09/05/2025 - Afgørelse fra byretten

Opsigtsvækkende dom kan blive juridisk løftestang til miljøet


En frifindelse til en kvinde i en sag om civil ulydighed kan vise sig at blive et vigtigt juridisk rygstød i kampen for at få myndighederne til at overholde gældende miljølovgivning.

I Magtens Tredeling peger advokat Helena Reumert Gjerding på det særegne i, at byretten fandt det proportionalt at udøve civil ulydighed i forhold til den ulovlighed, som kvinden forsøgte at stoppe.

Tekst, lyd og billede: Rasmus Lehmann Hylleberg



 Billede: Helena Reumert Gjerding i K-NEWS' podcast-studie

 

Det er en opsigtsvækkende afgørelse, som Københavns Byret afsagde den 8. april.

Sådan lyder reaktionen fra advokat hos Kontra Advokater og leder for Naturens Retshjælp Helena Reumert Gjerding om sagen, hvor en kvinde blev fritaget for straf for at have udøvet civil ulydighed.

Kvinden havde i januar 2022 nægtet at forlade et mødelokale på Københavns Rådhus. Københavns Kommune var nemlig i gang med et stort anlægsbyggeri på Amagerfældet, og det, mente kvinden, var i strid med EU's beskyttelse af arten stor vandsalamander. Derfor blev hun stædigt siddende efter et møde med miljøborgmester Line Barfod, før hun endte med at blive eskorteret ud af politiet.

Kvinden blev den 8. april 2025 i Københavns Byret frikendt for hendes ulovlige ophold i mødelokalet på Rådhuset tilbage i 2022. Ifølge retten var det nemlig lovlig civil ulydighed.

I episode 219 af Magtens Tredeling udlægger Helena Reumert Gjerding afgørelsen, der i hendes øjne er yderst interessant. For det er yderst sjældent, at domstolene på den måde giver en anklaget part ret i deres påberåbelse af nødret.

”Vi har noget lovgivning, der beskytter kritisk troede arter. Og det man ser med den her dom, det er, at når vi har den lovgivning, så skal det tages alvorligt,” siger hun og henviser til det forhold i afgørelsen, at Københavns Byret finder det beviseligt, at det forhold, som kvinden forsøgte at stoppe, var faktuelt beskrevet flere steder.

Den store vandsalamander, der lever i området på Amager Fælled, er nemlig beskyttet af EU’s habitatdirektiv. Og eftersom Københavns Kommune med byggeriet ikke havde taget denne beskyttelse med i deres overvejelser, da de startede byggeriet, fandt byretten, at det var proportionelt, da kvinden nægtede at forlade mødelokalet på rådhuset for at få politikerne i tale og stoppe byggeriet.

”Som jeg ser det, så er det, retten lægger vægt på, at den lille forseelse det er at nægte at forlade rådhuset, det er proportionalt med det forhold, at konsekvensen ved ikke have stoppet byggeriet, det vil lave en irreversibel skade på det her dyrs ynglesteder.”

Du kan høre meget mere om nødretsbestemmelsen i straffelovens §14, om praksis på området, definitionen af proportionalitet og ikke mindst betydningen af afgørelsen på længere sigt i Magtens Tredeling episode 219. Den finder du i ovenstående player og dér, hvor du finder dine podcasts.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak