/Domstolen.jpg)
Billedet: Forskellige screenshots og et enkelt billede fra Shutterstock.
Danmark er EU’s mest digitaliserede land.
Det viste det årlige Digital Economy and Society Index i 2021.
Men på trods af udnævnelsen som EU’s digitale vejviser, så tegner en ny rapport ‘Digitalization at the Courts’, som juraprofessor Frederik Waage og lektor Hanne Marie Motzfeldt står bag, et billede af de danske domstole, som nogle, der halter lidt efter.
Rapporten sammenligner domstolene i de nordiske og baltiske lande på baggrund af digitalisering. Og her får de danske baghjul af både de estiske, lettiske, litauiske og finske.
Udviklingen er for det første gået ret langsom i Danmark, når man sammenligner med resten af den offentlige forvaltning. Og domstolene er langt fra i mål, specielt på det strafferetlige område er der et stykke vej at tilbagelægge.
“Vi ved fra den offentlige forvaltning, at digitalisering har spillet en meget stor rolle i forhold til, hvor langt man er nået med effektivisering. I forbindelse med projektet besøgte jeg en føderal domstol i USA, hvor de har haft en elektronisk platform, der svarer til den danske sagsportal i snart 15 år. Det de konstaterede var, at sagsportaler medvirker til bedre overholdelse af frister, ligesom at de i en unik grad understøtter, at procesdokumenter arkiveres korrekt. Systemet har elimineret en lang række fejl i sagsbehandlingen,” siger Frederik Waage om, hvorfor digitalisering af domstolene blandt andet er vigtigt, men også hvorfor vi bør kigge til vores baltiske naboer efter inspiration.
Sammen med Frederik Waage kigger K-NEWS nærmer på, hvilken udviklingen de danske domstole har gennemgået, men også hvad vi kan tage med os fra øst.
Tinglysningsretten i Hobro
Den første digitale milepæl, som Frederik Waage peger på, bliver rejst i 2009.
Selvom domstolene selvfølgelig ikke har været it-blinde indtil da og har arbejdet med it både mens de lå under Justitsministeriet samt efter Domstolsstyrelsen tog over i 1999, og domstolene blev en selvstændig myndighed, så er det først efter 2000, at man inden for domstolene begynder at arbejde med større it-systemer, der kan benyttes af eksterne brugere.
“Jeg vil mene, at den første store milepæl er oprettelsen af Tinglysningsretten i Hobro,” siger Frederik Waage og fortsætter:
“Det var en it-skandale og en meget vanskelig fødsel, men det at man fik digitaliseret tinglysningen, som før var organiseret ude i hver enkel ret, hvor hver enkel retskreds havde sit system for håndtering af tinglysningsdokumenter, var en kæmpe landvinding. At man fik det hele digitaliseret og samlet i Hobro, var det første store skridt på vejen mod modernisering og digitalisering af domstolene.”
Frederik Waage uddyber dog, at selvom digitaliseringen af tinglysningen var en stor it-skandale, så ligger den kun i mellemklassen i forhold til andre skandaler i den offentlige forvaltning.
“Men den ramte domstolene meget hårdt, fordi det var det første store system, der blev implementeret, om involverede eksterne brugere.”
Telefaxens sidste åndedrag
Bevæger vi os videre til Frederik Waages næste nedslag, skal vi rejse fem år frem i tiden. I 2014 blev underskriftskravet på dokumenter nemlig opgivet, hvilket gjorde det muligt at sende procesdokumenter med e-mail til retten.
Indtil 2013 var advokater og andre, der skulle i kontakt med retten, forpligtet til at sende dokumenter med telefax.
“Og hvis man sendte en telefax, skulle man følge op med et fysisk brev ved siden af. Man stolede ikke på e-mail helt frem til 2013,” siger Frederik Waage og tilføjer:
“Det er bemærkelsesværdigt, at man har haft så mange år, hvor den håndskrevne underskrift var altafgørende, og at man så alligevel i en rapport om effektivisering ved domstolene kommer med et helt enkelt, men i virkeligheden revolutionerende forslag til, hvordan man kan gøre en række områder ved domstolene mere effektive. Folketinget fulgte rapporten, og kravet om original underskrift på procesdokumenter blev simpelthen skrevet ud af retsplejeloven.”
At kravet til underskrift forsvandt, gjorde det blandt andet muligt at sende helt almindelige pdf’er med e-mail. Og ifølge Frederik Waage er man kommet langt ved at fastslå, at underskrift ikke er en nødvendighed længere.
“Samtidigt kan det næsten virke bizart, at man kan sende dokumenter til retten, der har en meget stor personlig og økonomisk betydning for parterne, uden en håndskrevet underskrift. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at løsningen fra start af ikke var at indføre en digital underskrift som erstattede håndskriften. Man valgte blot at ændre loven, så en håndskrevet underskrift ikke var nødvendig på retsdokumenter,” siger han.
At det skulle blive 2014 før telefaxen blev gjort mere eller mindre arbejdsløs i forbindelse med retssager kan, ifølge Frederik Waage, kun begrundes med en stor konservatisme hos domstolene.
“Og det var for lang tid, man lod det køre ud. Men det illustrerer meget godt, at man har været meget forsigtig med teknologien ved domstolene.”
Sagsportalen; det hele bliver nemmere
Hvis Frederik Waage skal pege på det digitale fremskridt, som han virkelig mener, har ændret på det hele, skal vi frem til 2018 og sagsportalen. For sagsportalen og minretssag.dk er et intranet, hvor man kan kommunikere med retten.
“Der er kæmpe forskel på, om man skriver på et procesdokument til retten, som sendes med brev, og som leveres i fysisk papirform, og på at man uploader et dokument i et system, som gør at dokumentet øjeblikkelig ligger i retten, forklarer han.
Og ifølge ham giver det nogle helt andre måder at arbejde på. For på det civile område kan både parterne og advokaterne følge med i sagen samtidig. Og parterne har også mulighed for at kigge deres advokater over skuldrene, for parterne har som udgangspunkt adgang til systemet, og derfor kan de følge med i alle advokatens ekspeditioner. Før sagsportalen skulle advokaten på en given sag videregive oplysninger til de enkelte parter om, hvor sagen stod. Og selvom de fortsat skal det ifølge de advokatetiske regler, har det, ifølge Frederik Waage, potentiale til at rykke på informationsniveauet mellem advokaten og klienten.
Selvom sagsportalen mødte lidt modstand i starten både i forhold til hastighed og utilfredse advokater, er den kommet efter det nu.
“Mit klare indtryk er, at det har skabt en omfattende effektivisering. Da sagsportalen er baseret på NemID, har det så også haft den konsekvens, at man har været meget bekymret for overgangen til MitID,” siger Frederik Waage og uddyber, at hvis den digitale overgang fra NemID til MitID lige pludselig volder problemer, så er det blandt andet de digitale forkyndelser, som vil kunne give anledning til bekymring hos Domstolsstyrelsen.
”Ressourcerne ved domstolene er blevet tilpasset en ny virkelighed, hvor der i meget vid udstrækning gives digital forkyndelse til borgens e-Boks. Hvis det system sander til, vil domstolene få rigtigt travlt, fordi de i så fald pludselig skal til at sende den gammeldags stævningsmand afsted igen mange hundrede gange om dagen. ”
Domsdatabasen giver overblik
Også i år klatrer de danske domstole op ad et trin på digitaliseringsstigen. For i januar i år blev domsdatabasen.dk lanceret. Selvom den i høj grad stadig er under udvikling, mener Frederik Waage, at den har stort potentiale til at være et godt og gratis alternativ til Ugeskrift for Retsvæsen.
“Sø- og Handelsretten har været godt med i snart mange år. På skatteområdet har der også været tradition for at lægge domme ud. Men ellers er det først nu, at staten offentliggør retspraksis i en systematiseret form. Offentliggørelse af domme har traditionelt været opfattet som en opgave for private udbydere, men nu har vi altså domsdatabasen, hvor man vil offentliggøre rigtig mange by-, lands- og højesteretsdomme,” siger Frederik Waage, som forklarer, at databasen kun kom op at køre, fordi Folketinget for nogle år siden gav en øremærket bevilling på et stort millionbeløb til netop dette formål.
“Det er meget spændende at se, hvordan det vil gå med Domsdatabasen, om den vil blive hovedindgangen til retspraksis, i stedet for nu hvor man primært bruger Ugeskrift for Retsvæsen og en serie specialtidsskrifter, uden at man har egentligt overblik over praksis fra by- og landsret nogetsteds.”
Frederik Waage forklarer, at det er vigtigt med et større overblik, fordi der er meget skjult og tabt viden i dag, hvor offentligheden kun har fri adgang til de domme, der bliver trykt og offentliggjort.
“Der har vi også været bagud i forhold til andre lande, hvor det har været det almindelige, at domme bliver offentliggjort. I rigtig mange år har vi kunnet læse domme fra EU-Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som bliver offentliggjort på deres hjemmesider samtidig med, at parterne får dommen. I Danmark skal man betale 150 kroner for at få en domsudskrift udskrevet. Og det er det, vi forhåbentlig snart kommer udenom, når domsdatabasen bliver rullet helt ud,” siger han.