27. juli 2020 -

Polen trækker sig fra Istanbul-konventionen


Flere tusinde mennesker har igen været på gaden i Polen, efter det er blevet meldt ud, at landet har tænkt sig at trække sig ud af en europæisk traktat, der er blevet sat i verden for at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder. 

Tekst: Amalie Guldborg Olesen Foto: Shutterstock


"Formålet er at legalisere vold i hjemmet," lyder den kontante udmeldning fra Marta Lempart, der har været med til at organisere en af demonstrationerne i Polens hovedstad, Warzawa, som er foregået henover weekenden. Det skriver BBC.

Marta Lemparts kommentar og de flere tusinde mennesker, der har demonstreret i Polen, kommer som reaktion på, at Polens justitsminister, Zbigniew Ziobro, har meldt ud, at Polen vil trække sig fra Istanbul-konventionen.

I 2013 skrev samtlige EU-lande under på Europarådets nye menneskerettighedstraktat, Istanbul-konventionen, der har til formål at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder samt vold i hjemmet.

Zbigniew Ziobro har udtalt, at Istanbul-konventionen er "skadende", blandt andet fordi den pålægger skoler at undervise børn omkring køn. Derudover påpegede han, at regeringen med de seneste års reformer havde gjort nok for at sikre beskyttelse af kvinder. Ziobro argumenterede også for, at konventionen krænkede forældres rettigheder og "indeholder elementer af ideologisk natur".

Denne nyeste udmelding fra Polen kommer i kølvandet på en lang række lovtiltag i landet, der både er blevet udråbt til at underminere retsstaten og demokratiet  – men også lovtiltag, der har forsøgt at begrænse kvinders rettigheder. 

I begyndelsen af coronapandemien forsøgte Polen at få vedtaget en lovændring, der blev afvist i 2016, som ville betyde et næsten totalforbud mod abort. Allerede i forvejen har Polen en af de mest restriktive abortlovgivninger i Europa. 

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Tilmeld nyhedsmail