløb, der ifølge firmaet selv blev opfattet som både ”iskoldt” og ”truende”, fortalte Tomas Ilsø til os på K-NEWS. 

Den sidste mærkesag kan du høre om i interviewet med Karsten Lauritzen i denne uges episode af Magtens Tredeling, hvor han også forholder sig til organisationens holdning til brug af advokattitlen. Det er som altid i din foretrukne podcast-app eller i playeren øverst i denne artikel.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak