01. juli 2021 - Straf og gæld

"Hvorfor skulle jeg overhovedet finde et lovligt arbejde?"


Anders er gældsat, før han er løsladt, som resultat af sagsomkostningerne i hans straffesager. For det danske system har længe været bygget op sådan, at du som dømt skal betale de "nødvendige" sagsomkostninger - de sidste 4 år også med 8,05 % renter. 

Systemet er ikke kun et problem for de løsladte, det udfordrer også retssikkerheden, mener kriminolog Annette Olesen, og det er blevet værre frem for bedre siden hun dokumenterede det første gang.

Tekst og foto: Viktoria Egebak Winge


Anders er indsat og afsoner sin 12. fængselsdom. Han er i gang med en uddannelse under sin afsoning og modtager SU, som han delvist bruger på  den gæld, der er fulgt med straffesagerne mod ham.

 

Hvis man bliver kendt skyldig i en straffesag, skal man betale de nødvendige udgifter, der er forbundet med sagen. Sådan er vores system bygget op.

Dog er der længe blevet tegnet et klart billede af, at reglerne har store konsekvenser for især de løsladte, der ønsker at leve et kriminalitetsfrit liv.

En af dem, som mærker reglerne på sin egen krop er Anders. Han er 37 år gammel, og han har været ind og ud af straffesystemet, siden han var 16 år gammel. Han afsoner lige nu sin 12. fængselsdom, og han har måtte affinde sig med, at han aldrig bliver gældfri:

”De sagsomkostninger og renter, som jeg har, er bare så åndssvagt store beløb, at jeg bare tænker: Hvorfor skulle jeg overhovedet finde et lovligt arbejde?”

 

"Dum fordi jeg tager en uddannelse"

Alligevel har Anders valgt at tage en 180 graders vending. Han har taget en studentereksamen, stoppet med at ryge hash og tage stoffer og læser nu til ingeniør i fængslet.

”Jeg er flere gange blevet beskyldt for at være dum, fordi jeg tager en uddannelse,” fortæller Anders.

Dumhedsstemplet kommer fra hans medindsatte og andre, der kender til hans gæld. Folk der ved, at det han kommer til at tjene ved ærligt arbejde f.eks. med den uddannelse han er i gang med at tage, i høj grad vil gå til gældsbetalingen.

”Altså de trækker jo alligevel alle pengene igen, så det er jo bare for oplagt at fortsætte i samme kriminelle spor”, fortæller Anders og tilføjer, at det ikke er den nemme vej at leve kriminalitetsfrit.

Anders opgør selv, at han hver måned betaler ca. 400 kr. af sin SU til omkostningerne fra hans straffesager:

"Prøv at tænk på, når jeg får min ingeniørløn. Hvor meget de så har tænkt sig at tage?" siger Anders, der ikke regner med at få udbetalt mere end en studerendes løn som færdiguddannet.

Vi er simpelthen ved at save den gren over, som vi sidder på. Det er for mange penge, som bliver pålagt mennesker, der ikke kan betale.

Lektor i kriminologi på Aalborg Universitet, Annette Olesen har de sidste små ti år bl.a. beskæftiget sig med reglerne om sagsomkostninger i straffesager.

"Vi bruger penge på at resocialisere borgere, vi vil inklusion og vi vil understøtte de her mennesker, men vi har det her gamle levn af regler, som vi har holdt fast i så længe."

Hun siger, at hun siden sin ph.d.-afhandling i 2013 gentagne gange har berettet om, hvordan sagsomkostninger i straffesager indvirker kontraproduktivt på det resocialiserende arbejde og er en hæmsko for de løsladte, der gerne vil leve kriminalitetsfrit og bidrage aktivt til samfundet.

Men det politiske fokus har ikke været på resocialisering. Tværtimod blev situationen yderligere tilspidset i 2017, da man tilføjede en tilskrivning af en årlig rente på 8,05 %, som led i den tidligere regerings indførsel af en ensartet strafrente på gæld til det offentlige. Det har betydet, at mange løsladte nu befinder sig i et gældsfængsel på livstid.

 

Fantasimilliarder

I 2020 kom Annette Olesen med ny viden om den gamle problemstilling i en antologi og kronik i Berlingske. Og særligt en ny beregning har fået opmærksomhed. Det ventes nemlig, at den samlede gæld fra sagsomkostninger i straffesager vil stige fra fire milliarder kroner til 13 mia. kroner om ti år.

”72 % af dem, der skylder de her penge, kan ikke betale, og de står vel at mærke registreret for 80% af gælden. Så vi er simpelthen ved at save den gren over, som vi sidder på. Det er for mange penge, som bliver pålagt mennesker, der ikke kan betale.”

Man må altså konstatere, at man ikke kan klippe håret af en skaldet. For hvis 72 % af de domfældte ikke kan betale 80 % af en gæld, der kun stiger, så kan hvad der ligner et tilgodehavende for staten egentlig være fiktivt:

”Jeg kalder det ’fantasimilliarder’, fordi det på bundlinjen kan se ud som et tilgodehavende for staten. Velvidende, at det er et tilgodehavende, som vi har hos en debitor, der ingen betalingsevne har. Så det er jo i princippet bare noget, vi ’leger’. Som det er nu, er det skatteborgernes penge, der bliver brugt på at forsøge at inddrive den ubetalelig gæld," fortæller Annette Olesen og tilføjer:

"Man kan jo tilskrive nok så mange renter, men når skyldnerne ikke kan betale af på hovedstolen, så kan de heller ikke betale rentes rente. Så rentetilskrivningen er jo bare at få problemet, der allerede inden 2017 var stort, til at vokse.”

Antologiens alarmeringer er i 2021 ved at trænge igennem murene på Christiansborg. Der er ved at være en generelt politisk overbevisning om, at man skal ændre reglerne om sagsomkostningerne, og SF har fremsat et nyt beslutningsforslag, B 273, om ændring af reglerne om sagsomkostninger i straffesager.

AnnetteOlesen-artikel-fra-DR

Udsnit fra artikel på dr.dk i maj 2014 med Annette Olesen, efter hun havde forsvaret sin ph.d. og var en af vinderne i DR's ph.d. cup.

 

Selvom Annette Olesen glæder sig over, at sagsomkostninger i straffesager atter er kommet på den politiske dagsorden, så mener hun, at det er vigtigt at få nuanceret problemstillingen, så vi ikke blot reducerer sagsomkostninger i straffesager til at handle om resocialisering og samfundsøkonomi, men også har retssikkerheden for øje.

”Der er nogle udfordringer på det her område, hvor vi ikke ved nok om, hvordan tingene foregår i praksis, og det står i vejen for, at vi kan værne om de dømtes retssikkerhed. Der er ikke ret mange, der sympatiserer med de her borgere, men det ændrer ikke på, at retssikkerheden skal gælde for alle. Det er vigtigt at huske, for det er jo det, som gør vores samfund til en retsstat."

Har du råd til at ringe til din forsvarer?

En central udfordring er spørgsmålet om, at økonomi får en plads i ens straffesag.

I studiet Løsladt og gældsat fulgte Annette Olesen 41 dømte gennem straffesystemet. Ud af de 41 førstegangsdømte vidste kun 3, at de skulle betale for sagsomkostningerne i sagen. Og det vidner først og fremmest om en stor oplysningsproblematik.

”Det tyder på, at der er en uvidenhed om det her, og det er jo fordi, at det ikke er i fokus,” fortæller Annette Olesen og henviser til, at sagsomkostningerne kommer i anden række for de tiltalte, der først og fremmest har fokus på, om de bliver dømt og/eller skal i fængsel.

Og problemet forsvinder ikke, fordi de tiltalte kender til sagsomkostningerne. Her begynder de nemlig bare at tænke økonomi ind i straffesagen:

”Der går jo simpelthen hjernegymnastik i det. De begynder at overveje, om de skal ringe til deres forsvarer, fordi det koster penge. De bliver i tvivl, om de skal anke, selvom de ikke mener at have fået en fair dom, for tænk nu hvis de skal betale endnu mere.”

For Annette Olesen er det uhørt, at det skal være et økonomisk spørgsmål, om man tør anke eller ringe til sin forsvarer.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, det er foruroligende, vi lever i en retsstat, hvor der bliver tænkt økonomi ind i straffesager på den her måde.”

 

Grå zoner og sort boks

Et andet retssikkerhedsmæssigt problem finder vi i den uensartede fortolkningspraksis af ”nødvendige udgifter”.

Hvis man bliver dømt skyldig i en straffesag, tilskriver retsplejelovens §1008, stk. 1, at man skal betale de nødvendige udgifter. Disse kan foruden forsvarssalær inkludere udgifter til efterforskningsskridt som lægefaglige eller retsmedicinske undersøgelser og erklæringer og andre former for tekniske og regnskabstekniske undersøgelser. Men hvornår en sådan udgift er nødvendig står hverken beskrevet i retsplejeloven eller lovens forarbejder.

Annette Olesen peger på, at selv i den juridiske litteratur er der ikke en ensartet fortolkning af, hvornår en udgift kan betragtes som nødvendig for straffesagens behandling, eller hvordan udgifterne bliver vurderet og pålagt.

”Det er lidt sådan en sort boks, som man stadig tumler med.”, fortæller Annette Olesen og fortsætter:

”Specielt tænker jeg på sager, hvor det ender med, at man erklærer sig delvist skyldig, og man så bliver idømt den del, som man erklærede sig skyldig i, men hvor anklagemyndigheden forsøgte at løfte bevisbyrden for alle forhold. Hvordan bliver de nødvendige omkostninger i en sådan sag regnet ud? Den samme usikkerhed finder man i sager, hvor en tiltalt undervejs i efterforskningen tilstår, og politiet alligevel vælger at foretage efterforskningsskridt ’for en sikkerheds skyld’. Hvem betaler for dem? Det er ret uvist, hvordan det bliver udregnet i disse situationer.”

Blot som et eksempel på en anden gråzone nævner Annette Olesen de sager, hvor der er flere tiltalte i samme sag. For hvis en DNA-prøve viser et match med en tiltalt, er det så den tiltalte med DNA matchet, der skal pålægges udgiften, hvis personen bliver fundet skyldig, eller er det de tiltalte, hvor der ikke var et DNA match? 

Hvad Annette Olesen kalder den mest iøjnefaldende gråzone er de situationer, hvor anklagemyndigheden vælger at anke sagen, og dommen bliver skærpet. Skal den dømte så også betale de nye udgifter?

”Sådan er vores system lige nu, og det synes jeg er problematisk. Selvom den dømte har været samarbejdsvillig hele vejen igennem, men anklagemyndigheden mener, der er tale om en såkaldt fejldom, så kan den dømte ende med en ekstra regning for ankesagen, hvis dommen får et ugunstigere udfald. Det har jeg svært ved at se rimeligheden i”

Annette Olesen fortæller, at hverken forsvarerne eller dommerne har et reelt overblik over de nødvendige omkostninger foruden forsvarssalær. Forsvarene har ikke adgang til at vide, hvad det er for nogle udgifter, politiet pålægger deres klienter. Derfor kan de heller ikke gå ind og vurdere dét. Og de nødvendige omkostninger underlægges heller ikke rettens vurdering. Pålæggelsen af sagsomkostninger adskiller sig på den måde markant fra praksis i civilretten, som er meget mere gennemsigtig og har et helt andet krav om beløbsspecifikation.

”Jeg vil sige, at hvis det her handlede om andre mennesker end domfældte i straffesager, så ville vi alle råbe vagt i gevær og snakke retssikkerhed”, påpeger Annette Olesen.

Anders-ryger

Anders er ikke hans rigtige navn. Af hensyn til fremtidige jobmuligheder, han håber på via uddannelsen som ingeniør, han er ved at tage, ønsker han ikke at optræde i K-NEWS med sit rigtige navn eller vise sit ansigt.

Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak