Højesteret stadfæster Østre Landsrets afgørelse og frikender  justitsministeren

Højesteret har netop sat punktum i den sag, hvor justitsministeren var på anklagebænken for ikke at anerkende ugyldigheden af den danske logningsbekendtgørelse, samt at han ikke har reageret hurtigt nok, da det med domme fra EU-domstolen stod klart, at Justitsministeriet med bekendtgørelsen overtræder EU-lovgivning.

Kort sagt karambolerer den indførte logning med vores ret til frihed og privatliv, fordi  bekendtgørelsen pålægger teleselskaberne at logge data udifferentieret. Altså at data om vores - dig og mig og alle - telefonaktiviteter bliver registreret og skal gemmes, uden at der skelnes mellem dig, mig og alle og uden, at det er tydeligt defineret til hvilket formål, det gøres.

De to påstande

På domstol.dk fastslår Højesteret om sagens påstand 1, at der er

'Ikke grundlag for at fastslå, at logningsbekendtgørelsen var ugyldig/uanvendelig helt generelt i forhold til alle og uanset de konkrete omstændigheder'.

I praksis har logningsbekendtgørelsen ikke været håndhævet et stykke tid, da justitsministeriet efter en EU-dom i oktober 2020 anerkendte det problematiske ved den.

Derfor var der nok mest interesse rettet mod Højesterets stillingtagen til påstand to. Men med den endte det - som i landsretten - med endnu en ren lussing.

Påstand 2 lyder: 'Nick Hækkerup skal erkende at have undladt at iagttage sin pligt til hurtigst muligt at bringe de danske logningsregler i overensstemmelse med EU-retten'.

Altså: Det kan da godt være, at han og ministeriet satte håndhævelsen på pause i 2020, men det var for langsomt handlet. Det burde være sket tidligere som udløber af EU-domme i 2014 og 2016 (to år, der bød på tidligere EU-domme om logning).

Men den, påstand 2, tager Højesteret ikke stilling til. Argumentationen samt en kommentar fra den tabende part kan læses til sidst i denne artikel. 

Dommen, der udløser ny lov og ny risiko

Udover at Højesteret med dommen afslutter den konkrete sag, betyder offentliggørelsen også, at Danmark fra og med idag har erstattet logningsbekendtgørelsen med den nye logningslov, L93.

En lov, der blev færdigbehandlet i december, men hvor det helt exceptionelt med en bemærkning tilføjet to en halv måned efter, i marts, blev skrevet ind, at den træder i kraft i samme øjeblik, som Højesterets dom i denne sag bliver offentliggjort.

Og en logningslov, der - ligeså exceptionelt - af Justitsministeriets egne folk påstemples at have en hvis procesrisiko. Og med det stempel blev den så vedtaget i Folketinget.

Procesrisikoen i forbindelse med den nye lov, som vi på K-NEWS vender tilbage til med en forklaring af i en kommende artikel, handler kort sagt om dette:

Den generelle udifferentierede logning fortsætter og gør det med afsæt i en trusselsvurdering fra efterretningstjenesten, men den loggede data fortsat benyttes til at efterforske anden kriminalitet end terror, trusler, ikke-voldelig kriminalitet.

Det vender vi som nævnt tilbage til i en kommende artikel. Men den korte version er, at det med L93 en-til-en er det samme, der kommer til at foregå, som hidtil med logningsbekendtgørelsen.

Afvisende dom, der ikke forholder sig til substansen

I landsretten blev der sendt en koldt spand vand i hovedet på Foreningen imod Ulovlig Logning og formanden Rasmus Malvers advokaters forarbejde. Den udlægning kommer fra adjunkt Sune Klinge, der i to artikler er med til at forklare essensen i sagen. En sag, der rammer ned i hans speciale: Gråzoner og fejl, der kan opstå i samspillet mellem dansk ret og EU-ret.

Og, som han siger, er der i den materielle kerne i Malver vs. Hækkerup-sagen, visse paralleller til det begreb, han med sin Ph.d. forsøgte at introducere. Nemlig ’legitim fremdrift’. Altså: Hvor længe er det rimeligt, at et arbejde med at ændre en retstilstand tager? Kan ministeriet argumentere for, at de ikke bare legede syltekrukke, men reelt var grundige og i konstant fremdrift i den fart, den slags nu tager.

Og en sag, hvor han håbede på et obiter dictum. Altså en tilkendegivelse om sagens substans, der reelt ikke påvirker sagens parter. For som han siger i artikel to.

”Malver og company, de har en sag her. Der er noget, der knaser. Det tror jeg næsten, at selv Hækkerup vil nikke til”.

Blandt andet af den årsag håbede Sune Klinge på, at Højesteret ville tage stilling til noget af det materielle i sagen - også selvom de mååte nå frem til frifindelse.

Hækkerup ønskede ikke at stille op til interview med K-NEWS, hvor vi blandt andet ville spørge til det nik.

Begrundelsen for, at Højesteret ikke pådømmer påstand to, handler grundlæggende om et mangelfulde forarbejde fra sagsøgers side. Den pointe uddyber Sune Klinge i en af vores tidligere artikler.

På Højesterets sprog lyder den sammenfattende begrundelse om
påstand 2 sådan her:

'Højesteret tiltræder, at foreningen ikke har retlig interesse i at få påkendt påstanden [...] at påstanden derfor er afvist. Der er herved lagt vægt på, at påstanden alene angår forhold, der muligt kan påberåbes som anbringende til støtte for en uvis, ikke-nedlagt påstand, og at en pådømmelse af påstanden ikke i sig selv ville have betydning for foreningens retsstilling. Endvidere finder Højesteret, at der ikke foreligger omstændigheder, der uanset det anførte fører til, at foreningen har retlig interesse i at få pådømt påstanden.'

Artiklen fortsætter efter nedenstående billede, der viser udsnit af pdf med den relativt kortfattede dom (pdf med den fulde ordlyd finder du HER).

De 125.000 kr. i sagsomkostninger kommer oveni de 125.000 kr., som Foreningen imod Ulovlig Logning fik pålagt af Østre Landsret. 

"Vi tabte på den værst tænkelige måde", skrev Rasmus Malver, formand og hoveddrivkraft i den sagsøgende forening, umiddelbart efter offentliggørelsen af dommen.

K-NEWS har efter dommen bedt Rasmus Malver om et par uddybende svar, som vi her bringer et uddrag fra.

"Jeg er skuffet over Højesteret. Vi havde forventet at de ville skrive
deres egne præmisser, selv hvis de kom frem til en frifindelse. At
stadfæste landsrettens fagligt mangelfulde dom er bare absurd [...] EMRK art. 13 og EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder art. 47 giver borgerne ret til effektive retsmidler, når det drejer sig om opretholdelsen af vores rettigheder. Vores argumenter blev ignoreret af
både lands- og Højesteret.

Ligeledes efter dommen og som opfølgning på Sune Klinges pointer om blandt andet et mangelfuldt forarbejde fra sagsøgers side, har vi spurgt Rasmus Malver om den udlægning fra Sune Klinge, som jo reelt er en påstand om, at Foreningen mod Ulovlig Logning og deres advokat har lavet et par grundlæggende fodfejl. Og det er derfor, de nu har tabt også ved tredje instans med et brag og på den værst tænkelige måde.

Kort opsummeret lyder Sune Klinges vurdering, at påstandsformuleringen ikke var skarp nok, samt at det havde været mere oplagt at bede domstolene, som vi ved de nu er indrettet, tage stilling til tvisten som et erstatningssøgsmål.

Til de to påstande siger Rasmus Malver, nu hvor sagen er endeligt afsluttet.

"Vi har løbende været i dialog med Sune Klinge, og er ikke enige i at det er så simpelt. I medierne omtaler han godtgørelse for visitation og ransagning som en simpel affære, men faktum er at borgere ikke får godtgørelse for nogen af de to ting. Kun i ganske særlige tilfælde ydes der godtgørelse, og hvis man ikke har været i medierne er det praktisk umuligt. Bl.a. derfor valgte vi ikke at stævne med en påstand om betaling af kompensation."

Og, afrunder Rasmus Malver.

"I dag har mange gjort sig kloge på vores bekostning. Jeg har arbejdet ulønnet i 5 år, og har lyttet til alle som havde noget at sige, før sagen kom for retten. Hvis det var så let at vinde over den danske stat som mange giver udtryk for, ville vores sag slet ikke have været nødvendig."

De to artikler med den fulde historie, som vi har udgivet som optakt til sagens afgørelse, inklusive Sune Klinges analyse og kommentarer samt interview med politikeren, der har kæmpet for - og tabt - slaget om at ændre, hvordan vi logger data, kan du læse under overskriften: Fra lussingen fra landsrettens afgørelsens time i Højesteret - HER.