I de seneste måneder har kuglerne fløjet omkring på Nørrebro. Vi er ude i endnu en bandekrig, men som antydet langt fra den første – i de godt 30 år, jeg har boet på Nørrebro, har der vel været noget, der minder om en krig, hvert femte år.

Der er således ikke noget nyt i krigen, andet end at et par af parterne er skiftet ud, siden de sidst skød efter hinanden, og ligeså er den politiske respons også nogenlunde forudsigelig. Det er noget med strengere straffe, mere overvågning, flere politibetjente og/eller øget forebyggelse, alt efter hvilken side af det politiske spektrum man befinder sig på.

Men som sagt, ikke meget nyt der – om end der dog er en enkelt gammel traver, der igen er trukket ud af glemmekassen indeholdende initativer, Justitisminsteriet har prøvet at slå ned år efter år. Nærmere bestemt ideen omkring et forbud imod bander – altså forstået som et forbud i Grundlovens § 78 stk.2 forstand.

Der er ganske vist ikke umiddelbart sket nogen ændring i fortolkningen af Grundlovens krav for at opløse en forening, ej heller er der peget på nogle lande, hvor et sådant forbud faktisk har virket - om end det da er en besnærende tanke, at Loyal to Familia stopper med at sælge hash i Folkets Park, fordi vi forbyder deres rygmærker.

Og der har vi som jurister noget at byde ind med - for ikke blot er vi uddannet i at identificere de relevante hensyn bag reglerne. Ganske mange af os arbejder inden for dele af samfundet, hvor vi har vigtig og reel viden om, hvad der virker, og hvad der slet ikke virker.

Det er jo åbenlyst nonsens, men sådan er der så meget i den politiske debat, og dette er egentligt ikke specielt nyt, og store dele af det skyldes, at juristerne mangler i debatten. Eller i denne sammenhæng flere jurister, der offentligt står fast, også på bandernes retssikkerhed og på tiltag, der faktisk virker.

Og der har vi som jurister noget at byde ind med - for ikke blot er vi uddannet i at identificere de relevante hensyn bag reglerne. Ganske mange af os arbejder inden for dele af samfundet, hvor vi har vigtig og reel viden om, hvad der virker, og hvad der slet ikke virker.

For når politikerne går amok i en blanding af magtesløshed og udsalg af grundlæggende værdier for vores retssamfund, så er det juristernes ansvar at reagere, og ligegyldigt hvor meget lettere det er at holde sig ude af den offentlige debat, så forpligter adel.

Eller som Spidermans onkel siger det:
“with great power comes great responsibility”,
og juristerne har I dagens Danmark fået tildelt en helt særlig rolle, både som lovens fortolkere, men også som del af en privilegeret klasse, med statsbetalte uddannelser og en stærk beskyttelse af vores faglighed. Vi er blandt de absolut sidste faggrupper i landet, der har monopol på bestemte typer af jobs, og der er få jurister, som ikke er blandt de 10% bedst lønnede i Danmark.

Vi skylder med andre ord Danmark meget, og en del af den tilbagebetaling bør være at kæmpe for at beskytte retsstaten og kvalificere debatten. Ikke blot som udøvere af vores foretrukne juridiske disciplin, men lige så meget ved at korrigere åbenlys skørhed i den offentlige debat.
For når vi ikke gør det, så skal andre faggrupper uden vores indsigt nok gøre det, og debatten bliver dummere og fattigere, og Danmark bliver dummere og fattigere.

(...) grundlæggende er det vores skyld – for det er vores forbandede pligt at anvende den uddannelse, vi har fået betalt af fællesskabet, til både vores eget-, og fællesskabets bedste.

Eller sagt ”let” polemisk når statskundskabere og andet skidtfolk regerer, så forsvinder fagligheden og erstattes af quickfixes – og fjollede ideer, som at bandekonflikten kan stoppes af et rygmærke-forbud florerer – men grundlæggende er det vores skyld, for det er vores forbandede pligt at anvende den uddannelse, vi har fået betalt af fællesskabet, til både vores eget og fællesskabets bedste.

Med andre ord og for at opsummere: Hvis vi skal udvikle Danmark, så må juristerne skarpere ind i den offentlige debat, og selvom ovenstående omhandler strafferet, så er det egentligt ikke væsensforskelligt for de fleste andre områder – hvis vi ønsker at undgå dum regulering, så må vi byde ind – ellers så gør andre faggrupper det for os, og så kan vi slå os for brystet og råbe nok så højt omkring: ”At havde de bare spurgt..”. Men det er netop pointen, vi skal ikke spørges, vi skal selv byde ind.
For stor magt forpligter, og i øjeblikket er vi som profession ikke vores ansvar voksent.

Dette blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning. 

Del

Bandekrigen og juristernes ansvar


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder