Foto: Mathilde Skov Jensen

Skrevet af Mathilde Skov Jensen


Dan står i receptionen i sit mørkeblå jakkesæt. En kvinde, som lige har været til møde på et af kontorerne, står ved indgangen til elevatorerne og spørger til malerierne på væggene. ”Det er Helle, du skal have fat på så”, siger Dan og drejer sig ned mod gangen og kalder ”Helle”. Det er Dans kone Helle, som har valgt kunsten på væggene. En kvinde i et lyst purpurrødt suit kommer ud fra kontoret for enden. Som isvaffelguf beskriver Dan det, da vi taler om Helles jakkesæt. De bliver enige om candyfloss-farvet. Smilende kommer Helle gående ned mod receptionen og møder den nysgerrige kvinde midt på gangen. De går et stykke tilbage mod kontorerne og kaster blikke fra den ene af gangens vægge til den anden. Fagter og nik udveksles, før kvinden får hånden og er på vej ned med elevatoren til Amaliegade.

Vi mødes på Dan Moalems kontor på Amaliegade 3, hvor Moalem Weitemeyer Bendtsen holder til. Fra kontoret på fjerde sal er der udsigt over København, både når man kigger til højre og til venstre. For enden ad gangen med de palisanderfarvede vægge og malerierne ligger Dans kontor. Et hjørnekontor med udgang til en altan, der løber fra receptionen og ned.

 

Med Aalborg som hjemmebane

 

Dan og Helle er begge født og opvokset i Aalborg, men på trods af at de boede 500 meter fra hinanden, mødte de først hinanden på et advokatkontor i København. Dan arbejdede der som partner, og Helle var studentermedhjælper.

”Helle arbejdede på det kontor, hvor jeg var partner. Så det er en klassisk advokathistorie. Vi blev dog først kærester, efter du forlod firmaet. Men vi mødte hinanden på kontoret”, fortæller Dan og kigger mod Helle.

Helle nikker og fortæller, at de to ikke har arbejdet sammen siden. Det skyldes blandt andet, at de ikke arbejder med samme områder. Helle arbejder som selvstændig med immateriel ret og rådgiver kunstnere og musikere, og Dan sidder med M&A og er Moalem i Moalem Weitemeyer Bendtsen.

”Hvis vi ikke var gift, ville jeg elske at arbejde for Dan, for det er virkelig en fed uddannelse og fede opgaver, man får her i huset. Og så er Dan en af de allerbedste advokater, jeg kender og har mødt i den tid, jeg har været i branchen. Så jeg håber aldrig, jeg får dig som modstander”, siger Helle og smiler til Dan. De griner begge.

Billede art 6

 

Fra Aalborg til København

Aalborg blev for begges vedkommende byttet ud med København, da de hver især forfulgte drømmen om at blive advokat. For Dan var det en beslutning, han traf, fordi valget var begrænset af tre muligheder:

”Der er kun tre ting, en jødisk dreng kan blive: Læge, investment banker eller advokat. Så mit felt var meget snævert, og jeg valgte så at blive advokat”, siger han og forklarer, at han læste HA.jur. og hurtigt på studiet blev klar over, at jura var det, han havde mest flair for og størst interesse i.”

For Helle handlede det om at imponere sin farmor, som hun så op til. Helles far havde en kusine, som var jurist, hvilket var usædvanligt i Helles familie, så for farmoren var det noget helt særligt. Den status ville Helle gerne opnå hos sin farmor, så efter et kort sidespring på en etårig handelseksamen, HH, fandt hun ud af, at hun var bedst til juradelen og skiftede HH ud med jurastudiet.

Med ydmyg stolthed fortæller Helle, at hun ser på advokatrollen som noget helt særligt – en vigtig brik i samfundet. Dan indskyder:

”Men det er først og fremmest et metodefag. Den juridiske metode er – hvis ikke den bedste – så tæt på at være eminent til at få løst en problemstilling. Du får en værkstøjkasse, du kan angribe en problemstilling logisk med. Så hvis du forstår dig på juridisk metode, så kan du stort set løse alle opgaver”.

Helle fisker med sin gaffel et jordbær op fra frugtskålen foran sig, tager en bid og tilføjer: ”Og så synes jeg, det er spændende, fordi du kan være med til at gøre en forskel. Du kan være med til at påvirke noget.”

 

En tid til arbejde og en tid til familie

Helle har arbejdet som advokat på både advokatkontorer og i private virksomheder, før hun tog beslutningen om at drive sit eget firma. Og den beslutning traf hun i høj grad på grund af familien.

"Jeg fik et wake up-call, som står meget klart. Jeg arbejdede hårdt på et stort projekt i en M&A-afdeling hos Kromann Reumert, hvor jeg kan huske, jeg kom hjem en dag og sad og tænkte: Jeg håber, børnene sover tidligt i aften, så jeg snart kan arbejde videre. Og der kiggede Dan og jeg lige hinanden i øjnene og blev enige om, at det var et skråplan. Selvom jeg virkelig holdt af mit arbejde, var jeg ked af, at jeg kunne tænke på den måde", fortæller Helle.

Dan og Helle vidste, inden de fik børn, at det krævede en snak om, hvordan de fik puslespillet til at gå op, så der var tid til at være både karrieremennesker og forældre. Det har i perioder betydet, at den ene måtte stå for meget derhjemme, når den andet var begravet i arbejde.

”Det er klart, at når Helle i perioder trykkede stemplet ind, så måtte jeg tage over. Det betød, at så skulle jeg køre fra arbejde og hente børn, stå for mad. Så der var perioder, hvor jeg næsten ikke sov – Helle sov sådan set heller ikke, for hun var på arbejde”, siger Dan og forklarer, at han ikke ser parforhold og familieliv som et regnestykke, der mellem partnerne skal udlignes og gå i nul.

Hvis den ene part render rundt og har ondt i røven hele tiden, så falder det fra hinanden.

”Du kan ikke gøre kassen op hver dag. Heller ikke i et parforhold. Du er nødt til at lave nogle langsigtede aftaler, nogle principper for, hvordan du vil indrette dit liv, og så hele tiden kalibrere omkring det. Men du er nødt til at have en livsledsager, der synes, du er cool. Hvis ikke du har det, så duer det ikke. Hvis den ene part render rundt og har ondt i røven hele tiden, så falder det fra hinanden”, fortæller han.

Nu har Helle en mere fleksibel arbejdsdag. Skiftet til at være selvstændig giver hende mulighed for at være hjemme om eftermiddagen, hvor Dan ofte stadig er på kontoret. Så har hun tid til at hente de to døtre på 9 og 12 år fra skole, køre dem til ballet og lave aftensmad. Familien forsøger at spise sammen hver dag, men der er aftener, hvor Dan må blive på kontoret, og de derfor kun sidder tre om middagsbordet. Oftest spiser de dog sammen. Det kan så være, at Dan kører tilbage til kontoret, eller Helle skal sidde med lidt arbejde. Hos familien Moalem er det et vilkår i deres familieliv og noget, alle er indforstået med.

”Det giver helt klart en forståelse og tålmodighed, at man laver det samme og har samme indsigt i, hvad det er for en branche. Jeg har også kort siddet med M&A, så jeg ved, hvordan det er. Du ved ikke, om du kommer hjem til aftensmad, om det tager to dage, eller om du bliver cuttet af midt i det hele. Og den forståelse, tror jeg, er rigtig gavnlig at have”, siger hun.

Og det er ikke kun Helle, som har forståelse for, at Dan bruger meget tid på kontoret. Også døtrene ved, at arbejdet har en plads hos begge forældre. Det gælder også, når far på ferier er nødt til at hoppe på et fly fra Thailand for at holde møde i London.

Det vigtige er, at du har en familie, som synes, det er synd for dig, at du tager på arbejde. (...) De skal jo vide, at du hellere vil være sammen med dem, men at pligten nogle gange kalder. 

”Det vigtige er, at du har en familie, som synes, det er synd for dig, at du tager på arbejde. Hvis de begyndte at synes, at det var synd for dem selv, så har du ikke kalibreret det rigtigt. De skal jo vide, at du hellere vil være sammen med dem, men at pligten nogle gange kalder. Sådan er det”, siger Dan og kigger mod Helle. Hun smiler. ”Vi lever et enormt privilegeret liv”. De nikker begge.

 

Muligvis i mors og fars fodspor

Siden de to piger var helt små, har de været med på kontoret på Amaliegade. Så henter de kaffe, skærer frugt, fylder sodavand eller snakker med de ansatte på kontoret, som de har kendt det meste af deres liv. Og de har ikke noget imod at komme ind i weekenderne også, hvis Dan arbejder på en sag, der kræver opmærksomhed lørdag og søndag. Og gangen på advokatkontoret har måske haft en indflydelse på pigerne. Lige nu drømmer de i hvert fald begge om at blive advokater som deres far og mor.

”Vi er sådan set ligeglade med, hvad de bliver, og det ved de også godt. Nu tror jeg faktisk, at de begge to gerne vil være advokater. For et halvt år siden ville de gerne være frisører. Og det er ikke så vigtigt. Det er vigtigt, at de gør noget, som giver mening for dem, og at de så gør det så godt, som de kan”, siger Dan. Helle supplerer:

”Jeg tænker nogle gange på, hvis de nu skulle vælge at blive advokater – det er også et krævende liv på den måde, at du sælger din tid. Du er nødt til at være akkvisitiv, du er nødt til at være derude. Det er ikke længere nok bare at være god til dit speciale. Du skal også være god til mennesker, du skal være god til at være i de her forskellige rammer. Man kan ikke bare komme ind og være bænkevarmer, man er nødt til at være på banen. Du skal kunne leve med de vilkår, der er ved branchen. Det er omskifteligt, og det kan godt være hårdt.”

Men der er god tid, før den beslutning skal træffes, pigerne går begge stadig i folkeskole.

 

 

At være forelsket i både arbejde og i hinanden

Billede art 5

 

Dan kigger ud mod toppen af bygningerne på den modsatte side af Amaliegade. Så kigger han mod sit ur. ”Arbejdet fylder ikke noget i privatlivet, men der er nok ikke så meget privatliv”. Han smiler og fortsætter:

”Du er nødt til at indgå i det kosmos, som du er en del af og arbejde på samme måde som de mennesker, du arbejder med. Det er jo ikke sådan, at en stor transaktion følger arbejdsrytmen hos en advokatfamilie i work-life-balance-mode. Det gør den bare ikke. Det er lidt ligesom kunstnere – de tænker jo ikke på, om klokken er 8 eller 00 – de maler, til de er færdige. Og det er også sådan, vi gør. Når du er en del af et stort team, både i dit eget firma men også med andre rådgivere og dine kunder, så kan du ikke lade være. Det er simpelthen så stimulerende. Du er sammen med begavede mennesker, der brænder for det, de laver, og så bliver du da revet med.”

Helle har hovedet på skrå, reflekterer som Dan svarer og nikker med for hver pointe.

”Jeg har det også sådan. Jeg synes – og det gælder uanset hvad man laver – at man skal forsøge at gøre sig umage og få det bedste frem i det. At være advokat er ikke bare et job, det er en livsstil. Man bliver nødt til at tage det ind under huden, og man bliver nødt til at finde alt det positive ved det, for det er også et krævende arbejde”, fortæller hun.

Del

”Du er nødt til at have en livsledsager, der synes, du er cool”


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder