Usynlig eller ikke-usynlig ombudsmand i de store sager

Billedet: Rasmus Grønved Nielsen og Frederik Waage efter debatoptagelsen.

Du vildleder offentligheden og undergraver på et åbenlyst fejlagtigt grundlag tilliden til Folketingets Ombudsmand. Let omskrevet var det sådan ordene faldt, da lektor i forvaltningsret på KU Rasmus Grønved Nielsen rettede kritik mod Frederik Waage, efter at Waage, der selv er professor i forvaltningsret, i en kronik har rettet kritik mod Ombudsmanden.

Ombudsmandsinstitutionen, den stolte skandinaviske opfindelse, hvor en uafhængig juridisk institution anført af den udpegede Ombudsmand sikrer, at sager forvaltes af centrale og regionale administrationer som de bør, er adopteret og kopieret som institution verden rundt.

Men her i året 2024, hvor Ombudsmanden i Danmark kan fejre sit 70-års jubilæum, har professor mso Frederik Waage fra Syddansk Universitet, og ligeledes flittigt brugt juridisk ekspert, konstateret, at Ombudsmanden har været for usynlig i en række store sager de seneste år, hvor der har været brug for ham.

”Jeg synes det, der er sket i de senere år er, at ombudsmanden er gået fra at have været en meget meget synlig og allestedsnærværende figur til blot at være én blandt mange måske irritationsmomenter for embedsmænd”

Balladesager mangler kontrol

Med henvisning til nogle af de seneste års store sager, der i den grad har involveret statslig forvaltning, skriver han i sin kronik i Berlingske, at ”Det er efterhånden blevet en sjældenhed, at vi oplever Folketingets Ombudsmand, som synlig kritiker af ministre og embedsmænd”.

Man står tilbage med den oplevelse, at sagerne ikke rigtig bliver fulgt juridisk til dørs, at de ligesom slutter, uden der er kommet et en form for punktum.

Frederik Waage i Magtens Tredeling

Han peger i sin kronik, som vi indsætter link til sidst i denne artikel, på FE-balladen, sagen om våbenindkøb fra Elbit, samt at han nævner minksagens mange forgreninger.

I Magtens Tredeling, hvor han med Rasmus Grønved Nielsen diskuterer deres uenighed om ombudsmandens rolle og mandat, lægger han blandt andet vægt på den forgrening af minkforløbet, der handler om de forsvundne sms’er. Og han nævner ligeledes i Magtens Tredeling hele forløbet med advarslerne til embedsfolk, der blev trukket tilbage uden, at offentligheden fik fyldestgørende information.

Det er ikke noget, der i Waages øjne kan gøres noget ved nu. Som han siger i Magtens Tredeling:

”Altså, nu er den sag slut. Det samme med FE-sagen, det samme i de andre sager. Men det er eksempler på, at jeg mener, at der burde ombudsmanden har været inde og kontrollere.”

Rasmus Grønved Nielsen gik i rette med Frederik Waages kritik, dagen efter den var bragt i en kronik i Berlingske. Grønved Nielsen mener ikke, det er fair at kritisere ombudsmanden for at overholde ombudsmandsloven. Han kritiserer Waage for at fordreje de tal, som han bruger i sin kronik, og han konkluderer sit debatindlæg med denne linje:

”Waage undergraver tilliden til Folketingets Ombudsmand på et åbenlyst fejlagtigt grundlag.”

I Magtens Tredeling konfronterer de tos synspunkter i debatten, der både afdækker deres uenigheder såvel som, hvad vi egentlig kan forlange og forvente, at Ombudsmanden bruger sine ressourcer til.

”Jeg savner ikke noget specifikt fra Ombudsmanden,” lyder svaret fra Rasmus Grønved, da han bliver spurgt til Ombudsmandens synlighed og aktivitet de seneste fire år.

”Over en bred kam synes jeg, at Ombudsmanden har udfyldt sin opgave på en fornuftig måde.”

Den nuværende ombudsmand Niels Fenger udgav nærmest et program om, hvad han tænkte han ville bruge sit embede til, som kan læses i UfR, og han siger, at han gerne vil være der, hvor han gør størst betydning for helt almindelige borgere.

Herefter nævner Rasmus Grønved det, han ser som en vigtig indsats rettet mod digital forvaltning og en lang række sager på det sociale område. Indsatsområder som også Frederik Waage anerkender.

Men i de store sager og i det stort forgrenede offentlige system mangler ombudsmanden som den synlige, markante og aktivistiske figur, som Frederik Waage som ung jurastuderende voksede op med.

”Jeg synes jo grundlæggende, at vi står i en form for krise i forhold til tilliden til centraladministrationen i dag. Og det skyldes mange ting. Det skyldes blandt andet mange småsager ude i kommunerne, sager som ombudsmanden i øvrigt også har været involveret i. Men det skyldtes også de helt store sager, som Mink-sagen eller FE-sagen, hvor man står tilbage med den oplevelse, at sagerne ikke rigtig bliver fulgt juridisk til dørs, at de ligesom slutter, uden at der er kommet et en form for punktum eller afslutning. Og der søger jeg så tilbage til det, jeg lærte på jurastudiet omkring Folketingets Ombudsmand, den opfattelse jeg havde af institutionen dengang. Og det kan godt være, det et romantisk billede fra min tidligere ungdom som jurastuderende, at det var ombudsmanden, der skulle sætte tingene på plads, når det var mulighed for, at der kunne opstå mistillid til forvaltningen. Og det har jeg savnet de seneste år.”

Talfordrejning

Uenighederne er tydelige i de 50 minutter Frederik Waage og Rasmus Grønved Nielsen mødes i Magtens Tredeling.

”Man må gerne rejse debat om Folketingets Ombudsmand. Og vi kan også være uenige om nogle ting, for eksempel det der med om hvor synlig eller usynlig han er, det er jo et meningsspørgsmål. Men der er så også ting hvor jeg synes det er decideret forkert, for det vidner tallene ikke om.”

Og blandt andet kritiserer Grønved, at Waage i hans øjne fordrejer de tal, der opgør Ombudsmandens arbejde. En stor del af det Ombudsmandens resultater gør, kan – ifølge Rasmus Grønved Nielsen - ikke læses i de tal, Frederik Waage bruger som dokumentation for sine pointer. Kort opridset kan det ikke i tallene læses, hvor mange sagsgange, der bliver positivt påvirket af, at jurister fra ombudsmanden laver en indledende henvendelse til en myndighed.

Da den nuværende ombundsmand Niels Fenger netop nu er i spil til en international dommerpost ved EU-domstolen, og at der altså muligvis snart skal udpeges en ny, giver det også en god anledning i podcastrummet med de to forvaltningsretseksperter at diskutere, om både taktstokken i embedet skal svinges anderledes end i Niels Fengers hånd, og om ombudsmandsloven trænger til ændringer. Begge gæster har mod episodens slutning forslag og ønsker til ændringer.

Du kan høre Magtens Tredeling-episoden i playeren, som er indsat øverst i denne artikel, eller du kan finde den i den podcast-player på telefonen, hvor du eventuelt normalt lytter til podcast.

Frederik Waages kronik i Berlingske 11.april finder du HER.

Rasmus Grønved Nielsens debatindlæg, hvor han dagen efter kritiserer Waages kronik, finder du HER.