11. august 2022 - Retssikkerhed

“Erstatningssagerne blotlægger en nær fortid, hvor staten udviste en større ligegyldighed over for individet”


Mads Pramming er advokat for juridisk faderløse grønlændere, der kræver erstatning fra staten, fordi dansk lov ikke gav dem ret til at finde ud af, hvem deres far var. Advokaten har ført flere erstatningssager på vegne af borgere mod den danske stat, der viser, at opgøret med fortiden er mere påtrængende end måske nogensinde før. Der burde ikke være brug for advokater, når staten krænker sine borgeres menneskerettigheder, mener han.

Tekst: Kristian Lauritzen


Børn født uden for ægteskab i Vestgrønland før 1963 og 1974 i resten af Grønland, havde ifølge dansk lov ikke krav på at vide, hvem deres far var. Loven gjaldt kun for grønlændere, og nu kræver 27 juridisk faderløse grønlændere 125.000 kroner hver i erstatning fra den danske stat. Juridisk faderløse grønlænderne har følt sig stigmatiserede, de blev opfattet som dårligere begavede og nogle juridisk faderløse piger har oplevet at skulle have grønne sløjfer i håret, så man kunne kende dem. Det fremgår af interviews med juridisk faderløse grønlændere i en afdækning, som blev foretaget af det forhenværende Børne- og Socialministerium i 2017, og der var knapt 5000 juridisk faderløse i Grønland, da rapporten udkom.

Mads Pramming, der også er advokat for de såkaldte eksperimentbørn fra Grønland og de tidligere beboere på børnehjemmet Godhavn, der har fået erstatning fra den danske stat, er advokat i sagen. Han mener, at den danske stat har begået brud på menneskerettighederne, der beskytter retten til familieliv.

“Mine klienter har følt sig rodløse og diskriminerede, fordi de ikke har kendt deres far, og samtidig er de gået glip af økonomisk arv. Man fratager dem retten til familieliv og udsætter dem for diskrimination, da man stiller dem dårligere end danskere uden sagligt grundlag. Man har begrundet loven med overvejelser om, hvilke konsekvenser det vil have for seksualmoralen og antallet af børn født uden for ægteskab i Grønland, fordi man så på grønlændere som et primitivt folk, ” siger han med henvisning en udredning om børn født uden for ægteskab i Grønland mellem 1914 og 1974, der blev afgivet til Statsministeriet i 2011.

Staten har indirekte erkendt, at der er tale om krænkelser, bemærker Mads Pramming. I 2014 ændrede man lovgivningen efter årelangt pres fra de juridisk faderløse, så alle grønlændere i dag har ret til at vide, hvem deres far er. I lovteksten fra 2014 bliver det understreget, at den tidligere lov var i strid med menneskerettighederne. I sagen om ‘Godhavnsdrengene’ såvel som i sagen om de grønlandske eksperimentbørn, der blev sendt til Danmark som en del af et kulturelt opdragelsesforsøg, fik statsminister Mette Frederiksens undskyldning på vegne af den danske stat, stor omtale. Vil en undskyldning spille en vigtig rolle i sagen om de juridisk faderløse grønlændere? Ikke for alvor, siger Mads Pramming. Det er bevisbyrden, der bærer sagen, og det var det også i de andre tilfælde. Blot fordi der bliver sagt undskyld, betyder det ikke, at staten bærer et juridisk ansvar og er forpligtet til at betale erstatning, siger han.

“Det er en relevant og symbolsk anerkendelse, men beviserne ligger i de udredningsrapporter, der blev lavet om sagerne, der dokumenterede grove krænkelser. I sagen med de juridisk faderløse henviser vi også til de konsekvenser, det har haft for de involverede, når vi kræver erstatning, men lovbrudet er dog nemmere at dokumentere, fordi der så tydeligt er tale om menneskeretskrænkelser.”

 

Opgør med fortiden

Sagen om de juridisk faderløse er ubetrådt land rent juridisk, da der ikke findes lignende sager, siger Mads Pramming. Når advokaten i samråd med sine klienter, lander på beløbet 125.000, skeles der blandt andet til en sag fra Tyskland, hvor en far blev frataget retten til at vide, hvem hans datter er, og hvor den tyske stat blev pålagt erstatning på samme beløb af Den Europæiske Menneskeretsdomstol. For hverken de juridisk faderløse, eksperimentbørnene eller de tidligere beboere på Godhavn, er erstatningsbeløbet dog afgørende, siger advokaten.

“Det handler om at få staten til at påtage sig et ansvar, og her bliver den økonomisk erstatning et symbolsk instrument og samtidig den eneste måde, som man rent juridisk kan rydde op i sagerne.”

I disse år ser vi et voksende antal sager om erstatningskrav til den danske stat fra grønlændere, og den næste i rækken kan blive sagen om de tusindvis af spiraler, der blev sat op i grønlandske kvinder uden samtykke i 1960’erne. Grønlandske folketingspolitikere har talt om, at den danske stat har åbnet op for Pandoras æske, da man gav en undskyldning og erstatning til eksperimentbørnene, og at vi i fremtiden måske vil se mange flere lignende sager. Mads Pramming tror dog ikke, at flere grønlændere pludseligt er blevet bevidste om, at den danske stat har krænket deres rettigheder. I de erstatningssager, som han har ført, har grønlænderne længe kæmpet for at blive taget alvorligt af den danske stat, som han formulerer det.

“Eksperimentbørnene brugte 30 år blot for at få staten til at undersøge, hvad der var foregået, og de juridisk faderløse kæmpede også i årevis for at trænge igennem. Mange af dem har fået ødelagt deres opvækst, og det har præget dem hele livet. Når så mange erstatningssager mod staten kommer frem, tror jeg, det skyldes, at vi befinder os i en tid, hvor man i højere grad end tidligere forholder sig til fortidens synder som stat og samfund. Det afspejles også i de rapporter om sagerne, som den danske stat selv har bestilt,” siger han.

Opgøret med fortiden er både på spil i erstatningssagerne fra Grønland og sagen fra børnehjemmet Godhavn. Men der er også forskelle. Førstnævnte handler om stormagtspolitik, mens Godhavnssagen handler om vold og seksuelt misbrug, som staten har set igennem fingre med.

Jeg tror ikke, staten vinder noget ved at holde sagerne ud i strakt arm. I hvert fald slet ikke moralsk

 

“I Godhavnssagen er det ikke den danske stat, der har begået krænkelserne, men den bærer ansvaret for ikke at have taget det seriøst. Staten er den krænkende part i sagerne fra Grønland, der handler om at kontrollere en befolkning i kampen for at bevare øen som en del af det danske rige. Alle erstatningssagerne blotlægger en nær fortid, hvor staten udviste en større ligegyldighed over for individet.”

Nedsæt et statsligt organ

Mads Pramming har flere gange slået på tromme for, at den danske stat bør påtage sig et større ansvar i sagerne om erstatning. Det står ikke skrevet på juridiske stentavler, at sagerne skal for en domstol, og det håber han heller ikke bliver tilfældet i sagen om de juridisk faderløse. Regeringen afviste eksempelvis i første omgang eksperimentbørnenes krav på erstatning. Sagen endte senere i et forlig, inden den nåede for retten. De tidligere godhavnsbeboere måtte også sagsøge staten for at få erstatning.
“Hvis staten krænker sine borgeres menneskerettigheder, erkender og siger undskyld - endda på baggrund af undersøgelser, som staten selv har bestilt - er det mærkeligt, at det er nødvendigt at føre en retssag. Jeg mener, det er i strid med forfatningsloven såvel som ånden i menneskerettighedserklæringen, at staten ikke sagsbehandler, når jeg som advokat henvender mig på vegne af borgere, der er blevet krænket. Det lader til at være en udbredt opfattelse blandt danske politikere - og jeg har mødt flere, der troede, det forholdt sig sådan - at disse erstatningssager pr automatik skal løses ved domstolene. Staten risikerer at krænke borgerne en ekstra gang, når man også tvinger dem gennem retssystemet,” siger han.

Sagerne om seksuelle krænkelser begået mod tidligere medlemmer af Danmarks Radios pigekor, viser, at staten - i dette tilfælde repræsenteret i form af DR - godt kan håndtere erstatningssager, uden det fører til stævninger og retssag, mener Mads Pramming.

“Først behandlede man klagerne skidt ved ikke at reagere i årevis, men efter hændelserne blev offentligt kendt, har DR fået undersøgt, hvad der er foregået, sagt undskyldning og selv forholdt sig til, om de krænkede havde krav på godtgørelse. Nu foregår der så en diskussion om beløbene er af den rette størrelse, men DR fortjener ros for selv at løbe med bolden, så de krænkede ikke skal have advokater til at føre deres sag,” siger han.
Mads Pramming så gerne, at regeringen nedsatte et nævn eller skabte et system, der stod for at håndtere sager, hvor staten begået menneskeretskrænkelser mod borgerne, som man har gjort i Norge, Sverige, Canada og andre lande, siger han.

“Staten kunne måske også spare penge, hvis man mødte den krænkede borger på eget initiativ og sagde undskyld og anerkendte, at personen havde ret til en godtgørelse i stedet for at blive mødt af større erstatningskrav fra grupper af borgere. Jeg tror ikke, staten vinder noget ved at holde sagerne ud i strakt arm. I hvert fald slet ikke moralsk.”

Del denne artikel

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak