/Artikel-collage.jpg)
Billedet: Ahlam Mechlali, da hun gæster K-NEWS' podcaststudie samt billedeudsnit fra tre artikler: en artikel med foto fra en lejr på Tunesien-Libyen-grænsen, en med et bådfoto fra institute for new economic thinking, og en - ligeledes med et foto af bådflygtninge fra nordafrika på vej mod Europa - fra mediet Xolal. Ahlam Chemlali forsvarer 19.juni sin ph.d. på Aalborg Universitet.
Begrebet “transit” bliver brugt flittigt i Europas og verdens migrationspolitik til at beskrive mennesker på vej – men i praksis dækker det over langvarige og ofte permanente ophold i juridisk udefinerede zoner, hvor migranter de facto lever i mange år. Og det er et område, som især rammer kvinder, forklarer Ahlam Chemlali, der i næste uge skal forsvare sin ph.d. inden for politik og samfund på Aalborg Universitet.
EU laver migrationsaftaler med lande, der ikke har lovgivning på migration og asyl, og det skaber et juridisk tomrum
Hun har gennem de seneste år været i felten i særligt Tunesien og Mexico, hvor hun er gået etnologisk til værks og har talt med en bred vifte af de mennesker, der har flyttet sig et sted sydfra for at trække mod nord på grund af ønsket om et bedre liv.
“Jeg nævnte ordet ”transit”, og mange af de mennesker, jeg interviewede, forstod slet ikke, hvad jeg talte om”.
Og der sad hun så med sin notesblok og måtte begynde forfra med, hvordan hun så på og forstod de liv, hun skulle til at undersøge. Efter flere rejser og interviews med både migranter og embedsfolk er det tydeligt, at de mennesker, der lever i såkaldte transitlande som Tunesien, ikke ser deres tilværelse som midlertidig. De forelsker sig, stifter familie, uddanner sig, får arbejde. Lever som i en by og rimelig permanent.
Åbne fængsler med millioner betalt med milliarder
For dem er det et ‘prison ouvert’ – “et åbent fængsel,” fortæller hun, da hun er gæst i den nyeste episode af K-NEWS’s podcast Magtens Tredeling. Og hun peger på, at det er den slags åbne fængsler med millioner af mennesker, den vestlige verden med FN i spidsen bygger og fastholder folk i - flere steder på kloden. I Libanon og Jordan. I Rwanda og i Mexico, blot for at nævne nogle.
Problemet er ifølge Chemlali strukturelt og politisk skabt. Transitbegrebet stammer fra FN og er en top-down strategi. Og begrebet -tanken om, at mennesker blot er der kortvarigt - er idag en del af fundamentet, som legitimerer samarbejdsaftaler mellem EU og tredjelande.
Aftaler som - ud over en masse penge fra Europa - fra EU’s side primært indeholder krav om forstærkning af de strukturer og materiel, der skal sikre, at migranterne ikke kommer videre mod nord, men som ikke indeholder krav om basale rettigheders overholdelse eller anden juridisk beskyttelse af de mennesker, aftalerne omhandler.
“EU laver migrationsaftaler med lande, der ikke har lovgivning på migration og asyl, og det skaber et juridisk tomrum,” siger hun og uddyber, at det særligt rammer kvinder, der bygger et liv op omkring sig selv og familien i transitområderne. Kvinder sidder ofte fast i disse områder, fordi de har børn, færre økonomiske ressourcer og er mere udsatte for udnyttelse og vold.
Tallene viser, at der stort set er lige mange mænd og kvinder, der forlader hjemlandende sydpå. Men andelen af kvinder i transitområderne er 70-80 procent.
Chemlali opfordrer til, at det internationale samfund og ikke mindst FN, der er den store spiller her, grundlæggende revurderer hele måden, vi taler om og strukturerer hjælp til migranter.
Hun peger på løsninger som større transparens og monitorering i de såkaldte eksternaliseringsaftaler. Men ud over bedre juridiske rammer for de mennesker, der flytter sig, så har hun svært ved at pege på, hvem der derudover vil have en fordel af at ændre på det juridiske tomrum. Og hun taler ærligt om den tydeligt manglende politiske vilje:
”Helt kynisk er det (situationen omkring transit, red.) jo ikke noget, Europa eller EU har interesse i at få bragt frem i lyset. Fordi man ved det jo godt, at det der foregår [...] det lever ikke op til EU's værdier, som man ellers er meget stolte af,” siger hun og henviser til den aftale, EU blandt andet har lavet med Tunesien.
”Præsident Kais Saied er jo også repressiv mod sin egen befolkning, mod kritikere, der bliver fængslet, og journalister og menneskerettighedsaktivister og NGO'er, og hele civilsamfundet er under pres. Og alligevel så går man ned og trykker hånd og giver ham en milliard euro, og meget store beføjelser til at bruge dem. Og de bliver jo ikke kun brugt, kan man sige, til at stoppe migranterne, de bliver jo også brugt til at stoppe kritikerne.”
Som en sidebemærkning siger Ahlam Chemlali, at de nuværende ledere i Nordafrika har lært godt af Libyens tidligere, nu afsatte og dræbte, diktator Gaddafi.
Du kan høre hele diskussionen om det juridiske ingenmandsland, der opstår for migranter i transit, i episode 224 af Magtens Tredeling. Enten via playeren i toppen af artiklen eller i via din foretrukne podcast-app.