15/03/2023 - Podcast

Legaltech kan gøre klienterne til advokaternes reelle konkurrenter


Den seneste udvikling af legaltech-løsninger flytter konkurrencen mellem legaltech-virksomhederne, advokathusene og klienterne. For i takt med flere ”digitale hyldevarer” kan klienterne presse advokathusene, der kan være tvunget til at gentænke deres ydelser, lyder det fra legaltech-stifter.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg



Billede: Christian Hjortshøj (tv) og Jens Bang Liebst. Foto: Rasmus Lehmann Hylleberg / K-NEWS

 

Der kommer flere hyldevarer i det digitale supermarked. Og det betyder flere og billigere løsninger for klienterne, der kan presse advokathusene til at gentænke, hvilke rådgivningsydelser de udbyder.

Sådan lyder det fra stifter af legaltech-virksomheden Juristic Christian Hjortshøj. Men inden vi kommer til, hvad det betyder, så skal vi lige forbi status på legaltech anno 2023.

Christian Hjortshøj ser en udvikling i advokatbranchens evne til at adoptere og diskutere legaltech, der er blevet langt mere jordnær og realistisk.

”Det er ikke længere en situation, hvor vi diskuterer, at der kommer en AI, for det bliver meget fluffy. Men der er måske kommet nogle løsninger, der kan hjælpe konkret på nogle parametre i den her værdikæde, som advokaterne arbejder med, og som bliver klientvendt. Og så kan vi som legaltech-firma måske i højere grad i dag bidrage til advokatfirmaernes forretningsmodeller, og det har nok været en udfordring tidligere. Den udvikling er relativt ny, og det kan jo godt pege på, at legaltech er ved at få et fæste.”

Han bakkes op af Jens Bang Liebst, medstifter og partner hos Aumento Advokatfirma, og idémand på kontorfællesskabet Copenhagen Legal Tech. I den nyeste udgave af podcasten ’Magtens Tredeling’ diskuterer han legaltech-branchens rammevilkår i 2023.

”Vi oplever faktisk, at det for mange af tech-virksomhedernes side bliver nemmere og nemmere at komme i kontakt med de virksomheder, der skal være aftagere af deres produkter, herunder advokatfirmaer, og det er nok lidt en erkendelse af, at digitalisering er en tendens, der går igennem alle brancher. Og hvorfor skulle den ikke også gå igennem advokatbranchen? Man er også blevet bedre til at være testere af de her produkter ude hos advokathusene – man tager måske færre ting ind, til gengæld er man mere forberedt eller meget mere klar på, hvad man gerne vil have ud af det,” siger han og tilføjer:

”Og så er der opstået egentlige ansvarsområder hos advokathusene, der kun handler om at stå for implementering og at få masseret den her teknologi ind i medarbejderne. Det er altså ikke nok at indkøbe teknologi – den skal også indarbejdes i vanerne.”

 

Advokater med robotarme og robotben

Med Copenhagen Legal Tech har Jens Bang Liebst ønsket at skabe, hvad han kalder et ”klubhus”, der fremmer legaltech i Danmark.

”Det er jo et forsøg på at skabe et økosystem, som skaber en kollektiv voksende selvtillid om, at vi virkelig har noget at byde med inden for digitalisering.

Der er nok en fælles erkendelse af, at kurven er begyndt at gå stødt op ad på vej ind i 2023. Det er nu, der skal til at ske noget, og det er også det, vi har mødt, når vi har været ude og tale med de store aktører i branchen.”

(...) det betyder, at klienterne, måske sat på spidsen, i højere grad kan komme til at være konkurrerende på visse dele

 

Senest har en af de helt store udviklinger været ChatGPT, som også har betydning for advokatbranchen som konkret værktøj i advokaternes rådgivning.

”Jeg tror, det bliver en helt naturlig del af vores hverdag på et tidspunkt. Men det her er jo et kvantespring, så jeg tror lige, der skal være en mental tilvænning til det her. Det handler jo ikke om at erstatte mennesker. Men det handler om at give advokater robotarme og robotben og en lille ekstra chip i hovedet. VI skal vedblive med at være ’trusted advisors’ og forstå vores klienter, men selve det at udarbejde ’summaryet’ af ti-siders materiale eller andet, det kommer vi til at bruge teknologien til,” lyder det fra Jens Bang Liebst.

 

Ny konkurrencesituation

Og så tilbage til konkurrenceforholdene i branchen, som, Christian Hjortshøj forudser, vil ændre sig. Han kalder det for ”legaltech-branchens mest spændende perspektiv” og forudser, at klienterne vil spille en langt større rolle i den fremtidige konkurrencesituation.

”Det er klart, at klienten tager jo ikke selv retssagen eller den virkelig komplekse transaktion. Men hvis vi ser på det, der hedder ’legal as a service’, som er det advokaten yder, og så ’legal as a commodity’, som måske er de mere standardiserede hyldevarer, eksempelvis selskabsstiftelse og faste dokumenttyper, det er en række juridiske ydelser, der er de her hyldevarer,” siger han og henviser til, at det dermed bliver klienternes adgang til flere og billigere standardiserede løsninger, der kan bliver udslagsgivende i fremtiden.

”Hvis vi så spørger et lille inhouse-team af jurister blandt SMV'ere, om de vil have lavet deres basale aftaler, terms, GDPR-review eller hvad det måtte være, automatisk og måske 80 procent bulletproof. Så der er 20 procent risiko. De kan få det nu. Og det er gratis. Så tror jeg ikke, der er mange, der siger at de gerne lige vil se, hvad det er først. Og det betyder, at klienterne, måske sat på spidsen, i højere grad kan komme til at være konkurrerende på visse dele, særligt de ting der er hyldevarer, men jeg tror så også, at der vil være flere ting, som er hyldevarer.”

Du kan hører hele udsendelsen dér, hvor du finder dine podcasts.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak