02/06/2020 - Internationalt

”Man kommer ikke langt med at google 'advokat' og 'Spanien,' hvis man vil finde en pålidelig advokat inden for et bestemt område”


Som advokat i en dansk interesseorganisation var Rikke Mynster Johansen på udkig efter et netværk, der kunne hjælpe hende og Dansk Mode & Textils medlemmer med international juridisk viden. Derfor faldt hun over netværket AIJA, der er er blevet en kærkommen samarbejdspartner, når det gælder internationalt udsyn.

Tekst: Ulla Oppermann Blankholm. Foto: Asger Mortensen


Behovet var tydeligt: De mere end 350 virksomheder – fra de helt store tekstilvirksomheder til de små fashionbrands – som Dansk Mode & Textil repræsenterer, har ofte deres gang på forskellige dele af verdenskortet. Det har branche- og arbejdsgiverorganisationen selvfølgelig båret præg af inden for mange forskellige områder; for eksempel ved deltagelse i flere politiske fora, blandt andet EURATEX, en sammenslutning af mode- og tekstilforeninger i Europa. Men Rikke Mynster Johansen, der er advokat og kom til Dansk Mode & Textil i 2015, mente også, at det internationale, juridiske område skulle være et tilbud til medlemmerne.

”Vi havde ingen formaliserede internationale samarbejder på det juridiske område og næsten intet internationalt juridisk netværk, vi kunne trække på. Mange af vores medlemmer vender blikket ud mod verden og vil gerne eksportere til og vækste i udlandet, og derfor er det interessant for dem at komme ind på de udenlandske markeder. Derfor synes jeg, at der var behov for en nem adgang til juridisk rådgivning på det område,” lyder det fra Rikke Mynster Johansen, der derfor undersøgte mulighederne globalt og faldt over organisationen AIJA – International Association of Young Lawyers – som hun blev medlem af i 2017.

Siden hun kom til Dansk Mode & Textil, har hun oplevet, at efterspørgslen på international juridisk rådgivning er steget:

”Efterspørgslen på den internationale juridiske rådgivning har været stigende i de år, jeg har været i Dansk Mode & Textil. Vi er selvfølgelig også begyndt at markedsføre, at muligheden er der – blandt andet, når nye medlemmer kommer til – og det kan også være en medvirkende årsag til interessen,” siger hun.

I maj i år blev hun National Representative for Danmark i AIJA, der holder op mod 20 forskellige events om året rundt om i verden. Hun har selv været til omkring otte events i de to-tre år, hun har været med. Det første var i Girona i Spanien.

”Allerede dér fik jeg kontakt til advokater i 20 forskellige lande. Jeg var helt overvældet af, hvor udbytterigt det var for mig, og hvor god stemningen og ånden var. Det gjaldt virkelig om at lære hinanden at kende – man kunne mærke, at det var en netværksorganisation og ikke bare en vidensorganisation, hvor man deltager i seminarer og så ikke rigtig får skabt noget netværk,” siger Rikke Mynster Johansen og tilføjer, at der var sociale arrangementer om aftenen for netop at etablere det vigtige netværk.

 

Værdifuldt netværk til gavn for medlemmerne

I dag har hun juridiske kontakter i over 50 lande og bruger dem gerne, hvis medlemmerne har brug for rådgivning. Hos Dansk Mode & Textil er alt normalt indeholdt i medlemskabet, men når det kommer til specifik rådgivning i udlandet, er der nødt til at være betaling, fordi Rikke Mynster Johansen som dansk advokat ikke kan rådgive om udenlandsk lovgivning. Derfor bliver sagen givet videre til en udenlandsk advokat, som medlemmet betaler direkte for opgaven.

”Mange af vores medlemmer er ikke kæmpe store virksomheder, som har masser af ressourcer til at finde en advokat i udlandet. Man kommer ikke langt med at google ”advokat” og ”Spanien,” hvis man vil finde en pålidelig advokat i Spanien inden for et bestemt område. Det er rigtig svært, og man skal bruge en masse kræfter på det. Nu kan vi formidle kontakten til en dygtig advokat, og det er alle sammen nogle, jeg har mødt personligt,” siger Rikke Mynster Johansen og uddyber, at hun hjælper med at skære opgaven til for at holde omkostningerne lave og med at forklare den juridiske problemstilling på engelsk. Hun introducerer medlemmet til advokaten – og hjælper med, at medlemmet får aftalt en pris på forhånd.

Hovedformålet er, at medlemmerne bliver hjulpet, og typisk vil de gerne have hjælp til sager om immaterielle rettigheder, hvis et udenlandsk mærke for eksempel har efterlignet et design. Designvirksomheder kan også drømme om kontrakter med store spillere på markedet som Zalando og Net-a-Porter, hvor de fleste blot er glade for at få foden indenfor.

”Der kan det blive svært, hvis kontrakten for eksempel er underlagt tysk lovgivning. Så kan man få en tysk advokat til at løbe kontrakten igennem, så medlemmet er sikker på, at det ikke skriver under på noget, det ikke er interesseret i eller er for risikofyldt. Det samme gælder også for danske virksomheders egne webshops, hvor de sælger og leverer til mange steder i udlandet. Der kan blot det, at man leverer varen i et andet land, betyde, at man kommer ind under landets regler, og det kan derfor blive ret omfattende,” siger Rikke Mynster Johansen.

Medlemmerne får blandt andet også international juridisk rådgivning i forhold til inkassosager, ansættelsesforhold, etablering af datterselskaber i udlandet og håndteringen af influencers.

Samtidig har Rikke Mynster Johansen også mulighed for at ringe rundt og spørge i netværket uden beregning. Det har hun benyttet sig af under coronakrisen, hvor medlemmerne havde brug for at vide, hvilke hjælpepakker de forskellige lande tilbød.

”Det har jeg samlet sammen, og Dansk Mode & Textil har informeret medlemmerne om reglerne, selvfølgelig uden beregning for dem, og på den måde er netværket utroligt værdifuldt,” mener Rikke Mynster Johansen.

 

Globaliseringen stoppes ikke af coronakrisen

Netop her under coronakrisen kunne man tro, at der ville blive skruet ned for globaliseringen og behovet for den internationale juridiske rådgivning, men sådan er det langt fra.

”Jeg har brugt AIJA-netværket utroligt meget under coronakrisen. Nogle af medlemmernes kunder har måske annulleret deres ordrer og vil derfor vide, hvad der er praksis i det pågældende land. Jeg kan kun se, at efterspørgslen vil fortsætte – også efter coronakrisen – globaliseringen vil fortsat være der indenfor det her område. Jeg ser ingen tegn på, at der nu bliver lukket ned for de internationale samarbejder. De er kommet for at blive, og skandinavisk design er ret eftertragtet i udlandet. Jeg tror ikke, at vi kommer til at se, at man indenfor modeindustrien i Danmark ikke længere vil satse på udlandet,” siger Rikke Mynster Johansen, der altid har været meget interesseret i det internationale aspekt i sit arbejde.

Det var også grunden til, at hun tilbød sin hjælp til det, ud over de andre opgaver hun varetager inden for det, de i Dansk Mode & Textil kalder ”handelsjura.” Hun har tidligere arbejdet hos det internationale advokatfirma Eversheds, da det havde kontor i København, og hvor kunderne stort set kun var internationale. Det var her, interessen blev grundlagt.

”De havde advokatkontorer i hele verden, og det er fortsat meget få advokatfirmaer, der har det, i Danmark. Derfor bliver det endnu vigtigere at få skabt de her internationale relationer på en anden måde,” lyder det fra Rikke Mynster Johansen.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak