Man kan skyde genvej til landsretten, hvis man anlægger en civil sag ved byretten først. Sådan lyder i hvert fald rationalet fra advokat Mads Pramming, der repræsenterer sagsøgerne i en sag mod den danske stat. En sag, der handler om statens ansvar for de overgreb, der fandt sted på kvindehjemmet på Sprogø fra 1923-1961.
De to kvinder, som Mads Pramming repræsenterer, var langt op i alderen, da sagen mod staten blev anlagt i 2024. Med sagens kerne i mente var det i først omgang helt oplagt at anlægge den som en 1. instans-sag ved landsretten, da sagen ifølge Pramming er principiel. Det er nemlig første gang, at man på den måde prøver statens ansvar for overgreb på rettigheder, der først er blevet stadfæstet ved lov efter, at de påståede brud på disse rettigheder fandt sted.
Men hvis sagen skulle direkte i landsretten, så kunne sagsøgerne se ind i en forventet sagsbehandlingstid på 55 måneder. Det viser tallene fra første kvartal fra Domstolsstyrelsen, og de to kvinder ville potentielt ikke leve længe nok til, at sagen fandt vej til landsretten.
En frygt, der er helt reel taget i betragtning af, at den ene kvinde, Karoline Olsen, døde tidligere på året 2025. Og dermed er der kun den anden nu 95-årige kvinde tilbage.
På grund af de lange ventetider ved landsretten, valgte kvindernes advokat Mads Pramming at anlægge sagen ved byretten med kun én dommer, på trods af sagens principielle karakter. På den måde gik der i stedet kun et år og 3 måneder, før sagen kom for retten. Herfra er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på almindelige civile ankesager ved landsretten 11 måneder.
Det betyder, at Mads Pramming i princippet, hvis sagen ankes, kan nå til landsretten på sammenlagt 26 måneder. Altså på knap den halve tid af de 55 måneder en 1.instans-sag ved landsretten ville tage.
De lange ventetider til landsretten ærgrer Mads Pramming, der gerne havde set, at sagen kunne have startet i landsretten med en kortere sagsbehandlingstid, så han og sagens parter havde haft mulighed for at møde talstærkt op til proceduren.
”Jeg er fuldstændig rystet over, at det skal tage så lang tid. Det burde blive fikset hele vejen rundt, så vi kunne få en afgørelsen inden for et år,” siger han til K-NEWS.
Mads Pramming finder det bekymrende, at sager som disse, hvor sagsøgerne er så langt oppe i årene, ikke bliver prioriteret foran andre sager.
”Det er jo vildt alvorlige sager, og hvis folk er gamle, så er det jo endnu mere presserende. Det siger jo noget om, at det handler om prioritering af de civile sager – en prioritering som jo bare er i bund. Med de her berammelsestider, der ville en sag, som den her med Sprogø-kvinderne, jo være stort set umuligt på grund af deres alder.”
K-NEWS har forelagt kritikken om sagsbehandlingstiderne for Domstolsstyrelsen. Svarene herfra kan du læse i en artikel, der udkommer en af de nærmeste dage.
Sagen kort
Det er blevet kaldt et mørkt kapitel i vores Danmarkshistorie - forholdene for de kvinder, der under Åndssvageforsorgen blev tvangssteriliseret og udsat for fysiske og psykiske overgreb på kvindehjemmet på Sprogø. Kvinderne var placeret på hjemmet, fordi de var stemplet som sindsforvirrede, åndssvage og seksuelt afvigende, og periode på knap 40 år fandt sted i midten af det 20. århundrede.
På baggrund af en historisk udredning, der blev udgivet i 2022, gav Socialministeriet i 2023 de berørte kvinder en formel undskyldning for de mange overgreb, de havde været udsat for. Og i april 2024 sagsøgte Karoline Olsen og Regine Løndorf så staten for den behandling, de havde været udsat for, fordi de mener de har ret til en erstatning for de overgreb, de har været udsat for.
Ifølge kvindernes advokat Mads Pramming forsøger kvinderne at få rettens ord for, at deres menneskerettigheder er blevet overtrådt. Rettigheder, der først blev nedfældet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og trådte i kraft i 1953, og senere inkorporeret i dansk lov i 1992.
Regine Løndorf blev tvangssteriliseret i 1950, 20 år gammel, og det var fra 1929-1967 lovligt under dansk lov via den dengang gældende sterilisationslov. I den historiske redegørelse om forholdene i Åndssvageforsorgen, der var øverste myndighed for kvindehjemmet på Sprogø, lyder det at:
“Justitsministeriet kunne give tilladelse til sterilisation af psykisk abnorme personer, der var anbragt på en forsorgsanstalt. Indgrebet skulle ske, når det må anses særdeles magtpåliggende for samfundet og gavnligt for dem selv, at de sættes ud af stand til at få afkom.”
Det er det, der gør sagen principiel, mener Mads Pramming. Ifølge processkriftet fra sagen argumenterer han for, at begge kvinder i sagen har været udsat for nedværdigende og umenneskelig behandling og dermed fået brudt deres menneskerettigheder under konventionens artikel 3. Og her vil man altså have rettens ord for, at kvinderne får medhold i disse brud, selvom menneskerettighederne først blev skrevet direkte ind i dansk lov mange år efter, at konventionen blev inkorporeret i dansk lovgivning.
Det er derfor sagen burde anlægges som principiel 1. instans-sag ved landsretten, mener Mads Pramming.
Der falder i dom i Sprogø-sagen den 21. oktober ved Københavns Byret.