Preben Wilhjelm har talt sig varm. Vi skal i gang med et helt afgørende og nyskabende kapitel i dansk retspleje – ændringerne i reglerne for varetægtsfængsling.
Helt præcis: Den dag i 1935, hvor retsfølelsen på forslag fra De Konservative blev introduceret som grundlag for varetægtsfængsling. Helt i modstrid med de tanker om individets frihed, som tænkerne bag Retsplejeloven havde i 1919. De ville ikke have accepteret, at en anholdt kunne varetægtsfængsles, blot fordi befolkningen syntes det var forkert, at vedkommende gik frit omkring, påpeger kritikkerne af ændringen.
”Hvis man vil have frihedsberøvelse før dom, kan det ikke være på grund af retsfølelse, men på grund af manglende retsfølelse … Det var sådan, vore forfædre tænkte,” argumenterer Preben Wilhjelm.
Men præcis sådan gik det. Måske især fordi en lærd og respekteret borger – en præst – gik alvorligt i rette med en dommers afgørelse, hvilket mobiliserede først pressen, derpå Det Konservative Folkeparti, Retsudvalget – og endelig den lovgivende magt Folketinget.
Dette er tredje artikel i serien om retsplejeloven. Du kan læse de øvrige del 1 HER og del 2 HER
En revolution
Den sag, der skal udløse ændringen i dansk retspleje, finder sted i efteråret 1934 i landsbyen Fannerup i Jylland.
Den er beskrevet i blandt andet to specialer fra henholdsvis Aarhus og Aalborg Universitet. I den første fra Aarhus,
”Retshåndhævelsesarrest - varetægtsfængsling på baggrund af retsfølelsen”, lyder en konklusion:
”Alt i alt må det siges at være problematisk, at man foretager et så alvorligt indgreb som varetægtsfængsling på baggrund af en retsstandard, når der er fare for, at den retsopfattelse, der ligger til grund herfor er et udtryk for en fejlbehæftet forståelse af det danske straffesystem.”
Grundloven fra 1849 bestemte, at retsplejen skulle adskilles fra forvaltningen, og at der hurtigst muligt skulle være offentlighed og mundtlighed i hele retsplejen.
Trods disse såkaldte løfteparagraffer, blev retsplejeloven først vedtaget i 1916 og trådte i kraft 1. oktober 1919.
Retsplejeloven indeholder blandt andet reglerne om domstolenes behandling af civile sager og straffesager, samt reglerne for politiets efterforskning af forbrydelser.
Retsplejeloven er siden ændret adskillige gange.
K-News gennemgår i seks artikler hvordan retsplejen har det i 2019, 100 år efter retsplejelovens indførsel.
Og konklusionen i det andet speciale ”Fannerup-sagen og den følgende lovændring", lyder:
”Formålet med retshåndhævelsesarrest er alene at tilgodese befolkningens retsfølelse, og det synes tankevækkende, hvis tvangsindgrebet iværksættes på baggrund af et samfund, der reelt er uvidende om de danske domstoles straffesystem og straffeniveau.”
Og videre:
”Lovens varetægtsbestemmelser blev i 1935 udsat for revolution grundet den manglende fængsling i Fannerupsagen og samfundets reaktion herpå.”
Voldtaget efter andespil
Efter en aften med andespil i Fannerup forsamlingshus i november 1934 blev en 16-årige pige voldtaget af fem karle fra de nærliggende gårde.
De fem blev hurtigt anholdt og sigtet for voldtægt. Anholdelsen blev opretholdt i tre gange 24 timer.
De fem erkendte sig skyldige, men da dommeren fandt, at der var grund til at tro, at de på fri fod ville modvirke sagens efterforskning, blev de varetægtsfængslet i 10 dage.
Da de 10 dage var gået oplyste politimesteren, at de fem karle nu kunne komme tilbage til deres tjenestesteder, der var klar til at passe på dem. Og, forklarede han, politiet havde derfor ingen interesse i at få forlænget varetægtsfængslingen.
Dommeren slap karlene fri med et påbud om, at de ikke måtte forlade gårdene.
En pastors protest
Den sag lagde ingen i Danmark særligt mærke til – før den 14. december 1934, hvor pastor Otto Andersen skrev et harmdirrende læserbrev i Aarhus Stiftstidende.
Pastoren syntes, det var forkert at slippe de fem karle fri før domsfældelse, selv om ingen af de eksisterende grunde til at varetægtsfængsle ganske vist var opfyldt - frygt for unddragelse, gentagelse eller vanskeliggørelse af sagens opklaring.
Han anførte, at man jo heller ikke lod en gal hund løbe frit omkring.
Det udløste yderligere presseomtale. Og den 16. januar 1935 fremsatte Det Konservative Folkeparti et forslag til ændring af retsplejeloven.
Kort fortalt: Man skulle kunne varetægtsfængsle, hvis der var tale om en særlig alvorlig forbrydelse, som kunne give mindst 1 års frihedsberøvelse.
70 år uden at retsfølelsen blev nævnt
Forslaget fra Det Konservative Folkeparti, ovenpå pastorens kritik og pressens opfølgning, er opsigtsvækkende set i lyset af, at begrebet retsfølelse ikke nævnes en eneste gang i løbet af de 70 år, der går fra Grundlovens indførelse til Retsplejelovens indførelse.
Her var kun tre fængslingsgrunde nævnt: Flugt-, kollusions- eller gentagelsesrisiko. Kollusion som i ønsket om at genere efterforskningen.
Lovens fædre og tænkere var kort sagt meget imod enhver anvendelse af fængsling som straf før dom. Som Preben Wilhjelm konkluderer i sin bog ”Kampen for retsstaten”:
”Under mere end et halvt århundredes drøftelser var det til stadighed ønsket om at skabe størst mulige garantier mod uberettiget frihedsberøvelse, der stod i forgrunden.”
Nye vinde
I 1935, bare 16 år efter retsplejeloven trådte i kraft, var tiderne skiftet.
Retsplejeudvalget fandt forslaget fra Det Konservative Folkeparti fornuftigt, kan man læse i dets arbejde med lovforslaget. Det lyder, at ”der i retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling var et behov for en udvidet adgang til fængsling ud fra mere almene hensyn til retshåndhævelsens tarv”.
Udvalget understregede, at de eksisterende varetægtsbestemmelser varetog rent processuelle formål, men at der kunne være et samfundsmæssigt behov for varetægtsfængsling, selv om betingelserne for fængsling ikke var til stede.
Et centralt citat lyder:
”Naar alle regner med Sigtedes Brøde og altsaa imødeser en alvorlig strafferetlig Indskriden over for ham, kan det efter Omstændighederne virke meget anstødeligt, at Folk dog i Forretnings- og Omgangslivet maa se paa og taale hans frie Færden.”
Og videre:
”Selv om Skylden og dens Følger endnu ikke er fastslaaet ved endelig Dom, kan dette fremkalde et Indtryk af manglende Alvor og Konsekvens i Haandhævelsen, der egner sig til at forvirre Retsbevidstheden”.
Et mindretal på en person i Retsplejeudvalget argumenterede heftigt imod. De fremførte, at fængslingen var straf før dom. De fremførte også, at varetægtsfængsel skulle sikre sagens oplysning – og ikke varetage befolkningens retsfølelse.
Det var overretssagfører Knud Jarmer, der argumenterede imod. Han sagde blandt andet:
”Varetægtsfængsling er et af midlerne til sagens oplysning og uforstyrrende gennemførelse … At der med basis i dette tilfælde rejser sig en folkestemning, er intet argument for en lovændring. En stadig retsopfattelse skal loven være i overensstemmelse med – en stemning skal lovgiveren helst forholde sig ganske ligegyldig for.”
Men Knud Jarmer var ene om at minde om lovens oprindelse og udspring – og forslaget blev vedtaget.
Hastværk og lovsjusk
Det er fortsat et af de punkter i Retsplejelovens udvikling, der kalder på størst kritik fra Preben Wilhjelm, også i hans bog.
Du skriver, at man udstrækker frihedsberøvelsen til et område, som havde været utænkeligt for tidligere generationers politikere fra yderste højre til yderste venstre. Hvorfor lå det lovens fædre så fjernt at man skulle kunne varetægtsfængsle af hensyn til retsfølelsen?
(...) den tredje med at de risikerede at fortsætte deres kriminalitet, den var der meget store betænkeligheder ved hos vores forfædre. Så de ville aldrig, aldrig være gået med til at fængsle af hensyn til befolkningens retsfølelse
”Når jeg ser, hvor store betænkeligheder, der var allerede ved den tredje varetægtsgrund ved behandlingen i Folketinget og Landstinget. Lad gå: Det kan være fornuftigt at varetægtsfængsle, hvis der er flugtfare, altså unddragelse. Og hvis de ville fjerne papirer eller koordinere vidneforklaringer. Men den tredje med at de risikerede at fortsætte deres kriminalitet, den var der meget store betænkeligheder ved hos vores forfædre. Så de ville aldrig, aldrig være gået med til at fængsle af hensyn til befolkningens retsfølelse.”
K-News har bedt Justitministeriet om kommentarer til kritikken af retspraksis i relation til retsplejeloven og pointerne framsat i denne artikelserie om Retsplejereformen. Kommunikationschef Emil Melchior oplyser: ”Tak for henvendelsen. Det bliver desværre ikke muligt med en kommentar.”
Anklagemyndigheden har gennem Rigsadvokaten takket nej til at deltage.
Serien slutter med et interview med tidligere justitsminister Søren Pape.
I 1978 blev der gennemført en retsreform, hvor politikerne forsøgte at stramme op på brugen ændringen fra 1935.
”Det skulle kræve noget særligt, og kravet blev en særligt bestyrket mistanke,” forklarer Preben Wilhjelm.
Men det virker stik modsat:
”Nogle år efter gennemgår jeg i forbindelse med min PhD 2.000 straffesager. Og det viser sig, at efter den opstramning er antallet af varetægtsfængslinger på grund af retsfølelsen steget betydeligt. Selv om mistanken nu skulle være særligt bestyrket!”
Hvordan forklarer du det?
”Ingen ved, hvad der sker. Den enkelte dommer ved ikke hvad de andre dommere gør. Der er ingen statistik på det her. Du kan stort set intet finde. Jeg ville i forbindelse med min nye bog have at vide, hvordan varetægtsgrundene bliver brugt i praksis. Men hverken Justitsministeriet eller rigsadvokaten kan svare på det. Der findes ingen opgørelse siden den, jeg selv lavede for mere end 30 år siden. Hvilket jo betyder, at lovgiverne fægter i blinde.”
Hvordan det gik de fem karle?
Sagen var berammet i februar 1935, hvor karlene enstemmig forklarede, at pigen ikke var gået med til forholdet frivilligt.
De blev af Ved Vestre Landsret den 15. februar kendt skyldig i voldtægt og idømt 2 til 5 års fængsel samt frataget deres borgerlige rettigheder. Højesteret stadfæstede den 15. april dommen.