05. januar 2022 - Greenwashing

Landsretten skal tage stilling til Danish Crowns klimavenlige grise


I efteråret stævnede flere grønne NGO’er Danish Crown for greenwashing i forbindelse med en kampagne, der indeholdte udsagn som ‘klimakontrolleret’.

Sagen blev i går henvist fra byret til landsret, da det blev vurderest, at den er af principiel karakter. Advokaten, der fører sagen for NGO’erne, er glad for medhold fra byretten.

Tekst: Cecilie Uhre /Foto: Pressefoto og shutterstock


“Vores grise er mere klimavenlige, end du tror” og “Klimakontrolleret” - det er de to udsagn, der er i fokus i det søgsmål, som i går blev henvist fra byretten til Vestre Landsret.

Stævningen er sat af Dansk Vegetarisk Forening og en række grønne NGO’er, der alle sammen hører under paraplyorganisationen Klimabevægelsen. Deres anke er, at Danish Crowns budskab er svært at gennemskue samt vildledende.

Allerede tilbage i september sidste år skrev vi på K-NEWS om sagen, der er den første af sin slags i Danmark. Dengang sagde advokat Marc Malmbak Stounberg, der sammen med sin kollega Kurt Bardeleben fører sagen for organisationerne, at sagen var principiel, og at de derfor anmodede om, at den skulle behandles direkte i landsretten.

Det kan du læse om i artiklen HER, som også går mere i dybden med de to udsagn samt med synspunkter fra Danish Crown og advokat med 20 års erfaring indenfor markedsføring Heidi Højmark.

I dag skriver Marc Malmbak Stounberg også til K-NEWS, at de er glade for, at byretten har givet dem medhold i, at sagen skal for landsretten, og at sagen formentlig vil få stor betydning.

“Da der ikke tidligere har været ført sager om greenwashing ved de danske domstole, vil sagen formentlig få stor betydning for forbrugernes fremtidige beskyttelse mod vildledende udsagn om klima i markedsføring,” skriver han i en mail til K-NEWS.

Samtidigt afviser han heller ikke, at sagen kan ende helt ved Højesteret, men understreger at det stadig er for tidligt at sige noget om.

Del denne artikel

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak