Jakob Buch-Jepsen har taget springet fra anklager til advokat og forsvarer hos advokatfirmaet Koch & Christensen. I 16 år har han ladet sig forme af brutale sager og stødende bevismateriale, som har været en del af hverdagen hos anklagemyndigheden. Skiftet til forsvarer har blandt andet været præget af ønsket om i højere grad at møde menneskene bag sagerne og opnå et fortroligt rum med klienterne.

Tæt på Nyhavn på et hjørne af Sankt Annæ Plads ligger  advokatkontoret, hvor anklageren fra Ubådssagen, som Jakob Buch-Jepsen nok mest er kendt for, har skiftet sin daglige gang til. Et håndtryk, et venligt blik og et vink mod trappen. Jakob møder mig i receptionen, og vi går ovenpå, hvor han har et smalt kontor med en balkon for enden. Skuende ud over pladsen, står den høje mand på den lille Københavnerbalkon et kort øjeblik, før han viser ind på nabokontoret.

På hjørnekontoret, hvor vi sætter os, hænger malerier på væggene af grønlandske landskaber, og på reolerne troner skulpturer af isbjørne. Advokatkontoret Koch & Christensen har blandt andet specialiseret sig i grønlandske virksomheder og organisationer og har retssager for retterne i Grønland. Jakob lader blikket glide rundt i kontoret fra moskusokse til isbjørn. Han sætter sig ned i kontorstolen, og mens han fylder vores kopper med kaffe, fortæller han, at han lige har haft to travle dage, der bragte ham tværs ned gennem Jylland. Han har været til retsmøder, og så skulle han hilse på to nye klienter.

Selvom Jakob er en travl mand, er det ikke det indtryk, han efterlader. Han glider tilbage i den cognacbrune stol på den modsatte side af bordet og udstråler på en afslappet og tilbagelænet måde at være utrættelig. Utrættelig fordi han virkelig brænder for sit fag, og fordi han mener, at man godt kan have travlt uden at være stresset. Han fortæller, at det er vigtigt at huske sig selv, selvom det næsten er umuligt at finde huller i kalenderen, og indbakken er fyldt til et punkt, hvor det virker umuligt at nå til bunds.

”Det handler om, at man i de travle perioder ved, at det på et tidspunkt vender. Det er lidt min kæphest – selvom man skal være arbejdsom, så bliver man også bare nødt til at lægge tingene fra sig. Så det handler om at arbejde hårdt og toppe og så komme ned igen”, siger han.

Sidste år tog Jakob orlov fra Anklagemyndigheden i to år. På det tidspunkt havde han lige afsluttet Ubådssagen og havde over 16 år ved Anklagemyndigheden bag sig. Det har altid været vigtigt for ham at udfordre sig selv. Det er blandt andet en af grundene til, at han valgte at skifte retten og posten som anklager ud med en mere almindelig advokatrolle på advokatkontoret på Sankt Annæ Plads.

”Jeg har været det samme sted fra 2009 til 2018, så det var måske på tide, at jeg skulle til at finde noget andet for netop at holde mig skarp. Grunden til, at jeg blev der så lang tid, var jo, at det var et enormt spændende og alsidigt job – det er ikke kun drab på drab, det er også terror, røveri, brand, seksuelle krænkelser og overgreb på børn, politiske sager, sager om ytringer, brud på tavshedspligt. sager mod sundhedspersonale, herunder læger, advokater osv. Så det var varierende opgaver og også grunden til, at jeg blev der så længe”, fortæller Jakob, der endnu ikke har gjort endeligt op, hvorvidt han vender tilbage til Anklagemyndigheden eller forbliver i advokatbranchen.

Hos Koch & Christensen har Jakob civile sager og repræsenterer en række offentlige forbund, eksempelvis Politiforbundet og Dansk Jernbaneforbund, men skal også i retten på den modsatte side af, hvad han har været vant til i næsten 17 år – nemlig som forsvarer.

Det er min oplevelse, at det ikke nødvendigvis er 12-talspigerne eller 12-talsdrengene, der klarer sig bedst i praksis. Dem, der klarer sig bedst, er de, der også kan finde ud af at arbejde og trække sig væk fra sit manuskript, improvisere og fortælle sig selv, at det er okay at lave noget andet end at sidde med snuden i bogen

Vejen til paragraffer

Jeg beder Jakob om at tænke tilbage på de tanker, han gjorde sig, forud for at han søgte ind på jurastudiet. Han fortæller, at han efter gymnasiet var i militæret, hvor en studievejleder fra forsvaret foreslog jurastudiet for ham.

”Jeg havde skænket jura en kort tanke, men jeg tænkte, at det måske var lidt tørt. Samtidig er det et studie, der åbner mange muligheder for at spille en rolle i samfundet. Samfundsfag var mit yndlingsfag i gymnasiet, og jeg har altid interesseret mig for samfundsforhold og politik”, siger han.

Efter nøje overvejelse endte Jakob med at søge ind på jurastudiet i København (Cand. jur. fra Københavns Universitet i 2001), men det krævede efter eget udsagn ”en længere indkøringsfase”, før han følte sig hjemme.

“Det var ikke sådan, at jeg fra ‘day one’ var sikker på, at det var mit drømmestudie. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tog det da nok et års tid eller to, før jeg følte, at nu var jeg havnet det rette sted”, fortæller han.

I løbet af sine år på studiet stræbte Jakob ikke efter topkarakterer, men forsøgte at klæde sig godt på indenfor flere forskellige områder.

“Det er min filosofi, at selvom jeg altid har arbejdet meget for tingene, så skal der være tid til at lave noget andet – der skal være tid til at gå til fester og tid til at kysse med piger, der skal være tid til at dyrke noget sport og tid til at lave noget, som ikke er arbejdsrelateret”, slår han fast.

På trods af Jakobs karakterblad ikke udelukkende var prydet med 11- og 13-taller, oplevede han, at der på studiet var en naturlig stræben efter de gode karakterer, fordi de store advokathuse satte barren højt. Jakob har dog altid tænkt, at advokatens rådgiverrolle også handler om meget andet end karakterer - f.eks. når man skal føre en sag i retten.

”Det er min oplevelse, at det ikke nødvendigvis er 12-talspigerne eller 12-talsdrengene, der klarer sig bedst i praksis. Dem, der klarer sig bedst, er dem, der også kan finde ud af at arbejde og trække sig væk fra sit manuskript, improvisere og fortælle sig selv, at det er okay at lave noget andet end at sidde med snuden i bogen”, siger han.

 

En anklagers kamp for retfærdighed

For Jakob er improvisation og det at løsrive sig fra sine notater især kommet til udtryk, når han som anklager har stået over for forsvareren, den anklagede og dommeren i retssalen. Under de mange retssager har Jakob som anklager altid kæmpet for én ting - retfærdighed. Og så handler det for ham om at føre en sag, mere end det handler om at vinde den.

“Uden at det skal lyde for højtravende, så har det vel for mig som anklager været en søgen efter at gøre en forskel, og at retfærdigheden sker fyldest - og det gælder også, når den anklagede går fri. En af hovedårsagerne til, at jeg søgte ind i Anklagemyndigheden, var, at man er med til et vigtigt stykke samfundsarbejde”, siger han.

I kampen om retfærdighed mener Jakob ikke, at man altid behøver at optræde som den strømlinede anklager. Man er anklager, men man er også et menneske med følelser, og de følelser må gerne træde frem i kampens hede.

“Man skal jo ikke få nogen uskyldigt dømt. Når det så er sagt, så handler det også om personlighed, fordi selvom man ikke må lægge falske vægtlodder i frøken Justitias skål, så synes jeg godt, at man må vise tænder, når man sidder i retten og bliver løjet lige op i ansigtet.”

 

Den mørke side

I arbejdet som anklager, og særligt som anklager med speciale i personfarlig kriminalitet, blev Jakob hurtigt bevidst om, at man ofte møder stødende bevismateriale. Og det kræver en vis robusthed at lægge de brutale billeder, videoer og lydfiler på hylden, når man har fri. Jakob har altid forsøgt at lade arbejde være arbejde, men han har ikke altid været i stand til at gemme arbejdet helt væk, når han er trådt ind ad hoveddøren i familiens hus i Malmø.

”Jeg forsøger at lægge sagerne fra mig, når jeg kommer hjem, selvom det ikke altid er muligt, og i perioder kan det være nødvendigt at arbejde til sent om aftenen og af og til sent om natten. Det er enormt vigtigt i sådan et job, at man kan håndtere sager, der vedrører seksuelle krænkelser og overgreb på børn, herunder børneporno. Bag hvert foto ligger der typisk en barneskæbne. Hvis man har behov for at få det ventileret og gennemdiskuteret hver eneste gang, så bliver det tungt at arbejde med. Man bliver nødt til at gøre op med sig selv, om man har den profil, der kræves”, slår han fast.

Det kan godt være svært, hvis man sidder og ser nogle frygtelige billeder eller videoer og bagefter skal hjem til familien og lave aftensmad og synge godnatsang for sin mindste. Der er ingen tvivl om, at Ubådssagen og mødet med de pårørende har været enormt tungt

Særligt sagerne om forurettede børn og børneporno beskriver Jakob som hjerteskærende. Selvom han mener, at han har opnået en vis mental styrke i mødet med bunker af bestialsk bevismateriale, opfatter han ikke sig selv som et jernmenneske. Især de ekstreme sager, som for eksempel ’Ubådssagen’ og ’Trippeldrabet på Frederiksberg’, tyngede ham, dels på grund af arbejdsmængden, men også selve indholdet af sagerne:

”Det kan godt være svært, hvis man sidder og ser nogle frygtelige billeder eller videoer og bagefter skal hjem til familien og lave aftensmad og synge godnatsang for sin mindste. Der er ingen tvivl om, at Ubådssagen og mødet med de pårørende har været enormt tungt”, siger han.

Funderende, mens han ser ud af vinduet, kommer Jakob i tanke om en sag for en del år tilbage, som rystede ham meget. En nytårsaften skød en 16-årig dreng en nytårsraket hen ad en bakket villavej, og for foden af bakken gik en mand med sin 2-årige søn i hånden. De var ude og se på fyrværkeri. På villavejen var det mørkt, fordi nogle af gadelygterne var slået i stykker. Så far og søn så ikke meget andet end et kæmpe lysglimt, der pludselig kom susende over bakketoppen mod dem. Faren mærkede, at sønnens arm blev slap i hans. Raketten var røget direkte ind i brystet på den lille dreng og var sprunget - han var død på stedet.

“Det er simpelthen så tragisk. Man fandt frem til, at det var en 16-årig dreng, der havde affyret raketten, og han skulle leve med det her resten af sit liv. I en sådan sag er spørgsmålet jo, hvad man stiller op? Hvad er den korrekte straf?”, spørger han.

Det er som bekendt ikke anklagerens job at træffe den dom men derimod en dommers. Dommen endte med, at den 16-årige dreng fik fire måneders ubetinget fængsel.

“Man kan spørge sig selv, hvorfor han overhovedet skulle i fængsel? Samtidig vil mange forældre nok sige, at han skulle have haft 20 års fængsel, hvis det var gået ud over deres eget barn. Det er simpelthen sådan et dilemma”, siger han og fortsætter:

“Nu kan jeg også forestille mig, at der er mange unge drenge, der har været letsindige med fyrværkeri. Men det er bare så meningsløst, ikke? Fuldstændig som det er meningsløst, hvis man går ned til morgenmadsbuffeten på et hotel i Colombo på Sri Lanka, og der springer en bombe”.

(...)Selvom man ikke må lægge falske vægtlodder i frøken Justitias skål, så synes jeg godt, at man må vise tænder, når man sidder i retten og bliver løjet lige op i ansigtet

Mødet med det umenneskelige

Jakob har ikke stået over for manden, som bombede det srilankanske hotel, til gengæld har han stået ansigt til ansigt med andre mennesker, som har begået umenneskelige handlinger. Hvordan føles det at stå over for personer, som er anklaget for de mest frygtelige forbrydelser? Det spørger jeg Jakob om. Jakob fortæller, at han sjældent har mødt mennesker på sin vej, som har været fuldstændig blottet for empati, selvom deres handlinger kan være svære at begribe for udefrakommende.

“Det er ganske få mennesker, som ikke har nogen empati. Jeg har mødt nogle, men ikke mange. Men langt de fleste, jeg har mødt, har der været en god forklaring på deres handlinger. Det kan være en psykisk sygdom, misbrugsproblemer, dårlig opvækst, økonomiske motiver, personlighedsafvigelser osv. I langt de fleste tilfælde kan man sidde og sige til sig selv, at man godt forstår, at de er havnet, hvor de er. Ikke at man forsvarer dem, eller at der er nogen undskyldning for det, de har gjort, men man kan godt se, hvorfor det er kommet dertil”, fortæller han.

Kaffen i kopperne på bordet foran os er blevet til bundslatter, og vi går en tur ned mod Nyhavn. Forsommeren har ramt København, og børn med isvafler i hænderne klatrer på det store anker for enden af kajen. Langs havnefronten går vi mellem turister, der skal på kanalrundfart, og københavnere, der slingrer cyklerne forbi menneskemængden. Jakob kigger på bådene, der ligger til. Vinden hiver let fat i sejlene, og vandets gyngen indbyder nærmest til spørgsmålet om, hvordan det var at stå over for Peter Madsen i sagen om Kim Wall og ubåden Nautilus’ forsvinden.

På et tidspunkt kom afhøringen til at handle om Peter Madsens katte, hvor det var tydeligt, at han blev berørt. Min strategi var derfor at spørge ind til kattene, fordi det kunne være med til at fortælle mere om ham som person, når nu det var svært at få frem ved at tale om gerningen og den forurettede

“Da jeg skulle afhøre Peter Madsen i Ubådssagen var det svært at fremprovokere anger eller empati over for den forurettede, Kim Wall. På et tidspunkt kom afhøringen til at handle om Peter Madsens katte, hvor det var tydeligt, at han blev berørt. Min strategi var derfor at spørge ind til kattene, fordi det kunne være med til at fortælle mere om ham som person, når nu det var svært at få frem ved at tale om gerningen og den forurettede”, fortæller han.

Jakob har gennem årene som anklager mødt flere skumle skæbner, men efter eget udsagn er det kun et fåtal af disse mennesker, som har rendyrkede onde intentioner med deres handlinger.

”I sjældne tilfælde er der bare ikke nogen forklaring på noget som helst, og det er der, at man som enten forsvarer eller anklager forsøger at forstå det uforståelige, men hvor der bare ikke er noget svar på det”, siger han.

 

Fra anklager til forsvarer - på den anden side i retten

I dag har Jakob skiftet anklagerposten ud med arbejdet som advokat og forsvarer. Selvom anklageren og forsvareren i manges øjne er hinandens modsætninger og juridiske konkurrenter under en retssag, så har begge samme formål; at sikre retsstatens trivsel og sikre offentlig tryghed og retfærdighed for den forurettede såvel som sigtede. For Jakob personligt har det ikke den store betydning, om han har rollen som forsvarer eller anklager. Det vigtigste er, at retfærdigheden sejrer - og det gælder både forsvaret og anklagen og det kan være sundt som menneske - men også fagperson - at se tingene fra flere sider.

”Noget af det, jeg altid har gået meget op i, er ordentlighed og retfærdighed, og det mener jeg sagtens, at man kan kæmpe for på begge sider – både som anklager og som forsvarer. Vi lever i et demokratisk retssamfund, og det er jo helt grundlæggende i et retssamfund, at man kun bliver kendt skyldig, hvis politi og anklagemyndighed er i stand til at rejse bevisbyrden for det, der står i anklageskriftet. Foreligger der en rimelig tvivl, så skal der ske frifindelse”, siger han.

Der er dog forskel på arbejdet, alt efter om man står på den anklagende eller den forsvarende side. For Jakob handlede skiftet fra at anklage til at forsvare især om relationen til klienterne.

Det er nogle gange lykkedes mig som anklager at mærke mennesket inde bag facaden, men det er svært at opnå samme fortrolighed, som når man er forsvarer

“Man møder mange forskellige mennesker i forbindelse med retssager, og af og til har jeg savnet at komme ind bag facaden og opnå et fortroligt rum med den, der nu engang er tiltalt. Som anklager er det er jo mig, der er skurken, og vil have den pågældende sat i fængsel. Det er nogle gange lykkedes mig som anklager at mærke mennesket inde bag facaden, men det er svært at opnå samme fortrolighed, som når man er forsvarer”, fortæller han.

 

Med en bog på CV’et

Vi er nået til foden af Inderhavsbroen. Jakobs silhuet former et spir på Operahuset, og i baggrunden maler den sene eftermiddagssol Operaens sorte facade i orange farver. Menneskemængden er ved at tynde ud og den pulserende summen fra forbipasserende er blevet til snak over bordene på de omkringliggende restauranter.

Jakob står over for en ny tid i sin karriere. Mens han imidlertid har vinket farvel til anklagerposten, har han som afrunding på de mange år på anklagerbænken skrevet bogen ”Jeg som anklager – Drabet i ubåden og andre sager fra den mørke side” i samarbejde med Stine Bolthe. Bogen udkom i marts 2019 og er en fortælling fra en anklagers perspektiv. Gennem dagbogsnoter, retsmødememoer, uddrag fra procedurer og billeder inviterer Jakob læseren ind i sit private maskinrum som anklager og menneske.

”Jeg tilhører dem, som mener, at det er vigtigt, at man som offentligt ansat er med til at oplyse almindelige borgere om, hvordan retsvæsenet efter min oplevelse fungerer i Danmark. Det skal naturligvis gøres inden for tavshedspligten og ud fra etiske hensyn både til de forurettede og pårørende, men også til dem, der er blevet dømt”, fortæller han.

Udover de faglige overvejelser, som Jakob fortæller om, indgår også mange personlige overvejelser og tanker, som han har gjort sig i de konkrete sager og gennem sin karriere i Anklagemyndigheden.

”Det er også en personlig fortælling om, hvordan det er at være anklager, og hvordan man håndterer at se nogle af de her forfærdelige ting, og hvordan man håndterer det i forhold til også at skulle være familiefar og i øvrigt et mere eller mindre helt menneske”, siger han.

Mens vi går mod metroen ved Kongens Nytorv, fortæller Jakob om sine børn. Hans ældste datter overvejer at læse medicin, og det passer Jakob fint. De to andre har heller ikke vist interesse for jura, men de er også yngre og har mange år, før de skal vælge, hvad de vil. Jakob vil ikke være imod, hvis en af børnene vælger at læse jura, men han har set, hvilke sider man kan møde af mennesket - og det er sider, han gerne vil skåne sine børn for at møde. Jakob fisker sin telefon op af lommen - displayet viser 17.30 - i dag er en af de dage, hvor han har tid til at tilbringe aftenen i familiens selskab. I sit nye arbejde som advokat og forsvarer er kalenderen travl, når bølgerne går højt, men for ham er det vigtigt også at have tid og overskud til det, der virkelig betyder noget, familien. Vi skilles her - ved Nyhavns mindeanker - og Jakob tager tilbage til Malmø.

Dette portræt optræder oprindeligt i Guiden til Jurastuderende 2019, som netop er udkommet til alle landets jurauddannelser.

Del

En hård anklager og en sympatisk forsvarer


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak