10/08/2023 - blog

Procesbevillingsnævnets afgørelser mangler begrundelser


Det er problematisk, at man fra Procesbevillingsnævnets side er fritaget fra at begrunde sine afgørelser, lyder det fra advokat Tobias Stadarfeld Jensen. I praksis betyder nævnets særstatus, at det er immunt over for søgsmål og offentlig kritik, mener han.

Tekst: Tobias Stadarfeld Jensen, advokat hos Advokaterne Bonnez & Ziebe


Dette er et blogindlæg. Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

 

Enhver procesadvokat vil stifte bekendtskab med Procesbevillingsnævnet, som i et stort antal sager skal tage stilling til, om en sag skal have adgang til en højere ret. Det gælder både i civile sager, i familiesager og i straffesager, hvor nævnet er gatekeeper og således afgør, hvorvidt en afgørelse eller sag skal videre eller ej.

Også i sager om fri proces og i sager vedrørende offentlig retshjælp ved internationale klageorganer, herunder sager ved Menneskerettighedsdomstolen, tager nævnet som klageinstans stilling til, om en sag skal modtage bevilling. For ansøgeren er fri proces eller retshjælp ofte ensbetydende med, om sagen overhovedet kan føres eller ej.

Det følger af § 19, stk. 2, i nævnets forretningsorden, at nævnet alene begrunder sine afgørelser med henvisning til indholdet af de bestemmelser, der giver hjemmel for meddelelse af appeltilladelse, fri proces eller retshjælp. Nævnet skal med andre ord ikke give nogen egentlig begrundelse for et afslag, men alene henvise til hjemmelsgrundlaget. Modsat påhviler det såvel forvaltningen som domstolene at give en væsentlig mere fyldestgørende begrundelse for deres respektive afgørelser.

I alle sager ved nævnet gælder altså samme regel om, at nævnets afgørelser ikke skal begrundes. 

Jeg kender ikke andre danske myndigheder eller domstole, som er undtaget kravet om at begrunde sine afgørelser. Procesbevillingsnævnet anfører da også selv i sin årsberetning fra 2022, at nævnet ”er både organisatorisk og forfatningsmæssigt en unik organisation, som næppe findes tilsvarende i andre lande”.

Det er aldrig sjovt, når ens argumentation hældes ned af brættet af en myndighed eller en domstol. Men man kan ofte affinde sig med afgørelsen på baggrund af den medfølgende begrundelse.

Vi har altså et nævn, som reelt er immunt mod søgsmål. (...) En sådan særstilling for et offentligt nævn stemmer i min verden ikke med de retssikkerhedsprincipper, som danske myndigheder og domstole normalt står på mål for.

 

Den mulighed består ikke, når nævnet træffer afgørelse. Ansøgeren ved således ikke, hvad der egentlig lægger til grund for nævnets afgørelse. Det står med andre ord hen i det uvisse hvilken jus, der er tillagt afgørende vægt, og om nævnet har lagt et forkert faktum til grund.

”Så gå dog til domstolene, hvis du er utilfreds med en afgørelse fra nævnet”, tænker læseren måske. Men det er ikke muligt. Domstolene er afskåret fra at realitetsbehandle søgsmål mod nævnet vedrørende prøvelse af nævnets skønsmæssige afgørelser som følge af "kompetencefordelingen mellem Procesbevillingsnævnet og domstolene”, som Østre Landsret formulerede det i U.2016.318Ø. 

Vi har altså et nævn, som reelt er immunt mod søgsmål. Også offentlig kritik eller debat er så godt som udelukket, fordi nævnet ikke begrunder sine afgørelser.

En sådan særstilling for et offentligt nævn stemmer i min verden ikke med de retssikkerhedsprincipper, som danske myndigheder og domstole normalt står på mål for.

I forarbejderne til retsplejelovens kapitel 1a om Procesbevillingsnævnet anføres det, at det manglende begrundelseskrav skyldes hensynet til, at nævnets afgørelser ikke for borgerne kommer til at fremstå som en afgørelse af selve sagen.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan se rationalet i, at begrundelseskravet i enkelte sagstyper fraviges på baggrund af dette hensyn, når der eksempelvis søges om appeltilladelse til Højesteret, hvor kun principielle sager skal have adgang, og som forinden har været underlagt en behandling i to foregående instanser.

Som nævnt indledningsvist træffer nævnet ikke kun afgørelse i sager, der søges indbragt for Højesteret, men i en række andre sagstyper, herunder sager om anbringelse af børn og sager om fri proces og retshjælp, der ikke tidligere er tilskåret af to instanser ved domstolene. 

Den manglende begrundelse åbner i min optik for mistillid til nævnet, hvor hverken simple misforståelser eller graverende fejlfortolkninger reelt vil kunne bringes i orden.

Indlægget her kan måske lyde som et udfald fra en indebrændt advokat. Til det vil jeg gerne understrege, at mit overordnede indtryk er, at nævnets sekretariat består af særdeles kompetente medarbejdere, og det samme må man selvsagt sige om de beskikkede medlemmer af nævnet, som består af dommere, professorer og advokater. 

Det ærgrer mig, at et så velsammensat nævn skal operere i mørke, og selv de mest kompetente også kan begå fejl.

Den sikkerhedsventil for sådanne fejl, som begrundelseskravet udgør for domstole og forvaltningen, findes ikke ved Procesbevillingsnævnet. Det er samtidig så godt som umuligt for offentligheden, herunder pressen, at føre nogen form for kontrol med nævnet. Læg dertil, at det som anført tillige er nærmest umuligt at udtage stævning mod nævnet. Samlet udgør det en efter min opfattelse helt igennem uholdbar cocktail. 

Henset hertil, og til at nævnet i højere grad får overdraget ansvaret for at træffe afgørelse vedrørende en række spørgsmål inden for dansk retspleje, bør det overvejes, om denne særstilling, som denne forfatningsmæssige unikke organisation er tillagt, skal modificeres. 

Eksempelvis ved, at et begrundelseskrav indføres i visse sagstyper, og der i videre omfang er mulighed for at udfordre nævnets afgørelser ved de almindelige domstole.

Del denne artikel

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak