Vejen til paragraffer
Jeg beder Jakob om at tænke tilbage på de tanker, han gjorde sig, forud for at han søgte ind på jurastudiet. Han fortæller, at han efter gymnasiet var i militæret, hvor en studievejleder fra forsvaret foreslog jurastudiet for ham.
”Jeg havde skænket jura en kort tanke, men jeg tænkte, at det måske var lidt tørt. Samtidig er det et studie, der åbner mange muligheder for at spille en rolle i samfundet. Samfundsfag var mit yndlingsfag i gymnasiet, og jeg har altid interesseret mig for samfundsforhold og politik”, siger han.
Efter nøje overvejelse endte Jakob med at søge ind på jurastudiet i København (Cand. jur. fra Københavns Universitet i 2001), men det krævede efter eget udsagn ”en længere indkøringsfase”, før han følte sig hjemme.
“Det var ikke sådan, at jeg fra ‘day one’ var sikker på, at det var mit drømmestudie. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tog det da nok et års tid eller to, før jeg følte, at nu var jeg havnet det rette sted”, fortæller han.
I løbet af sine år på studiet stræbte Jakob ikke efter topkarakterer, men forsøgte at klæde sig godt på indenfor flere forskellige områder.
“Det er min filosofi, at selvom jeg altid har arbejdet meget for tingene, så skal der være tid til at lave noget andet – der skal være tid til at gå til fester og tid til at kysse med piger, der skal være tid til at dyrke noget sport og tid til at lave noget, som ikke er arbejdsrelateret”, slår han fast.
På trods af Jakobs karakterblad ikke udelukkende var prydet med 11- og 13-taller, oplevede han, at der på studiet var en naturlig stræben efter de gode karakterer, fordi de store advokathuse satte barren højt. Jakob har dog altid tænkt, at advokatens rådgiverrolle også handler om meget andet end karakterer - f.eks. når man skal føre en sag i retten.
”Det er min oplevelse, at det ikke nødvendigvis er 12-talspigerne eller 12-talsdrengene, der klarer sig bedst i praksis. Dem, der klarer sig bedst, er dem, der også kan finde ud af at arbejde og trække sig væk fra sit manuskript, improvisere og fortælle sig selv, at det er okay at lave noget andet end at sidde med snuden i bogen”, siger han.
En anklagers kamp for retfærdighed
For Jakob er improvisation og det at løsrive sig fra sine notater især kommet til udtryk, når han som anklager har stået over for forsvareren, den anklagede og dommeren i retssalen. Under de mange retssager har Jakob som anklager altid kæmpet for én ting - retfærdighed. Og så handler det for ham om at føre en sag, mere end det handler om at vinde den.
“Uden at det skal lyde for højtravende, så har det vel for mig som anklager været en søgen efter at gøre en forskel, og at retfærdigheden sker fyldest - og det gælder også, når den anklagede går fri. En af hovedårsagerne til, at jeg søgte ind i Anklagemyndigheden, var, at man er med til et vigtigt stykke samfundsarbejde”, siger han.
I kampen om retfærdighed mener Jakob ikke, at man altid behøver at optræde som den strømlinede anklager. Man er anklager, men man er også et menneske med følelser, og de følelser må gerne træde frem i kampens hede.
“Man skal jo ikke få nogen uskyldigt dømt. Når det så er sagt, så handler det også om personlighed, fordi selvom man ikke må lægge falske vægtlodder i frøken Justitias skål, så synes jeg godt, at man må vise tænder, når man sidder i retten og bliver løjet lige op i ansigtet.”
Den mørke side
I arbejdet som anklager, og særligt som anklager med speciale i personfarlig kriminalitet, blev Jakob hurtigt bevidst om, at man ofte møder stødende bevismateriale. Og det kræver en vis robusthed at lægge de brutale billeder, videoer og lydfiler på hylden, når man har fri. Jakob har altid forsøgt at lade arbejde være arbejde, men han har ikke altid været i stand til at gemme arbejdet helt væk, når han er trådt ind ad hoveddøren i familiens hus i Malmø.
”Jeg forsøger at lægge sagerne fra mig, når jeg kommer hjem, selvom det ikke altid er muligt, og i perioder kan det være nødvendigt at arbejde til sent om aftenen og af og til sent om natten. Det er enormt vigtigt i sådan et job, at man kan håndtere sager, der vedrører seksuelle krænkelser og overgreb på børn, herunder børneporno. Bag hvert foto ligger der typisk en barneskæbne. Hvis man har behov for at få det ventileret og gennemdiskuteret hver eneste gang, så bliver det tungt at arbejde med. Man bliver nødt til at gøre op med sig selv, om man har den profil, der kræves”, slår han fast.
Det kan godt være svært, hvis man sidder og ser nogle frygtelige billeder eller videoer og bagefter skal hjem til familien og lave aftensmad og synge godnatsang for sin mindste. Der er ingen tvivl om, at Ubådssagen og mødet med de pårørende har været enormt tungt
Særligt sagerne om forurettede børn og børneporno beskriver Jakob som hjerteskærende. Selvom han mener, at han har opnået en vis mental styrke i mødet med bunker af bestialsk bevismateriale, opfatter han ikke sig selv som et jernmenneske. Især de ekstreme sager, som for eksempel ’Ubådssagen’ og ’Trippeldrabet på Frederiksberg’, tyngede ham, dels på grund af arbejdsmængden, men også selve indholdet af sagerne:
”Det kan godt være svært, hvis man sidder og ser nogle frygtelige billeder eller videoer og bagefter skal hjem til familien og lave aftensmad og synge godnatsang for sin mindste. Der er ingen tvivl om, at Ubådssagen og mødet med de pårørende har været enormt tungt”, siger han.
Funderende, mens han ser ud af vinduet, kommer Jakob i tanke om en sag for en del år tilbage, som rystede ham meget. En nytårsaften skød en 16-årig dreng en nytårsraket hen ad en bakket villavej, og for foden af bakken gik en mand med sin 2-årige søn i hånden. De var ude og se på fyrværkeri. På villavejen var det mørkt, fordi nogle af gadelygterne var slået i stykker. Så far og søn så ikke meget andet end et kæmpe lysglimt, der pludselig kom susende over bakketoppen mod dem. Faren mærkede, at sønnens arm blev slap i hans. Raketten var røget direkte ind i brystet på den lille dreng og var sprunget - han var død på stedet.
“Det er simpelthen så tragisk. Man fandt frem til, at det var en 16-årig dreng, der havde affyret raketten, og han skulle leve med det her resten af sit liv. I en sådan sag er spørgsmålet jo, hvad man stiller op? Hvad er den korrekte straf?”, spørger han.
Det er som bekendt ikke anklagerens job at træffe den dom men derimod en dommers. Dommen endte med, at den 16-årige dreng fik fire måneders ubetinget fængsel.
“Man kan spørge sig selv, hvorfor han overhovedet skulle i fængsel? Samtidig vil mange forældre nok sige, at han skulle have haft 20 års fængsel, hvis det var gået ud over deres eget barn. Det er simpelthen sådan et dilemma”, siger han og fortsætter:
“Nu kan jeg også forestille mig, at der er mange unge drenge, der har været letsindige med fyrværkeri. Men det er bare så meningsløst, ikke? Fuldstændig som det er meningsløst, hvis man går ned til morgenmadsbuffeten på et hotel i Colombo på Sri Lanka, og der springer en bombe”.