Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: Alexandros Michailidis / Shutterstock.com



23. marts 2020 - COVID-19

I Ungarn bruger Orban coronakrisen til at afvikle demokratiet


Ifølge Reuters vil den ungarske regering vedtage et lovforslag, der giver regeringen hjemmel til at udvide den nationale nødsituation på ubestemt tid. EU-ekspert kalder det en 'de facto afvikling af demokratiet'.


At lande som Polen og Ungarn har et lidt andet forhold til domstolenes uafhængighed og magtens tredeling som demokratisk fundament, er ikke noget nyt. Her på K-News har vi tidligere sat fokus på problematikken i særligt Polen, bl.a. i denne episode af vores podcast, der handlede om netop problemerne med et større reformprogram i Polen. 

Men nu vil Victor Orban i Ungarn udnytte coronakrisen til at give regeringen endnu mere magt. Det skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet vil den ungarske regering bede parlamentet om tilladelse til at forlænge den nationale nødretstilstand på ubestemt tid. Et tiltag, der ifølge den ungarske regering skal sikre, at coronasmitten ikke spreder sig yderligere. 

Men modstandere kalder forslaget fra den ungarske regering for bekymrende, da det reelt vil give regeringen ubegrænset magt, da lovforslaget betyder, at man lukker parlamentet, og at der ikke afholdes valg, så længe nødretstilstanden opretholdes.

En af de eksperter, der ser med stor bekymring på det ungarske lovforslag, er direktør for Tænketanken Europa Lykke Friis, der til Berlingske kalder det for en "de facto afvikling af demokratiet". 

Også advokat Kim Lane Scheppele fra Princeton University kalder det bekymrende. Ifølge Berlingske udtaler han til Neue Zürcher Zeitung, at Viktor Orbans regering med forslaget vil kunne vedtage nye love og selv beslutte, om de vil bruge de eksisterende. Landets forfatningsdomstol vil blive den eneste myndighed, der fører tilsyn, og den støtter i forvejen regeringen.

"Loven udstyrer Orban med fulde diktatoriske beføjelser", siger Kim Lane Scheppele ifølge Berlingske.

Del

I Ungarn bruger Orban coronakrisen til at afvikle demokratiet


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder