(Billede: Dette er et screenshot fra dokumentaren, der viser arrestordren på Reality Winner fra FBI. )
Trump toner frem på skærmen, og med sine karakteristiske fingerpeg og mimik taler han til kameraet.
”Jeg vil fuldstændig acceptere resultatet fra dette store og historiske præsidentielle valg. Hvis jeg vinder.”
Sådan lyder ordene fra ham, mens han peger ind i skærmen. Ordene er ikke fra valget i 2020, selvom de lyder bekendte, men tilbage fra valget i 2016.
Dernæst flyder en masse klip sammen til en slags videocollage i tiden efter Trump blev valgt som præsident, og hvordan der begyndte at lyde beskyldninger om, at Rusland havde været indblandet i valget og dets resultat. Næste klip viser, at Trump har fyret direktøren for FBI, hvilket kun er sket en enkelt gang før i historien. Scenen bliver kridtet op, og det næste billede er af et dokument, der fremviser en arrestordre på en 25-årig kvinde med navnet Reality Winner.
Hun er sigtet for at have printet og lækket et dokument fra NSA, der angiveligt beviser, at Rusland var indblandet i valgprocessen. Hun ender med at blive idømt den længste dom, der nogensinde er givet for uautoriseret frigivelse af regeringsinformation til medierne.
Senere toner en anden NSA-whistleblower frem på skærmen, Edward Snowden, med ordene:
”Det første, jeg følte, da jeg hørte nyheden, var taknemmelighed. At nogen stadig turde gøre dette hos NSA. Tænk på det mod, det kræver, når man ved, at dette er dén ene ting, som den kommende præsident hader eller frygter allermest.”
Der hersker stort set ingen tvivl om, hvilken overordnet fortælling, dokumentaren ønsker at vise: Trump ønskede ikke, at Ruslands angivelige indblanding i valget skulle komme ud, og derfor bliver en ung kvinde sigtet, dømt og fængslet. Men det er også det overordnede problem med dokumentaren. Den mangler nuancer, mener ombudsmand Niels Fenger, der har set dokumentaren ”United States vs. Reality Winner” sammen med K-News.
Juridisk interessant, men ikke overbevisende nok
”Jeg må indrømme, at jeg er lidt skuffet. Vi får næsten intet at vide om, hvad der motiverede hende. Vi får at vide, at hun er god – set fra familiens og særligt morens side – og at whistleblowere er gode, set fra andre whistleblowere. Dokumentaren var empatisk overfor moren og morens kamp for sin datter, men jeg synes desværre ikke, vi kom ret langt. Hverken i, hvorfor hun handlede, som hun gjorde, eller om det havde skadevirkninger for efterretningsagenter eller efterretningstjenestens muligheder for fremtidigt at agere. Den blev derfor meget ensidig, og hverken særlig dyb eller nuanceret,” siger Niels Fenger.
I starten af dokumentaren forsøger den med diverse filmklip af Trump, tidligere whistleblowere og Reality Winners familie at tegne problematikken op; er Reality Winner som whistleblower en national helt, der gjorde den amerikanske befolkning opmærksom på en trussel mod demokratiet fra en anden nation, eller er hun selv en trussel mod den nationale sikkerhed? Det er i sig selv en interessant og spændende problemstilling. Problemet er, som Niels Fenger også peger på, at dokumentaren ikke rigtig kommer videre end dette.
”Sagen og problemstillingen er jo juridisk interessant. Jeg skal ikke kloge mig på amerikansk lov, men filmen forklarer det således, at man ikke tillader dommeren at lade whistleblowerens motivation, den samfundsmæssige betydning og skadevirkningerne ved offentliggørelse indgås i vurderingen. Det er i givet fald anderledes end i dansk ret, hvor straffelovens §§ 152 og 152 e netop lægger op til en berettighedsvurdering. Filmen antyder, at retsforfølgelsen er sket med henblik på at beskytte den republikanske regering og Trumps modvilje mod at få informationer om Ruslands eventuelle indblanding ud. Men ved vi det, eller er det fordi, man altid slår ned på whistleblowere? Det vil da være interessant at forstå både den amerikanske retstilstand og den føderale regerings egentlige motiver, men jeg synes ikke, vi kommer til bunds i det. Selve sagen rejser man spændende problemstillinger, men filmen afdækker ikke neutralt, sagligt og dybdegående, hvad der er jura, og hvad der er motiverne. Og ej heller, hvad der burde være den rigtige lovgivning”, lyder det fra Niels Fenger, der tilføjer:
”Jeg siger ikke, jeg er enig i udkommet, men jeg mangler en masse brikker for selv at føle, at jeg kunne foretage en god, retspolitisk vurdering. For det, som filmen kommer med, overbeviser mig ikke.”
Frygteligt amerikansk
Filmen stiller ligeledes skarpt på myndighedernes – og mediernes – behandling af Reality Winner. Der bruges lang tid på at vise klip fra FBI’s afhøring, ransagning og anholdelse af Reality Winner, og hvor der lægges vægt på, at FBI-folkene eksempelvis ikke fremlægger hendes Miranda Rights for hende.
”Jeg synes, det er frygteligt amerikansk, at det bliver fremstillet som om, at blot fordi de afhørte hende uden at oplyse hende om hendes ret til ikke at udtale sig, så er regeringen ond og hun uskyldig. Det, synes jeg, er et falsk lod i vægtskålen i en situation som denne, hvor hun jo selv erkender, at hun har gjort det, hun er dømt for.”
Derudover viser dokumentaren gennem flere medieklip, hvordan der i tiden efter Reality Winners anholdelse blev fokuseret mere på hende som person end på, hvad det egentlig var for et dokument, der var blevet lækket, og hvad det viste.
”Det afspejlede virkelig den polariserede mediesituation i USA, hvor nogle mediegrupper følger regeringens synspunkter og andre tager det modsatte standpunkter. Selv i forhold til store, seriøse emner, er mediebillede desværre blevet mere agiterende end oplysende, og begge sider forsøger at fremstille det som om, at der er sort/hvidt,” siger Niels Fenger.
Derudover følger dokumentaren også det netmedie, som Reality Winner sendte det lækkede dokument til, og som beskyldes for, at have været med til at afsløre hendes identitet, på grund af deres håndtering af hendes oplysninger.
Anbefalingen
Generelt forsøger filmen at rejse nogle vigtige, interessante problemstillinger, men den når aldrig rigtig i mål med det, og lever derfor heller ikke op til det potentiale, som der ellers var grobund for.
Derfor er Niels Fengers anbefaling heller ikke helt oppe og ringe.
”Jeg vil ikke specielt anbefale den. Jeg vil heller ikke fraråde folk at se den, men jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at jeg blev lidt sur; ikke fordi, jeg er i den ene eller den anden lejr, men jeg tænkte bare meget hurtigt, at nu falder den ned i stereotyperne, hvor man godt ved, hvor den ender, og hvad pointen er.”
Cph:dox 2021 er netop afsluttet. Men vid at filmene kan dukke op i andre sammenhæmnge og på K-NEWS er vi overbeviste om, at filmenes emner er evigt relevante.