09. april 2021 - Predictive policing

Man er uskyldig indtil algoritmerne har regnet sig frem til, at du måske er skyldig på et tidspunkt


Fænomenet predictive policing har været en del af det danske politi i snart fem år via systemet POLINTEL, der er udviklet af det amerikanske firma Palantir. Predictive policing og de muligheder, der følger med fænomenet, har dog vist sig at have store faldgruber, og det har fået flere amerikanske politidistrikter til at opsige samarbejdet med Palantir. For mens tiden er til at analysere hot times og hot spots, så er vi langt fra kunne analysere hot persons, mener professor Henrik Stevnsborg.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: Shutterstock


Tænk hvis man kunne opretholde et samfund uden kriminalitet, og hvor evt. kommende kriminelle handlinger blev stoppet før de overhovedet fandt sted. 

Scenariet ville givetvis betyde et ordentligt indhug i advokaternes forretning - eller måske i stedet en anden praksis, hvor man skulle forsvare de mennesker, der påkalder sig uskyldighed, mens anklagen fra tilgængelige datasæt lyder, at den tiltalte med x procents sandsynlighed f.eks. ville have myrdet tiltaltes ekskone.

Hvorom alting er, så er fænomenet predictive policing bredt debatteret både internationalt og inden for landets grænser. Trådene til Philip Dicks novelle 'The Minority Report' fra 1956 og senere Steven Spielbergs film fra 2002 af samme navn er mange og mildest talt fortærskede. Mutanter og/eller orakler liggende i et badekar med elektroder påklistret begge hjernehalvdele er selvfølgelig ikke en realitet, hverken i nær eller realistisk fremtid.

Men ideen om forudseende politiarbejde er derimod virkelig og realiteten er, at man gennem de seneste årtier har arbejdet målrettet på at skabe digitale systemer, der via mønstergenkendelse og algoritmisk analyse kan forudsige, hvor og hvornår der bliver begået kriminalitet næste gang. Udgangspunktet er, at kriminalitetsforskning har vist en sammenhæng, svarende til seismologisk aktivitet, hvor fortidens mønstre og datasæt kan applikeres til fremtidige scenarier. 

 

Et skridt frem og to tilbage

Men mens teknologien har oplevet noget nær en renæissance de sidste ti år, så er har udviklingen inden for predictive policing mødt barrierer, der har betydet, at man flere steder at ved at rulle implementeringen tilbage igen.

Ifølge Henrik Stevnsborg, dr. phil. og professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet kan man dele udviklingen inden for predictive policing op i tre udviklingsfaser - 1.0, der handler om hot spots (hvor bliver der begået kriminalitet næste gang), 2.0, der handler om hot times (hvornår bliver der begået kriminalitet næste gang) og 3.0, der handler om hot persons (hvem begår kriminaliteten næste gang).

I artiklen 'Hot spots, hot times, hot persons - om fænomenet predictive policing' i det kommende nummer af Tidskriftet for Kriminalret skriver Henrik Stevnsborg, hvordan udviklingen har taget fart de sidste år, men også hvordan særligt de to første udviklingstrin i vid udstrækning har vist sig at være en succes. 

"Skønt erfaringerne med predictive policing generation 1.0 og 2.0 således ikke er 100 % entydige, så er de dokumenterede succeshistorier på den anden side tilstrækkelig mange og tilstrækkelig overbevisende til, at man må konstatere, at det er meningsfuldt at søge at afdække og forudsige kriminalitetsmønstre for så vidt angår hot spots og hot times. Predictive policing kan selvsagt aldrig give fuld vished; men ud fra Repeat- og Near repeat effekten – sammenholdt med faktuel viden om forbryderes comfort zone, om kritiske tidspunkter og om vejrforhold – kan der samles datapunkter, der kan danne grundlag for ret så præcise analyser", skriver han.

Der hvor problemet imidlertid opstår er ved den tredje. Altså ideen om, at man kan forudsige, hvem der næste gang vil begå kriminaliteten. Kritikken rejst mod de første to udviklingstrin forholder sig primært til de problematiske risici forbundet med masseovervågning. Men hot persons, altså 3.0, handler om profilering på individniveau. Og det har særligt i USA været genstand for stor polemik, da flere eksempler har vist, at politiets brug af Palantir, der også danner basis for dansk politis brug af POLINTEL, har, med sin enorme evne til at sammenkoble interne og offentlige datasæt, stor risiko for at profilere minoriteter som kommende kriminalitetsudøvere, udelukkende på baggrund af historisk data. En problematik, der bl.a. rejses i dokumentarfilmen 'PreCrime', som viser, hvordan en sort mand overvåges af politiet i en lang periode, fordi en algoritme har indikeret, at han potentielt vil begå kriminalitet i nær fremtid.

 

Opsiger samarbejdet

Kritikken af den individprofilerende del af predictive policing, og ikke mindst konkrete eksempler på, hvordan politiet har udtrukket fejlbehæftede lister med formodede kommende gerningsmænd, har fået flere politidistrikter til helt at opgive at benytte predictive policing. Ifølge Henrik Stevnsborg drejer det sig bl.a. om LAPD og Santa Cruz, der begge i 2020 opsagde samarbejdet med firmaet PredPol, som tilbage i 2011 var stort og anerkendt blandt mange politidistrikter i USA. 

Interessant er det dog, at PredPol, ifølge Henrik Stevnsborg, har holdt fast i, kun at udvikle på de to første faser, nemlig hot spots og hot times, af hensyn til privatlivets fred.

Også i Tyskland har man fravalgt at bruge individuel profilering, ligesom man i Danmark heller ikke går den vej ifølge justitsministeren.

Men Henrik Stevnsborg peger på, at det er en sandhed med modifikationer. For på trods af de negative eksempler fra USA, så er tankerne om hot persons langt fra død, heller ikke herhjemme, hvor vi i høj grad profilere flyrejsende i forbindelse med det fælleseuropæiske samarbejde, hvor man siden 9/11 har haft et skarpt øje rettet mod at undgå lignende situationer. 

Derfor henviser Henrik Stevnsborg da også til, at man som borger i en retsstat skal straffes for sine konkrete handlinger, også i fremtiden. 

"(...) det er præcis derfor, at strafferetten – som modtræk til farlige metafysiske spekulationer – kræver både en ond vilje (mens rea) og en ond handling (actus reus), før der kan pålægges et ansvar. Den subjektive side er ikke nok; ”der kræves en eller anden form for handling (eller evt. undladelse)”, da det er den objektive handling, der tjener til bevis for ”hvilken konkret handling, gerningspersonen har forsæt til at begå”."

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak