18/05/2020 - Seneste nyt

Ny undersøgelse fra Advokatsamfundet: Hver tredje advokat udsat for trusler


Mere end en ud af tre advokater (38,7 procent) har været udsat for trusler eller chikane indenfor de seneste tre år. Det viser en ny undersøgelse fra Advokatsamfundet.


Trusler mod landets familierets- og strafferetsadvokater er et voksende problem. Det viser en ny undersøgelse fra Advokatsamfundet.

Truslerne handler ikke kun om hademails og vrede opkald, men også om forfølgelse, dødstrusler og optræk til vold – også mod advokaters familie. Der er også tale om påkørsler i trafikken, opskårne dæk og chikane foran advokatkontorer og advokaters private hjem.

”Det er dybt foruroligende og uacceptabelt, at advokater stadig bliver truet i så omfattende grad. Når mere end hver tiende truede advokat oplyser, at de har frasagt sig sager, og det samme antal overvejer helt at opgive at være advokat, så står vi med et alvorligt retssikkerhedsmæssigt problem,” siger Advokatsamfundets generalsekretær Andrew Hjuler Crichton i en nyhed på Advokatsamfundets hjemmeside. 

K-News har tidligere sat spot på problematikken, der desværre er et kendt fænomen, og det fik tilbage i marts 2019 Advokatsamfundet til at nedsætte et kriseberedskab for landets advokater

Truslerne har betydet, at 13 procent har frasagt sig sager og knap 10 procent har overvejet at opgive arbejdet som advokat. 

Advokatsamfundet lavede en lignende undersøgelse tilbage i 2016. I den nye undersøgelse er antallet af advokater, der overvejer at opgive deres hverv som advokat fordoblet siden sidste undersøgelse – fra 5 procent i 2016 til 10 procent i 2020.

Af de advokater, der har deltaget i begge undersøgelser, svarer knap hver tiende, at de har fået endnu flere trusler de sidste tre år. Ni procent har anmeldt truslerne til politiet.

Advokatsamfundet skriver, at de nu vil  igangsætte et nyt arbejde med at se på nye løsninger til at håndtere og forebygge truslerne, da trusler åbenlyst stadig er et problem. Advokatsamfundet arbejder frem mod at kunne præsentere en række tiltag i efteråret,der kan have en effekt.

”Vi er nødt til at undersøge nøjere, hvad der kan gøres. Ikke kun internt med de pågældende advokater, der er truede, men også i samarbejde med andre eksterne parter som bl.a. anklagemyndigheden. Derudover vil vi også kigge nærmere på, om der lovmæssigt kan gøres noget, så advokater bliver bedre beskyttet. Det går vi i gang med at undersøge nu med henblik på at kunne komme med en række konkrete løsninger til efteråret”, siger Andrew Hjuler Crichton.

Du kan læse hele undersøgelsen HER

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak