31/08/2023 - Dommerkonstitutionen

Østre Landsret anerkender kritikken


Der skal arbejdes med mere feedback til dommerkonstituerede, og det skal ”nok også ske på en anden måde end tidligere”.

Sådan lyder en af erkendelserne hos Østre Landsrets præsident Carsten Kristian Vollmer, som reaktion på kritikken fra dommere og tidligere konstituerede, som de retter mod landsrettens måde at behandle de konstituerede i de karriereafgørende ni måneder.

Tekst og billede: Dan Poulsen


Billedet: Udsnit af  LinkedIn-kommentarer, der blev slået op i forbindelse med sommerens debat og af Østre Landsret, som den fremtoner på Google Maps. Samt udsnit fra domstol.dk-artikel om indvielsen af den nye landsretsbygning i august 2022, hvor blandt andre Carsten Kristian Vollmer (foto: Lars Krabbe) talte.

 

Præsident i Østre Landsret Carsten Kristian Vollmer svarer nu for anden gang på den kritik, der begyndte i slutningen af juni. Og svaret denne gang indeholder en helt anden anerkendelse af de problematiske forhold i hans landsret end det, der var tilfældet i hans første svar, som vi bragte 7. juli.

Men dele af kritikken imødegår han ikke.

Det har indtil videre ikke været muligt for os her på redaktionen at få ham til at stille op til interview, og svaret, som denne artikel handler om, har vi modtaget per mail.

Svaret er modtaget uden, at vi har haft mulighed for at stille ham konkrete spørgsmål. Vi har ellers en del opfølgende af slagsen, som vi mener, at han og landsretten ikke svarer på eller forholder sig fyldestgørende til – hverken i første svar eller andet svar. Mere om de spørgsmål til sidste i denne artikel.

Vi skal være tydeligere omkring, hvad der ligger i prøven af, om man er egnet til at være dommer

 

 

Imødekommende og afvisende

Substansen i kritikpunkterne, som Østre Landsret nu forholder sig mere imødekommende til, er:

- Kritikken af manglende feedback og dårlig feedbackkultur i Østre Landsret.

-Der skal skabes ro hos de konstituerede, så de ved, at fejl ikke ødelægger deres karrieremuligheder (citat: ”plads til skævert”).

-Der bliver set på, hvordan der kan opnås ”større ensartethed” i det samlede ni måneders forløb, som dommerkonstituerede i dag lander i og skal arbejde i tre forskellige afdelinger, der kan være/er vidt forskellige i deres tilgang til de konstituerede.

-At landsretten har et alvorligt problem, når dommere og tidligere konstituerede sidder tilbage med oplevelse af, at det er ”usynlige lodder og tilfældigheder”, der afgør, om man kan blive dommer.

Derudover er han dog også i sit svar afvisende overfor nogle af detaljerne i den rejste kritik. Og han formulerer det således i sit svar, at meget af løsningen handler om klarere kommunikation til de konstituerede, og at der er fokus på, at de konstituerede i højere grad skal være klar over, hvad de går ind til.

Som det kan læses i sætningen:  
”Vi har bl.a. fokus på rekrutteringen og på, hvordan man – inden man søger – kan få en klar idé om, hvad man går ind til som konstitueret landsdommer”.

Carsten Kristian Vollmers svar kan læses i sin  fulde uredigerede længde i slutningen af artiklen.

 

Antændt af præsidentens afvisning

Kritikken startede i slutningen af juni med det interview, Frederik Waage gav i vores podcast ’Magtens Tredeling’ (episode 143), hvor han udtalte kritik af det ni måneders forløb som konstitueret, han netop havde afsluttet i Østre Landsret. I ugerne efter sluttede flere dommere og tidligere konstituerede sig til kritikken.

Kort opridset peger kilder over en bred kam på fundamental dårlig behandling af de konstituerede, mangelfuld feedback- og umoderne og dårlig feedbackkultur, og – som det beskrives i den senest artikel fra 18. juli – at vejen gennem de ni måneders konstitution frem mod den altafgørende landsretsudtalelse forløber med for mange tilfældigheder fagligt såvel som kollegialt.

Den første reaktion, det første svar, vi fik fra Østre Landsret, da vi forelagde dem Frederik Waages kritik, var reelt en ikke-forholden sig til kritikken. Reaktionen var, at det kun handlede om, at Frederik Waage som en enkelt person havde haft de dårlige oplevelser under sin konstitution. Dette på trods af, at Frederik Waage i podcasten tydeliggjorde, at det langt fra kun er ham, der har haft de oplevelser, han beskriver.

Dén første-reaktion fra Østre Landsret fik dommer Nina Fischer Rønde til at skrive sin uforbeholdne opbakning til kritikken. Og mere til. Hendes personlig indlæg, som hun oprindeligt skrev på LinkedIn, finder du HER.

”Jeg blev gal, da jeg læste, hvordan Østre Landsret og Domstolsstyrelsen forholdte sig til kritikken. Man kan simpelthen ikke tillade sig at svare som om, det kun er Frederik Waage, det handler om.”

På den måde var Østre Landsrets første svar et afgørende afsæt for, at kritikken nu fik flere og flere stemmer bag sig. Hvordan, fra hvor mange, og hvem de er, er beskrevet i vores artikel fra 18. juli.

I den artikel dokumenteres det, at kritikken af konstitutionsforløbet hos Østre Landsret er velbegrundet og har langt flere afsendere end de kun to, der indtil da var trådt frem. K-NEWS dokumenterer også, at det ikke er et nyt problem, at det er et ømtåleligt emne, og at der hersker en stor nervøsitet for at udtale kritik af det system og de mennesker, der er helt afgørende for at kunne fungere som dommere i Danmark.

Det er den artikel, som Østre Landsret nu forholder sig til. Og det er efter den artikel, den seneste af indtil nu i alt fire K-NEWS-artikler om emnet, at Østre Landsrets præsident nu giver et andet svar end i første omgang. Og han kommer på flere punkter kritikken i møde.

 

Vejen til svar nummer to fra landsretten

Vi har ikke haft mulighed for at stille konkrete spørgsmål til Carsten Kristian Vollmer. Svaret vi har modtaget er sendt til os som svar på en interviewforespørgsel.

Forespørgslen sendte vi 16. august til Østre Landsrets pressekontaktdommer og præsidenten. Vi opridser, at landsrettens stemme og overvejelser er afgørende for, at historien bliver så fyldestgørende som muligt, og at vi ønsker at lave et interview. Vi skriver, at en spørgeramme kan aftales nærmere, men at vores spørgsmål kan tage afsæt i den seneste artikel fra 18. juli. Og – skriver vi – allervigtigst og helt overordnet er vi ”interesseret i at høre jeres overvejelser om, hvad I mener, der er det rigtige at gøre nu fremadrettet?”

Vi spørger om muligheden for et interview – og gerne inde for de næste par uger.

To dage efter, fredag den 18. august, svarer Carsten Kristian Vollmer, at han ikke har mulighed for at stille op til interview inden for de næste par uger. I mailen sender han os et svar på omkring 350 ord, som vi herunder bringer et uddrag fra.

Vi anser ikke det modtagne svar for fyldestgørende og har som tidligere nævnt i denne artikel en del opfølgende spørgsmål, vi anser for væsentlige. Vi har derfor om mandagen, den 21. august, igen bedt om interview, hvor vi gør det endnu tydeligere, at vores muligheder ikke er begrænset til de to sidste uger i august. Vi understreger, at vi beder om tid til interview i perioden september, oktober, november eller december. Denne forespørgsel har vi gentaget 30. august.

Vi har endnu ikke fået et svar.  Og derfor har vi indtil videre blot Carsten Kristian Vollmers mail, som han giver os tilladelse til at benytte i en artikel, at citere fra.

 

Svaret fra Østre Landsrets præsident

Den fulde ordlyd i mailen fra Carsten Kristian Vollmer, der altså er fra 18. august, ser sådan her ud:

”Jeg har naturligvis fulgt sommerens debat. Debatten gør indtryk, og jeg lytter bestemt til enhver berettiget kritik.

Som jeg tidligere har fremhævet, så er det vigtigt at have for øje, at konstitutionsforløbet er en eksamen. Men debatten viser, at vi skal være bedre til at forklare, hvad forløbet konkret går ud på. Og vi skal være tydeligere omkring, hvad der ligger i prøven af, om man er egnet til at være dommer. Og herunder tydeligere omkring, hvordan vi vurderer dette. Parametrene er allerede offentligt tilgængelige, og det gælder også ”karakterskalaen”. Men vi kan givetvis sætte flere ord på de enkelte elementer, så man ikke er usikker herpå.

Det er ikke sådan, at det er ”usynlige lodder og tilfældigheder”, der afgør, om man kan blive dommer. Men vi har da et alvorligt problem, når nogen sidder tilbage med den oplevelse. Det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved. Og så skal vi have skabt ro hos de konstituerede om, at der er plads til ”skævert”, uden at man dermed er dømt ude. Det står også klart, at der er et udtalt ønske om mere feedback undervejs. Og nok også feedback på en noget anden måde end tidligere.

Vi igangsatte allerede i foråret et arbejde i landsretten, hvor vi ser på hele konstitutionsforløbet. Vi har bl.a. fokus på rekrutteringen og på, hvordan man – inden man søger – kan få en klar idé om, hvad man går ind til som konstitueret landsdommer.

Vi vil også gerne klæde de konstituerede bedre på til de konkrete opgaver. Derfor arbejder vi også med at booste vores introduktionsforløb. Og vi ser på, hvordan vi sikrer størst mulig ensartethed i det samlede forløb. Og så har vi fokus på, hvordan vi kan imødekomme forventningerne til feedback. Sommerens debat har bekræftet mig i, at det er et meget vigtigt arbejde, som vi har igangsat. Og de mange indlæg vil helt naturligt indgå i det videre arbejde.
 
Jeg har ikke mulighed for at stille op til et interview som ønsket inden for de næste par uger, men du er naturligvis velkommen til at benytte ovenstående i en opfølgende artikel.”

 

Spørgsmål, der ikke er stillet

Som nævnt har vi på K-NEWS fortsat et håb om, at et interview kommer i stand. Her ønsker vi blandt andet at stille spørgsmål som:

-Hvilken kritik er berettiget, og hvilken er ikke?

-Hvad er argumentationen for, at den kritik, Østre Landsret ser som uberettiget, er uberettiget. Herunder vil vi forelægge vores indsamlede dokumentation.

-Hvordan hænger det sammen, at konstituerede over en bred kam fortæller, at parametrene de bedømmes på, er uklare, mens Østre Landsret siger, at de klare og offentligt tilgængelige?

-Hvad ved I om, og hvordan vil du beskrive den feedback kultur, der skal foregå ”på en noget anden måde end tidligere”? Og hvordan skal den ændring ske?

-Hvad er det for et arbejde, du henviser til, der er igangsat i foråret?

-Hvad betyder ”at booste” jeres introduktionsforløb?

 


TIDLIGERE ARTIKLER OM SAMME EMNE:

LÆS VORES ARTIKEL fra 26. juni med Frederik Waages kritik HER.  Lyt også gerne podcast-episoden, der starter det hele, i playeren øverst i artiklen. Podcasten kan du også finde i din foretrukne podcast-app som episode 143 af Magtens Tredeling.

LÆS VORES ARTIKEL fra 7. juli med svar fra Østre Landsrets præsident og Domstolsstyrelsen HER

Og LÆS BLOGGEN fra 11. juli, der samler dommer Nina Fischer Røndes tekster fra LinkedIn HER.

LÆS ARTIKLEN fra 18. juli, med overskriften "Dommerkarriere afgøres af tilfældigheder og usynlige lodder" finder du HER.

Østre Landsret skifter på den anden siden af sommerferien standpunkt og ANERKENDER KRITIKKEN 31. AUGUST i DENNE artikel.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak