Billedet: Udsnit fra play.TV2.dk samt foto fra debatten med Jørn Vestergaard og Sten Schaumburg-Müller. Yderst til venstre anes debattens moderator, Dan Poulsen fra K-NEWS.
OPDATERET ARTIKEL. Denne artikel er 12. marts blevet opdateret med svar fra TV2 på de spørgsmål, som K-NEWS har stillet til tv-stationen med afsæt i fire udtalelser fra Jørn Vestergaard. Tidsspændet fra artiklens første udgivelse til opdateringen skyldes ikke langsom besvarelse fra TV2 men arbejdsgange hos K-NEWS.
Siden TV2 publicerede alle fem afsnit af Den Sorte Svane en sen maj dag i 2024 har over to millioner danskere set serien, og en blanding af begejstret sensation og heftig kritik har omgærdet den.
Kritikken kommer blandt andet fra en række juridiske eksperter indenfor strafferet, der blandt andet i Berlingske har sat ord på en lang række problemer, de mener, serien rummer.
Der er nogle afgrænsningsproblemer, som vil være utrolig relevante og få afklaret
Citat: Professor Birgit Feldtmanns kommentar fra tilskuerrækkerne, da hun mod debattens slutning udtrykker et håb om, at folkene bag Den Sorte Svane trækkes i retten.
Der er bred enighed om, at der er en række problemer i serien - og seriens tilblivelse - som er værd at diskutere. Og der var da også godt fyldt op på publikumstolerækkerne ved menneskerettighedskonferencen i Aalborg, da programmet torsdag bød på debat mellem Jørn Vestergaard og Sten Schaumburg-Müller. De skulle debattere under overskriften "Ytrings- og informationsfrihed ctr. strafansvar for journalister - "Den Sorte Svane" som eksempel".
Som titlen tegner, er det underliggende spørgsmål, om TV2 og journalisterne bag den dramatisk opbyggede serie skal straffes for at medvirke til kriminalitet. Det skal de selvfølgelig ikke, hvis en straf ville være i strid med retten til - og for nogle faggrupper pligten - til at viderebringe oplysninger af stor samfundsmæssig betydning.
To konventionsartikler og strafferet på vægten
At debatten hører hjemme på en konference om menneskerettigheder handler selvfølgelig om, at menneskerettighedskonventionens artikel 10 giver en høj grad af frihed til at ytre og informere, mens artikel 8 handler om retten til privatliv.
I salen på publikumspladserne sad Birgit Feldtmann, professor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, som er en af dem, der i Berlingske har udtalt sig kritisk om serien og blandt andet har konstateret, at hun har svært ved at se, hvordan setuppet med den betalte muldvarp, der selv er involveret i kriminalitet, hvilket TV2 ved, da de publicerer serien, kan foregå på en måde, hvor TV2 ikke er medvirkende til kriminalitet. Og det må man som udgangspunkt ikke - heller ikke som journalist i ytrings- og informationsfrihedens tjeneste.
I slutningen af Magtens Tredeling-episoden om Den Sorte Svane får Birgit Feldtmann fra tilskuerrækken ordet og understreger, at hun håber, at der kommer et retligt efterspil rettet mod TV2 og tv-stationens journalister.
"Jeg håber, for der er nogle afgrænsningsproblemer, som vil være utrolig relevante og få afklaret".
Birgit Feldtmanns kommentar falder efter 50 minutter debat og uenigheder mellem to af landets førende eksperter inden for strafferet og medieret, hvor særligt Jørn Vestergaard er kritisk overfor TV2's handlinger.
Undervejs i debatten kommer Vestergaard med en række udtalelser om TV2's ageren, som vi på K-NEWS har sendt videre til tv-stationen for at få deres kommentar og svar.
I alt fire TV2-kritiske udtalelser har vi videreformidlet til TV2s presseafdeling, og K-NEWS har modtaget svar fra Chefredaktør for dokumentar og dagsordener, Michael Nørgaard. Se spørgsmål og svar herunder..
Svar fra TV2 på Jørn Vestergaards kritik
Jørn Vestergaards udtalelser har K-NEWS opsummeret i en mail til TV2's presseafdeling, og K-NEWS har formuleret de fire spørgsmål.
* Jørn Vestergaard refererer ved debatten, der udgives som en podcast-episode, at Berlingske har afdækket, at Amira har - også undervejs i arbejdet med dokuen - arbejdet sammen med politiet (NSK).
Hvad har I af kommentar til det?
* Jørn Vestergaard siger i debatten, at TV2 har puttet med deres viden om Amiras samarbejde med politiet og kun nødtvunget efterfølgende erkendt deres kendskab til samabejdet.
Hvad har I af kommentar til den udtalelse, om at I i programserien og redigeringen af den har puttet med jeres viden om Amiras samarbejde med politiet samt kun nødtvungent har erkendt jeres kendskab til samarbejdet?
* Jørn Vestergaard siger, at TV2, en medarbejder for TV2, presser på hos Amira, for at der skulle komme nogen ind på hendes kontor og blive involveret. Dem som de, TV2, foreslog er fire kendte advokater, en af dem var Knud Foldschack, plus folketingsmedlem Jeppe Søe.
Hvad har I af kommentar til, at TV2 har presset Amira til at få de omtalte personer involveret?
* Jørn Vestergaard spørger, hvorfor man ikke kan forvente, at TV2 omredigerer udsendelserne efter al den kritik der er kommet. Bl.a. kritik af at det først er i femte afsnit, det bliver fortalt, at Amira er igang med egen kriminalitet til trods for de aftaler, hun har lavet med TV2.
Hvorfor omredigerer I ikke udsendelserne?
Sådan lyder de fire spørgsmål og anledningen til dem hver især. I deres besvarelse - som K-NEWS har modtaget på skrift - har TV2 valgt at svare samlet på de to første spørgsmål.
Svaret på de første lyder:
"Ved projektets begyndelse indgik vi – efter Amira Smajics eget udtrykkelige ønske – en aftale med hende om, at vi af sikkerhedshensyn ikke nævnte noget om hendes samarbejde med politiet i dokumentaren."
Og som svaret fortsætter:
"På den efterfølgende dækning i blandt andet Berlingske, må vi forstå, at Amira Smajic ageren i dokumentarseriens afsluttende afsnit skal ses i lyset af hendes samarbejde med politiet. Hun kom med samme forklaring til TV 2. Derfor ville vi naturligvis meget gerne have haft den forklaring med i serien, men kort forinden publicering af ’Den sorte svane’ genbekræftede Amira Smajic gennem sin advokat, at vi under ingen omstændigheder måtte nævne i dokumentaren, at hun havde været meddeler for politiet. Derfor overholdt vi den aftale, vi havde indgået med hende af sikkerhedshensyn. TV 2 havde en klar aftale med Amira Smajic om, at hendes arbejde som muldvarp for os og hendes funktion som meddeler for politiet skulle være to adskilte verdener. Og vi har undervejs i projektet ikke haft kendskab til, at Amira Smajic har diskuteret de journalistiske afsløringer fra kontoret i ’Den sorte svane’ med politiet.
Dokumentarens primære sigte er i øvrigt også at fremlægge konkret dokumentation for samarbejdet mellem over- og underverden – ikke at blotlægge hele Amira Smajic fortid."
Som svar på den tredje udtalelse fra Jørn Vestergaard og deraf tredje spørgsmål fra K-NEWS skriver TV2 til os:
”Jørn Vestergaard refererer her til Berlingskes dækning, som fremstiller det som om, at de konkrete navne er kommet i spil på initiativ fra holdet bag Den sorte svane. Men det er ikke tilfældet, og TV 2 har ikke publiceret noget om de navngivne personer. De er alene bragt frem i Berlingskes dækning, som i det store og hele er fejlagtig.”
Artiklen fra Berlingske som TV2’s Michael Nørgaard refererer til i sit svar er fra 18. december 2024 med overskriften: TV 2 under voldsom kritik for »modbydelig« metode: Ville have politiker og kendte advokater »ned med nakken«. (bag betalingsvæg, red.)
Til fjerde og sidste spørgsmål om, hvorfor TV2 ikke omredigerer udsendelserne blandt andet som følge af, at Amira udfører kriminalle handlinger til trods for de aftaler, hun har lavet med TV2, svarer Michael Nørgaard.
"Vi tager strafferetsekspert Jørn Vestergaards input til dokumentarseriens dramaturgiske udvikling til efterretning. Men vi synes i al beskedenhed, at vi kom fint i mål med at lave en både spændende og retvisende fortælling i ’Den sorte svane’. Det taler i hvert fald for sig selv, at en dokumentarserie om økonomisk kriminalitet er blevet set af så mange mennesker, samt at dokumentaren er blevet hædret med både en Robert for ’årets serie’ samt metodeprisen fra Foreningen af Undersøgende Journalister.
Seriens substans er samarbejdet mellem over- og underverden, og der afsløres særdeles samfundsvæsentlig kriminalitet. Det er der ikke ændret på siden publiceringen, og vi har således heller ikke fundet grund til at ændre i dokumentaren."
Hele debatten fra konferencen
Magtens Tredeling #208 med Jørn Vestergaard og Sten Schaumburg-Müller, der debatterer på en gang sagligt og underholdende kan lyttes, hvor du finder dine podcast eller via playeren, som vi har indsat øverst i denne artikel. Og som du kan høre indeholder episoden også midtvejs en gennemgang af den interessante hundedom fra Højesteret, som også bliver nævnt af Højesterets præsident Jens Peter Christensen i Magtens Tredeling #205. Højesterets fem dommere frikendte i den sag med mindst mulige margin journalister for at informere og dokumenter ved at filme med skjult kamera på privat område.