29. september 2021 - EMD-dom

Ny dom placerer ansvaret for mordet på Litvinenko hos den russiske regering


Mordet på den tidligere russiske agent Aleksandr Litvinenko med det radioaktive giftstof polonium 210 blev foretaget af agenter med tilknytning til den russiske regering og var ikke under den undtagelse i menneskerettighedskonventionens artikel 2, der - firkantet sagt - definerer hvornår stater har lov til at slå ihjel. 

Det slår Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fast efter Litvinenkos enke havde anlagt sag for brud på menneskerettighedskonventionens bestemmelser om retten til liv. Med afgørelsen følger et entydigt ansvar for mordet på Litvinenko, som altså ifølge domstolen hviler på den russiske regering. 

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg / Foto: 1000 Words / Shutterstock.com


Det var under massiv mediebevågenhed, da den tidligere russiske agent Aleksandr Litvinenko i 2006 blev indlagt og på under tre uger mistede livet på grund af forgiftning med det radioaktive stof polonium 210. For hvem kunne få fat i så kraftigt et giftstof, smugle det til London, hvor Litvinenko og hans familie havde fået asyl fem år forinden, og aktivt forgifte en tidligere topagent i den russiske efterretningstjeneste? 

Alle pile pegede mod den russiske regering, hvor den britiske anklagemyndighed allerede i 2007 havde klare indikationer på, at angrebet var blevet udført af russiske agenter. Og siden maj 2007 har spørgsmålet været underlagt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, efter Litvinenkos enke Maria Carter hævdede, at hendes mand var blevet myrdet på en særlig smertefuld måde med direkte eller indirekte støtte af den russiske regering eller agenter tilknyttet til Rusland. I anklagen lød også, at den russiske regering ikke havde gjort nok for at iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af forbrydelsen. 

Og afgørelsen er nu klar fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der i skarpe vendinger og med en afstemning på seks stemmer mod én slår fast, at mordet var udført af de to russiske agenter Andrey Lugovoy og Dmitriy Kovtun.

De to agenters tilknytning til den russiske efterretningstjeneste taget i betragtning konkluderer domstolen, at mordet blev foretaget på foranledning af den russiske regering, og at mordet var et brud på menneskerettighedskonventionens artikel 2, der sikrer retten til livet med ordene om, at "Ingen må forsætligt berøves livet" med mindre der er - som man lidt firkantet kan sige - en god lovlig anledning. Eller som det formuleres i artiklens stk.2:

"Berøvelse af livet betragtes ikke som sket i modstrid med denne artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige:

  • a) for at forsvare nogen mod ulovlig vold;
  • b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig frihedsberøvelse;
  • c) for lovligt at undertrykke optøjer eller opstand"

Ingen af de 'gode' grunde var i spil, i den russiske stats frarøvelse af Litvinenko livet. 

 

Sagens hårrejsende detaljer

Sagens forløb er i sig selv opsigtsvækkende. Ligesom også begivenhederne efter mordet kræver lidt spalteplads.

Lad os spole tiden tilbage til 2006 - her mødes Lugovoy og Kovtun flere gange med deres tidligere kollega Litvinenko i London. Første gang til middag, hvor Litvinenko efterfølgende om natten kaster voldsomt op og er sengeliggende i to dage. På hotellet, hvor Lugovoy og Kovtun boede under opholdet i London, finder myndighederne efterfølgende flere spor efter det radioaktive stof polonium 2010.

De to russiske agenter mødes med Litvinenko en anden og tredje gang, og også her finder myndighederne spor efter det radioaktive stof, hvor de har siddet, spist og overnattet. Tredje gang de mødes, denne gang over en kop te, er den 1. november 2006. Dagen efter mødet begynder Litvinenko at blive meget dårlig og bliver indlagt. Tre uger efter, d. 23. november, dør han. Forgiftet med polonium 210.

Allerede året efter slår den britiske anklagemyndighed fast, at der er nok beviser til at sigte Andrey Lugovoy for mordet på Litvinenko, men den russiske regering afviser at udlevere ham til retsforfølgelse. I stedet giver man Lugovoy plads i det russiske parlament, hvor han opnår parlamentarisk immunitet. I 2011 følger så en anklage mod Kovtun, der også sigtes for medvirkende til mordet. Begge agenter har stadig en arrestordre hængende over hovedet den dag i dag.

Det altoverskyggende spørgsmål i denne sag beror på, hvorvidt mordet på Litvinenko kunne falde under undtagelserne i konventionens art. 2. Men ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er der ingen tvivl om, at mordet blev udført af de russiske agenter. Og på grund af kompleksiteten i planlægningen og udførelsen af mordet er det ligeledes hævet over enhver tvivl, at de to russiske agenter har handlet under direkte eller indirekte indflydelse af den russiske regering og/eller efterretningstjeneste.

Sammenholdt med den russiske regerings nølen i forhold til at ville belyse og efterforske sagen nationalt, slår domstolen fast, at det var Rusland, der stod bag mordet på Litvinenko.

Og dermed tilbage til søgsmålet - for eftersom den russiske regering altså entydigt stod bag udførelsen af mordet, er det i domstolens afgørelse et direkte brud på art. 2 i konventionen om retten til liv. Og altså ikke omfattet af stk. 2. undtagelser ved berøvelse af liv. 

Med dommen følger, at den russiske regering skal betale en tortgodtgørelse på 100.000 euro samt 22.500 euro i sagsomkostninger.

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak