Billede: Sammenklip af pressemeddelelse om dommen og foto: Amalie Guldborg Olsen, af advokat Mads Pramming.
ARTIKLEN ER OPDATERET 24/10 KLOKKEN 9.20 MED JUSTEREDE SVAR FRA PROFESSOR RASMUS GRØNVED NIELSEN.
Regine Løhndorf, der er en af de to kvinder, der har anlagt Sprogø-sagen, får tilkendt 50.000 kroner i erstatning i forbindelse med en sag om menneskerettighedskrænkelser ført mod Social- og Boligministeriet.
Sammen med den nu afdøde Karoline Olsen sagsøgte Regine Løhndorf i 2024 staten, nærmere bestemt Social- og Boligministeriet for de menneskerettighedskrænkelser, de to kvinder mener, de har været udsat for under deres anbringelse i den tidligere Åndssvageforsorg, og som en del af det på Sprogø.
”Jeg vil gerne indrømme, at jeg finder dommen overraskende. Den rejser for mig at se flere spørgsmål, end den besvarer."
Citat: Rasmus Grønved Nielsen
Sammen med kvindernes advokat Mads Pramming sagsøgte de ministeriet for 300.000 kroner med tillæg af renter.
Påstanden fra de sagsøgende lød:
Social- og Boligministeriet skal til hver af sagsøgerne betale 300.000 kr. med tillæg af rente fra sagens anlæg til betaling sker til sagsøgerne.
Denne sag drejer sig om, hvorvidt Ruth Håkansson (herefter Karoline Olsen) og Regine Løhndorf er berettiget til godtgørelse for de menneskerettighedskrænkelser som den danske stat ved Socialministeriet (nu Social- og Boligministeriet) udsatte dem for, da de var anbragt i den tidligere Åndssvageforsorg.
Min klient er tilfreds
Sagen løb over to retsdage i midten af september, og den 21. oktober faldt dommen fra Københavns Byret. En dom, der fastslår, at Social– og Boligministeriet skal betale Regine Løhndorf 50.000 kroner i erstatning for de menneskerettighedskrænkelser, hun var udsat for under sit ophold i den tidligere Åndssvageforsorg. Den afdøde Karoline Olsens bo får ingen godtgørelse.
”Min klient er godt tilfreds. Hun er rigtig glad og tilfreds. Det er en sejr for hende, og jeg oplever det også som en sejr. Vi har fået medhold i, at både Karoline Olsens og Regine Løhndorfs menneskerettigheder er blevet krænket. Det er juridisk vigtigt," siger kvindernes advokat Mads Pramming om dommen fra Københavns Byret. Og han fortsætter:
"Og til spørgsmålet om godtgørelse, der er pengene et symbol på, at det, der er sket, er alvorligt.”
Mads Pramming fortæller derudover, at Regine Løhndorf har sagt, at hun vil bruge pengene på nye møbler, og måske på at komme ud og flyve for anden gang i sit liv. Hendes første flyvetur var fra Jylland til København, da første retsdag fandt sted i Københavns Byret.
I sin begrundelse anerkender Københavns Byret, at begge kvinder har været udsat for krænkelser af deres menneskerettigheder, men i Karoline Olsens tilfælde ligger alle krænkelserne forud for, at Danmark tiltrådte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og dermed finder EMRK, ifølge Københavns Byret, ikke anvendelse på hendes del af søgsmålet. Derfor får Karoline Olsens bo ikke tilkendt nogen erstatning, og Social- og Boligministeriet frifindes for den del af søgsmålet.
Erstatningen til Regine Løhndorf lyder på 50.000 kroner og ikke de 300.000 kroner, der blev krævet af sagsøgerne.
Selvom Københavns Byret slår fast, at der er tale om forsæt i Regine Løhndorfs tilfælde, fordi hun både var udsat for krænkelser før og efter konventionen trådte i kraft i Danmark, så slår byretten også fast, at en del af søgsmålet er forældet, da Regine Løhndorf var 18 år, da en del af krænkelserne mod hende fandt sted.
Derfor lyder erstatningen på 50.000 kroner, i stedet for de 300.000 kroner sagsøgerne krævede.
At det har betydning, om Regine Løhndorf var over eller under 18 ved nogle af krænkelserne, handler om ophævelsen af forældelsesfristen i sager, der involverer børn.
I forhold til om de sagsøgende parter vil anke sagen, fortæller Mads Pramming, at det ikke ligger fast endnu.
”Både Regine Løhndorf og Karoline Olsens bo kan jo anke. Regine virker glad og tilfreds, men det er ikke besluttet endnu,” siger han og fortsætter:
”Det kunne godt være, at der juridisk set var noget, jeg gerne ville anke. Men det er en illusorisk tanke, fordi chancen for at Regine bliver så gammel, at hun lever til, at sagsbehandlingen i landsretten finder sted, den er lille. Og hun er jo glad og tilfreds.”
Mads Pramming mener stadig, at sagen burde være blevet kørt i landsretten på grund af dens principielle karakter, men på grund af tid, var det ikke muligt. En af hans klienter nåede jo også at dø, før sagen kom for en dommer i Københavns Byret. Derfor håber han heller ikke på, at modparten anker.
En sag, der får hjernen til at slå knuder
Det er ikke kun Mads Pramming, der finder sagen af principiel karakter. Professor Rasmus Grønved Nielsen og advokat Marya Akhtar fortæller i episode 237 af Magtens Tredeling, at sagen er specielt interessant, fordi den åbner op for ubetrådt land. En episode, som du kan læse om og lytte HER.
Et af sagens kernepunkter omhandler påståede menneskerettighedskrænkelser, der har fundet sted før, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention trådte i kraft.
”Hvordan kan man egentlig rejse tilbage i tiden sådan mentalt, og prøve at bedømme det efter datidens standarder, men stadig overholde de juridiske rammer, der gælder, som jo er nogle nutidige rammer. Altså, det er noget, der får ens hjerne til at slå knuder på sig selv,” siger Rasmus Grønved Nielsen i episode 237 af Magtens Tredeling.
Efter dommen er faldet, har K-NEWS igen taget kontakt til professor Rasmus Grønved Nielsen og spurgt, om dommen fra Københavns Byret har skabt mere klarhed.
K-NEWS: Hvad kan vi bruge den her dom til?
”Hvis dommen ikke ankes, betyder det naturligvis, at den lægges til grund for parterne. Jeg stiller mig tvivlsom over for, om dommen i så fald får betydning for andre sager. Det skyldes, at det er en byretsdom afsagt af én dommer. En sådan dom har ikke en nævneværdig præjudikatsværdi efter normale standarder. Hvis dommen bliver anket, skal landsretten forholde sig til sagens juridiske spørgsmål.”
K-NEWS: Hvad er dine tanker om dommen overordnet?
”Jeg vil gerne indrømme, at jeg finder dommen overraskende. Den rejser for mig at se flere spørgsmål, end den besvarer.
Byretten forholder sig slet ikke til de vanskelige spørgsmål angående intertemporalitet, det vil sige spørgsmål vedrørende forskellige konkrete retsreglers tidsmæssige anvendelsesområde. Sagen skal efter min vurdering ikke bedømmes på grundlag af de regler, der gælder i dag, men de regler, der gjaldt dengang. Dommen efterlader meget at ønske i denne henseende."
K-NEWS: Kan man ud fra dommen konkludere, at EMRK ikke kan bruges på krænkelser af menneskerettigheder, der er sket før EMRK trådte i kraft?
”Nej, det kan man ikke sige. Der foreligger jo praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvorefter forhold begået forud for konventionens ikrafttræden kan udgøre krænkelser. Byretten kommer i dommen frem til, at der ér tale om fortsatte og vedvarende krænkelser af den ene sagsøgers rettigheder, og at denne derfor kan få godtgørelse for krænkelser begået før 1953 – men kun i den periode, hvor sagsøgeren var under 18 år. Dommen er imidlertid ikke helt klar på dette punkt."
K-NEWS: Hvad tænker du om den måde, byretten behandler spørgsmålet om forældelsesfrist?
"Byretten finder, at en del af kravet er forældet, fordi det vedrører forhold begået mod de sagsøgte, efter at de var 18 år. Det følger direkte af ordlyden af forældelseslovens § 3, stk. 5, at sådanne krav ikke er omfattet af den bestemmelse, og at kravene derfor ikke er undtaget fra forældelse. Byretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte forældelsesfristen for disse kravs vedkommende med henvisning til EMRK. Det er der efter min vurdering heller ikke grundlag for i denne sag."
I byretten i stedet for landsretten
Advokat Mads Pramming, der som skrevet, fører sagen for de to kvinder, har hele tiden ment, at sagen var principiel, men alligevel valgte han tilbage i 2024 at anlægge sagen ved Københavns Byret og ikke ved landsretten.
Det gjorde han, fordi ventetiderne til 1. instans-sager ved landsretterne i gennemsnit har en forventet sagsbehandlingstid på 55 måneder. Det viser tallene fra første kvartal fra Domstolsstyrelsen. Og det er lang tid at vente, når ens klienter er i 90’erne. Den ene, Karoline Olsen, er nu også afgået ved døden.
I stedet valgte han en anden taktik, for ved at anlægge sagen ved byretten, er der kun gået et år og tre måneder, fra han anlagde den til afgørelse.
Problematikken med de lange ventetider ved landsretten, har vi skrevet om i en artikel HER.
Og du kan læse Domstolsstyrelsens svar på kritikken om de lange ventetider HER.