30. november 2021 - Uddannelse

BLOG: Universitetskulturen der blev væk


Det Juridiske Fakultets status og symbolikken omkring jurauddannelsen blegner, når universitetet udvander de oprindelige logoer og symboler til fordel for et unisont samlet brand. 

Det mener ph.d.-studerende i teologi Peter Brylow Christensen, der går til kamp for, at fakulteterne vender tilbage til deres oprindelige ophav og genindføre de traditionelle symboler. 

Tekst: Peter Brylov Christensen, ph.d-studerende i teologi


Dette er et blogindlæg. Alle synspunkter fremsat er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Dette er, kort sagt, et indlæg om juraens kultur og dannelsesidealer, som til dels er blevet hældt ud ved udfasningen af alle de gamle fakultetslogoer i ultimo 2019. Når jeg imidlertid starter i min egen verden, den teologiske, inden jeg hopper over i den juridiske, så skyldes det dels, at de overordnede erfaringer, jeg gjorde mig som menig teologistuderende om mit fakultets kultur og logo, stort set kan overføres til juraen.

For vi har et fælles ophav på Københavns Universitet og deler dermed universitetskultur, noget som jeg i løbet af min tid som ph.d.-studerende har fået en stor interesse for. Men den personlige teologiske beretning er dels også for at illustrere, at der samtidig er kulturelle forskelle mellem fakulteterne inden for samme institution, en fordeling som er værd at værne om. Optimalt set skulle jeg i en juridisk kontekst så nok have haft personlig viden om det fakultet, I ligner mest, men samtidig også er tilstrækkeligt forskellige fra, nemlig det samfundsvidenskabelige. I stedet må I nøjes med en beretning fra en ovre hos jeres fakultetsnabo. Begge fakulteter har dog trods alt et fælles blik for gamle fagtraditioner.

Da jeg i sin tid blev indskrevet på Det Teologiske Fakultet i august 2008, fik jeg et brev med posten (dengang sendte man stadig breve!) fra fakultetets prodekan, der ønskede mig og de andre nye studerende velkommen på uddannelsen. Både konvolutten og selve papirerne var prydet med fakultetets forhenværende logo, duen med de ti stjerner foroven i lilla baggrund, altså symbolet på hhv. Helligånden og de ti bud i Moseloven, dvs. Det Nye og Gamle Testamente - og i videre udstrækning kristendommen i dens historiske kontekst og al senere reception frem til i dag. Så det er en ekstremt bred vifte af discipliner, vi uddannes i (selv farven er synonym med teologien) - Dette er vores dannelsesideal. Jeg tænkte imidlertid ikke videre over symbolet dengang, og det kom da heller ikke til at fylde noget som helst i løbet af uddannelsen, hvis man ser bort fra dimissionsdagene. I bagklogskabens lys kunne man godt have brugt et par sætninger herpå den første dag i intro-forløbet. Men ikke overraskende havde det som symbol ifm. de to ceremonier netop her en ret kraftig virkning, fordi man i et ritual selv bliver aktiv deltager i de symbolske virkemidler, ritualet nu engang måtte anvende. Udtrykt negativt kunne det siges således, at et ritual uden brug af symboler bliver en anonym, tynd kop te, for slet ikke at sige en tom omgang, blottet for mening.

 

Fra stofmærke til email

Til den første dimission i 2012 fik jeg som bachelor et (i øvrigt temmelig stort) stofmærke med logoet, som man kunne stryge fast på fx en trøje. Dette vægrede jeg mig dog ved at gøre, da logoet i første omgang kendetegnede selve fakultetet. Og så var stofmærket for stort og klodset at gå med. Hvordan kan man derudover gå rundt med et symbol, når man ikke ved, hvad det betyder? Man kan i sagens natur ikke have et forhold til noget, der ikke betyder noget for en. Det ville være omtrent lige så meningsfuldt som at gå rundt i en T-shirt med et rockband-motiv uden at have hørt musikken.

Eksamensbeviset blev i øvrigt overrakt af dekanen selvsamme dag i fin, beskyttende indpakning og trykt på tykt kvalitetspapir frem til 2019, hvorefter manøvren blev afskaffet på tværs af KU. Borte er de flotte guldrammer. Nu bliver beviset automatisk sendt via e-boks til valgfrit selvprint på slattent, gennemsnitligt A4-papir, som de fleste Xerox-maskiner er udstyret med.

 

Men jeg forstod bagefter, at da vi fik overrakt logoet rent fysisk, transformerede det sig også om til en identitetsmarkør for den enkelte studerende – som minimum blev det ifm. ceremonien et pejlemærke for, at man havde fået en teologisk grad og dermed hører til gruppen af teologer, helt som om det var eksamensbeviset selv. Eksamensbeviset blev i øvrigt overrakt af dekanen selvsamme dag i fin, beskyttende indpakning og trykt på tykt kvalitetspapir frem til 2019, hvorefter manøvren blev afskaffet på tværs af KU. Borte er de flotte guldrammer. Nu bliver beviset automatisk sendt via e-boks til valgfrit selvprint på slattent, gennemsnitligt A4-papir, som de fleste Xerox-maskiner er udstyret med.

Alt andet lige fortæller de nu skrottede fakultetslogoer, uanset alder og specifik symbolik, distinkte narrativer om de enkelte fakulteters essens og eksistensgrundlag, eller ’brand stories’, hvis man foretrækker et mere moderne udtryk. Juras gamle logo – hvis stort set uændrede symbolik går helt tilbage til det genoprettede universitet i 1537 - bestod af lindormen, samt et scepter og sværd foroven over kors (det konkrete design, man endnu kan se på de matterede ruder på campus, stammer fra 2001). Lindormen, et uhyre fra middelalderen, er et symbol på ondskab og kaos, mens sværdet og scepteret er hhv. statsmagten og retfærdigheden. Med andre ord er juristerne garanten for lovmæssighed i samfundet og bolværket par excellence mod uret.

 

Dannelsen

Det er bestemt ikke noget ringe ’brand’ at have på sig – men jeg vil hellere gå skridtet videre og kalde det juraens ’dannelsesideal’, ligesom duen med stjernerne var et billede på vores (og som vi tilsvarende stædigt har beholdt på vores matterede ruder). Dannelsesidealet er heller ikke noget, der bare hører tiden på universitetet til. Det er tværtimod noget, man som færdiguddannet jurist tager med sig videre ud i erhvervslivet, hvad end den enkelte er bevidst om det eller ej. Dannelse fortæller om, det store ’hvorfor’ man uddannes. Man har givetvis lært om juraens mange facetter og mindst lige så mange manifestationer i samfundet i løbet af selve bachelor- og kandidatuddannelsen. Dette er uddannelsen, men hvad var hele pointen med at læse jura?

Dette står og falder selvfølgelig til dels med den enkeltes etiske og personlige overvejelser ifm. studievalg (foruden de enkelte underviseres sigte med undervisningen), men fakultetet selv har også her en samlet stemme i det her spørgsmål, som den studerendes eget valg kun har godt af at komme i samtale med – og mod, for den sags skyld. Det er netop her, at dannelsen af den studerende finder sted. Så når man taler om fakultetskultur, er det ikke blot for dens egen skyld, men det er også et meget konkret og evigt aktuelt spørgsmål om: hvorfor uddanner vi, Det Juridiske Fakultetet, jurister, og hvad er det for nogle værdier, vi vil give de studerende, når de skal ud i verden?

Værdierne findes i sagens natur allerede implicit i uddannelsens DNA, men med et symbol er det muligt at give et eksternt, samlende billede herpå. Sådanne billeder kan derudover være en god påmindelse for de studerende på de dage, hvor man mister overblikket i mange enkeltheder, om hvorfor man overhovedet begyndte at læse, og hvorfor de enkelte fag overhovedet er en del af studiet. Og omvendt kan symbolet være et pejlemærke for det, der ikke hører jura-uddannelsen til.

Så derfor er det gamle logo et meget oplagt bud at anvende i forbindelse med juristernes kandidat-dimission. I den forbindelse lærte jeg, at man som nyslået cand.jur. i tiden frem 2019 fik uddelt en helt generisk KU-kuglepen. Det kan ikke, må man tørt konstatere, helt det samme. Her kunne ikke bare Det Juridiske Fakultet, men alle andre fakulteter med fordel lade sig inspirere af Det Teologiske Fakultets kandidat-dimission: For i 2015 fik jeg som kandidat det halvklodsede stofmærke igen, men derudover også en såkaldt reversnål med duen og stjernerne støbt på. Dén endte for alvor med at blive noget særligt: Den har næppe været dyr at producere, men til forskel fra stofmærket kunne man ikke købe nålen i KUs webshop. Man skulle gøre sig fortjent til den. Kun en færdiguddannet cand.theol. kunne få den. Traditionen med overrækkelsen af nålen er ikke gammel – den stammer fra 2009, og er bortset fra 2020 blevet uddelt til hver dimission. Ikke overraskende var der også stor tilslutning blandt de studerende om at få den uddelt igen her i 2021 på trods af den officielle udfasning af logoerne.

Lindormen, et uhyre fra middelalderen, er et symbol på ondskab og kaos, mens sværdet og scepteret er hhv. statsmagten og retfærdigheden. Med andre ord er juristerne garanten for lovmæssighed i samfundet og bolværket par excellence mod uret.

 

Var man dog så heldig at være blandt de få, udvalgte ph.d.’er i jura, kunne man faktisk få en nål med det gamle logo, men det ville i min optik være rimeligt at hævde, at både kandidaterne og ph.d.’erne er tilstrækkeligt dannede i uddannelsens kerneværdier til at få den. I virkeligheden var det egentlig ret uheldigt, at kun ph.d.’erne fik symbolet overrakt, for hvad siger det så omvendt om den langt største gruppe af jurister? Så for at opsummere: kandidater i jura fortjener at få overrakt noget fysisk til deres dimission, så det ikke bliver en symbolsk tom omgang, især nu hvor eksamensbeviset er væk. En kuglepen kan ikke løfte opgaven. Det skal være noget med historisk tyngde, der siger noget særligt om Det Juridiske Fakultets kultur og dannelsesværdier, og som den enkelte kandidat kan identificere sig med efter mange års uddannelse og tage med sig. Symbolet med lindormen, sværdet og scepteret er lige til højrebenet.

Næste spørgsmål er så, hvorfor logoerne overhovedet blev afskaffet. Hele pointen ifølge KU selv var at signalere internt og eksternt, at der med det ene tilbageværende røde KU-logo med Christian III er tale om ét samlet universitet, mens de gamle logoers eksistens tilsyneladende bidrog uhensigtsmæssigt til forvirringen og modarbejdede det ønskede narrativ. Men det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet. Løsningen er i udgangspunktet ‘bare’ bedre formidling af logoerne, for alt andet lige skyldtes udfasningen ikke modvilje mod logoerne, men i værste fald blot manglende kendskab til dem. Og der burde i princippet ikke være noget inkompatibelt ved, at forskellighed kan rummes inden for den samme institution. Teologi har meget tilfælles med Humaniora og har derfor så meget at snakke om, men vi er ikke ens - ellers kunne man lige så godt slå os sammen - og forskellene er mindst lige så sigende om uddannelserne som lighederne. På samme måde med Jura og Samfundsvidenskab. Der er noget, som gør de enkelte fakulteter distinkte, hvilket retfærdiggør deres eksistens som selvstændige enheder. Og disse særkender vidnede logoerne om. Og det kunne de sagtens komme til igen, hvis viljen er til det - alle symboler betyder kun noget, så længe der er mennesker til at lægge noget i dem og holde kontinuiteten i live. Det gælder også det røde logo, som blev tilbage.

Del denne artikel

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak