04/11/2022 - BLOG, strafudmåling

BLOG: Manglende vedligeholdelse


I den nu overståede valgkamp har vi set forslag fra flere forskellige partier, der vil straffe kriminelle hårdere og længere. Det har også været tendensen inden for de seneste 15-20 år på det retlige område. Problemet er dog, at ingen af vores folkevalgte politikere har skænket det en tanke, at ny- og opkriminaliseringer koster, skriver professor på SDU Sten Schaumburg-Müller.

Tekst: Sten Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet


Dette er et blogindlæg. Indholdet er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Inden for det retlige område har de seneste 15-20 år været præget af mange udvidelser, både af straframmer og af områder for kriminalitet. Eneste undtagelse er vist nok afkriminalisering af blasfemi, men det havde ingen praktisk betydning, eftersom der kun har været én straffedom (tilbage fra 1930’erne), så det var ikke en bestemmelse, der brugte meget af retsvæsenets tid. Måske har afkriminaliseringen – som jeg selv var fortaler for – alligevel og noget uventet givet en del ekstra arbejde til politiet, der nu måtte beskytte afbrændinger af koranen, hvilket efter den tidligere bestemmelse havde været strafbart.

Men afkriminalisering af blasfemi er en enlig svale, og på mange andre områder er der sket nykriminalisering (dvs., at området for strafbare handlinger udvides) og opkriminalisering (straframmerne udvides). Ved nogle bestemmelser, som fx uagtsomt manddrab, er opkriminalisering sket ad flere omgange. De mange nykriminaliseringer kan hver især være meget fornuftige, fx dem vedrørende psykisk vold og stalking. Opkriminaliseringerne kan være mere problematiske; her er problemet, at det i vis forstand aldrig er nok at straffe, fx hvor en person bliver slået invalid, og så kan man jo hvert eller hvert andet år kræve hårdere straffe. Det er aldrig nok, og man kan som lov og ordenspolitikere altid slå sig op på hårdere straffe. Der er jo ikke nogen, der synes, at det er i orden at foretage likvideringer, at køre andre ihjel osv. Og det er selvfølgelig helt legitimt at overveje, om de forskellige straframmer er passende.

Det store problem er, at ingen af vores folkevalgte politikere tilsyneladende har skænket det en tanke, at ny- og opkriminaliseringer koster. Det betyder noget i hele retssystemet, for politi, for anklagemyndighed, for domstolene og nok allermest for kriminalforsorgen, altså fængselsvæsnet, der alle med nye former for kriminalitet, højere straframmer og tilknyttede spørgsmål om ophold i Danmark løbende har fået mere og mere arbejde. Her virker det simpelthen for let for politikere at påberåbe sig retsfølelsen, uden samtidig at fortælle at den koster.

Først nu er tingene begyndt at dæmre for de folkevalgte: 1) At domstolene er overbebyrdede og ikke kan nå alle sagerne i rimelig tid, med den virkning at mindre politisk profilerede sager kommer bag i en alt for lang kø; 2) At anklagemyndigheden er overbebyrdet og har problemer med overhovedet at møde op i retten til de mange straffesager; 3) At politiet er overbebyrdet og måske nok kan udstede tilhold til potentielt farlige stalkere, men i så fald ikke har ressourcer til at følge op på overtrædelserne; 4) At fængselsvæsnet er overbebyrdet med mange flere indsatte – og samtidig et stort frafald blandt personalet.

Problemet ser ud til at være, at de folkevalgte hellere profilerer sig på eksponerede sager og tiltag, der umiddelbart virker sympatiske, i stedet for at interessere sig for den løbende ”vedligeholdelse”. Spørgsmål om, hvordan man sikrer en fortsat velfungerende retssektor er åbenbart langt mere kedelige eller besværlige end krav om straf, højere straf og endnu højere straf for usympatiske gerninger. Den konstante mængde af nye tiltag kombineret med en negligering af ”vedligeholdelsen” giver en løbende forringelse, som måske langsomt er ved at dæmre for vores folkevalgte. Og denne udvikling er stort set alle partier medansvarlige for. Måske derfor er det svært at gøre det til et politisk tema, og måske derfor er det svært at finde løsninger.

Problemet er ikke begrænset til retssektoren; nogle af de samme problemer gør sig gældende inden for sundhedsvæsnet, hvor den demografiske udvikling – langt flere ældre og langt færre unge – jo ikke kan komme som nogen overraskelse. Den rettidige omhu ligger det svært med. Jeg kunne godt ønske mig politikere, der i højere grad opfattede sig selv som viceværter, der sørger for den daglige funktion, end som stjernearkitekter, der efterlader sig iøjnefaldende monumenter. Der er selvfølgelig brug for begge dele, men det forekommer mig oplagt, at man ikke kan have et land, der nok har strålende bygninger, men ingen til at vedligeholde eller sørge for den løbende funktion.

Blogindlægget er oprindeligt bragt på holderdetibyretten.dk.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak