I Californien har fødevaregiganten Nestlé betalt myndighederne et symbolsk beløb for til gengæld alene i 2018 at kunne sætte 7,8 mia. dollars ind på firmaets konto. Kampen om verdens vandressourcer er udfordret flere steder på grund af øget kommercialisering og klimakrisen, og derfor er det nærliggende at spørge, hvem der egentlig har ret til at eje vores drikkevand.

Hvem ejer egentlig retten til vores drikkevand? Det korte svar er dig og mig. Men det længere svar er langt mere interessant. For der er flere mekanismer rundt om i verden, som udfordrer vores ret til rent drikkevand og med det vores ret til en af de helt fundamentale behov for overhovedet at være i live.

I 2018 pumpede fødevaregiganten Nestlé rundt regnet 45 mio. gallons (1 gallon=4.5 liter), svarende til 203 mio. liter kildevand op fra den californiske Strawberry Creek for at hælde det på plastikflasker og sælge dem videre til forbrugerne. I gårsdagens The Guardian kunne man læse, at selvom de statslige myndigheder er i fuld gang med at undersøge, om Nestlé overhovedet har de rette tilladelser til at pumpe vandet ud af området, så gav det amerikanske Forrest Service i 2017 Nestlé en ny fem-årig aftale på udvinding af vand.

Mens vi herhjemme tager det for givet, at vi til en hver tid bare kan åbne vandhanen og få det vand, vi skal bruge, så er der flere steder i verden, hvor rent drikkevand er blevet en eftertragtet handelsvare. For mens klimakrisen og øget ulighed flere steder i verden gør det svært for verdens fattigste at få adgang til rent drikkevand, så tjener multinationale selskaber styrtende på at hælde kildevand og endda også postevand på plastikflasker og sælge det langt dyrere, end hvad postevand koster. 

I 2017 kunne man bl.a. læse i Financial Times, hvordan CEO hos forsyningsvirksomhedern Suez Jean-Louis Chaussade kaldte vand for det nye olie. For der er mange penge i vand. Mens en liter benzin dags dato står til ca. 11 kroner pr. liter, er det ikke unormalt, at du som forbruger kan supplere dit køb med en halv liter vand i butikken til 16 kr.

Som tingene er i dag, må ingen tjene penge på vand fra hanen her i Danmark. Det er vigtigt, at drikkevandet forbliver på borgernes hænder, da vand er en altafgørende fødevare. Uden vand intet liv

 

Den juridiske ret til vand

Hvem har retten til vores drikkevand? Umiddelbart er der ikke nogen paragraf i dansk lovgivning, der direkte forholder sig til placering af et reelt ejerskab i forhold til vores vandforsyning. Vandforsyningsloven udstikker rammerne for selve forsyningslinjerne, vedligeholdelsen af disse samt tilsyn, men den egentlige ret til drikkevand er ikke nævnt.

Man skal derimod kigge i retning af FN, der allerede i 2010 erklærede rent vand som en grundlæggende menneskeret. Her stemte 122 af FN's 192 medlemslande for en resolution, der indkorporerer retten til rent drikkevand i FN's generelle menneskeretserklæring. 

Rent drikkevand har også fået sit eget verdensmål i FN's 17 SDG'er, hvor verdensmål nummer 6 retter sig direkte mod den frie adgang til rent drikkevand for alle verdens borgere.

I Danmark er det brancheforeningen Danske Vandværker, der forvalter danskernes drikkevand, og for direktør Susan Münster er det helt afgørende, at retten til drikkevand fortsat gælder alle på lige vilkår. 

"Som tingene er i dag, må ingen tjene penge på vand fra hanen her i Danmark. Det er vigtigt, at drikkevandet forbliver på borgernes hænder, da vand er en altafgørende fødevare. Uden vand intet liv. Vi arbejder for, at vores politikere ikke ændrer på den nuværende model", siger hun til K-News.

I september 2016 præsenterede den tidligere regering en ny forsyningsstrategi, der åbnede op for muligheden for at øge liberaliseringen af danskernes forsyningslinjer, og herved også vores vandforsyning. Her stod der bl.a. at "regeringen vil konkurrenceudsætte de dele af sektoren, som ikke udgør et naturligt monopol". Et tiltag, som Susan Münster forholder sig meget kritisk til. 

"Hvis vi begynder at betragte vores drikkevand som et almindeligt produkt, der skal konkurrenceudsættes, risikerer vi, at de kommercielle interesser bliver for store. Vores nuværende model, hvor vandforsyningerne er underkastet 'hvile i sig selv-princippet', sikrer, at vi har en velfungerende og veldrevet vandsektor. Ønsket om at tjene penge på vores drikkevand kan føre til kortsigtede optimeringer, manglende investeringer og vedligehold af anlæg. Og det kan betyde en stor trussel for forsyningssikkerheden", siger hun.

Jeg synes, det er et skrækscenarie, der på ingen måde er tænkt til ende. Vandet er vores alles, og det skal staten og kun staten have mulighed for at råde over

At sælge luft på flaske

I en TedTalk i Hamborg tidligere på året sammenlignede Jesper Kjeldsen, CEO hos Postevand, det at sælge at vand på flasker med det at sælge den luft, vi alle indånder, på flaske. Noget kineserne allerede praktiserer på grund af deres massive luftforurening.

Scenariet virker umiddelbart langt ude - at forestille sig, at virksomheder skulle kunne tjene penge på den luft, vi indånder. Men det er ikke desto mindre samme princip, som ifølge Jesper Kjeldsen ligger bag de store fødevarevirksomheders milliardforretninger inden for drikkevand på flaske.

For mens Nestlé tjener milliarder på at hælde vores gratis drikkevand på flasker og sælge det selvsamme vand tilbage til os til uhørt overpris, så mener virksomheden selv, at vand skal være en menneskeret. På firmaets danske hjemmeside er der anført en hel side, der eksplicit tager stilling til spørgsmålet om vand. Her står der bl.a. at:

"Nestlé mener stærkt, at vand er, og fortsat skal være, en menneskerettighed: alle mennesker skal have adgang til rent vand, til drikkevand og sanitet. Det store spørgsmål er ikke, om adgang til vand er en rettighed – for det er det! – men hvor meget vand man har ret til. Det er en menneskeret at have adgang til det vand, man skal bruge for at drikke, vaske sig, lave mad, vaske tøj osv. Men ud over det mener Nestlé, at vand bør have en pris, for at undgå et unødvendigt spild af en knap ressource. For verdens vandressourcer er kraftigt under pres fremover."

Og netop mængden af vand og prisen er omdrejningspunktet. For mens Nestlé hiver vandet ud af de naturlige kilder i naturen og sælger det på flaske, så er der allerede nu eksempler på lokalmiljøer i nærheden af den canadiske storby Toronto, der oplever, at deres naturlige vandforsyninger tager skade af Nestlés udvinding af vand

Jesper Kjeldsen er da også bekymret for måden at kapitalisere på vores drikkevand.

"Grundvandet tilhører os alle, og det bør ingen være i tvivl om. Mange af de store "kildevands"-virksomheder har i flere år været bannerfører for en kampagne, der forsøger at bilde forbrugeren ind, at det vand, de har i deres plastikflasker, skulle være bedre - selv om det oftest er helt almindeligt grundvand. Vandet kommer fra en helt almindelig grundvandsboring, der oftest blot er navngivet efter virksomheden. Det er snyd og grænser til vildledning", siger han til K-News.

Han ser hele snakken om liberalisering af adgangen til drikkevand som et skrækscenarie.

"Jeg synes, det er et skrækscenarie, der på ingen måde er tænkt til ende. Vandet er vores alles, og det skal staten og kun staten have mulighed for at råde over. Vi har dog alle ansvaret for at passe på det."

Med virksomheden Postevand har Jesper Kjeldsen og hans team forsøgt at vende forretningsmodellen på hovedet. Budskabet bag er, at forbrugerne skal drikke vand af hanen, hvis de kan komme til det. Og dermed altså en opfordring til ikke at købe Postevands kartoner med postevand i. Ifølge Jesper Kjeldsen giver det dog god mening. 

"Vi har aldrig lagt skjul på to ting. For det første anbefaler vi altid, at man drikker vand fra hanen, når man har muligheden for det. For det andet er vi en virksomhed. Men vi er en virksomhed med en sag, og det er sagen, der til enhver tid er styrende for det, vi foretager os. Det kræver, at man er kompromisløs i de valg, man skal træffe og ikke lader sig lokke, med muligheden for at tjene 'lette' penge. feks. ved at eksportere til udlandet, som vi aldrig kunne finde på, men som vi ofte bliver spurgt til. Derudover skal man give tilbage. Det gør vi ved, at ud af vores overskud planter vi et træ i Danmark pr. 100 karton, vi sælger. Ligeledes er vi netop blevet færdige med vores app, der skal vise alle de steder i Danmark, hvor man kan få gratis vand. Vi indsamler ingen data på denne app, det er blot vores 'free meal' og vores ønske om at forbedre adgangen til drikkevand uden om det emballerede marked", fortæller han.

Og så tilbage til det lange svar på spørgsmålet om, hvem der har retten til vores drikkevand: I Danmark ejer vi stadig retten til vores drikkevand selv. Og ifølge FN er det ligeledes stadig en menneskeret og bør fremadrettet også være det. Men det ændrer ikke ved, at store firmaer tjener milliarder på flaskevand. Og som med eksemplet i Toronto kan det altså ende med at gå ud over vores fundamentale menneskeret. 

K-News har forsøgt at få fat i Nestlé Danmark for en kommentar, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Del

Hvem ejer retten til en af de vigtigste forudsætninger for liv?


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak