Tekst: Amalie Guldborg Olesen



24. juni 2020 -

En advokat og en revisor er blandt ti tiltalte i fiskekvote-sag


SØIK har i dag rejst tiltale med ti personer i forbindelse med kvotesagen. Derudover er der også rejst tiltale mod både en advokat- og revisorvirksomhed. Anklagemyndigheden kræver trecifret millionbeløb konfiskeret.


231.998.711 kroner og 69 øre. Det er det beløb, som Anklagemyndigheden vil have lov til at konfiskere i den såkaldte fiskekvote-sag, hvor Bagmandspolitiet netop i dag har tiltalt ti personer for at have omgået reglerne, således at en enkelt fisker har haft flere kvoter, end hvad der har været tilladt.

Blandt de tiltalte er en fisker, en advokat og en revisor. Anklagemyndigheden kræver, at de alle fratages deres ret til at drive virksomhed inden for hver deres område.

Derudover er også en advokatvirksomhed og en revisorvirksomhed tiltalt, men navnene er ikke offentliggjort.

”Efter en omfattende efterforskning har SØIK fundet grundlag for at rejse tiltale for forhold, der bygger på en forudsætning om, at en enkelt fisker har erhvervet fiskekvoter gennem en række selskaber, der stod registreret som ejet af stråmænd, når han ikke længere selv kunne erhverve flere fiskekvoter på grund af reglerne. Det er vores vurdering, at han er den eneste, der reelt har haft med driften af selskaberne at gøre, og at direktørerne i selskaberne alene har fungeret som stråmænd,” siger Per Fiig, der er fungerende statsadvokat for SØIK.

Efterforskningen har nu kørt siden 2017, hvor Bagmandspolitiet tog over i 2018. Det er én fisker, der anses for hovedmanden bag, og som efter Anklagemyndighedens vurdering har benyttet sig af stråmænd i en række selskaber, som han har været den reelle ejer af.

Del

En advokat og en revisor er blandt ti tiltalte i fiskekvote-sag


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder