De sidder der bare: Fængslet - uden at være sigtet. I Europas baggård er 57.000 mennesker ifølge en rapport fra Europakommissionen frihedsberøvet uden at være anklaget eller uden at have en verserende retssag. De sidder lysvågne i de tyrkiske fængsler og er vidne til et kafkask mareridt.
Baggrunden skal vi tilbage til kupforsøget i juli 2016 for at finde, hvor oprørere kørte kampvogne ud i gaderne, og en talsmand erklærede på tyrkisk statsejet tv, at militæret havde taget magten for at redde landet. Præsident Recep Tayyip Ergodan slog hårdt ned: 265 mennesker menes dræbt – og efter kuppet var mislykkedes, begyndte de tyrkiske myndigheder at arrestere folk for at have deltaget i kuppet eller for at have støttet det. Flere end 2.745 dommere og anklagere over hele landet blev beordret anholdt, og mange tusind mennesker blev fyret – ifølge en EU-rapport fra maj i år blev 152.000 politifolk, lærere, sygeplejersker, journalister osv. afskediget. Her tre år efter sidder 57.000 personer som nævnt stadig fængslet, mange uden reelt at vide hvorfor.
Loven er klar: Når de nationale domstole har haft mulighed for at se på en sag, så kan den gå videre til EMD, og fordi det ikke er tilfældet med sagerne i Tyrkiet, hvor de ikke er blevet behandlet nationalt, så er deres beslutning lige efter bogen
Ifølge Jacques Hartmann, der er cand.jur. og forsker ved University of Dundee i Skotland, vedtog den tyrkiske regering efter kuppet en undtagelseslov, som har gjort førnævnte manøvre mulig. Han betegner situationen i Tyrkiet som tragisk.
”For de mennesker, der sidder fængslet, er retssikkerheden ikke-eksisterende. Mange ved ikke, hvad de er sigtet for, og nogle gange er de eneste beviser vidneudsagn fra mennesker, de aldrig har mødt,” lyder det fra Jacques Hartmann, der selv har en studerende fra University of Dundee siddende tilbageholdt i Tyrkiet uden at være sigtet, og derfor også har et helt nært kendskab til retsforholdene i landet.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i tiden efter kupforsøget modtaget tusindvis af sager og har afvist 25.000 med den begrundelse, at de nationale retsmidler skal være udnyttet fuldt ud, før man kan klage til EMD. Ifølge Jacques Hartmann skyldes det ikke, at EMD er bange for at hæve stemmen over for Tyrkiet, men blot at de holder sig til den gældende lov:
”Loven er klar: Når de nationale domstole har haft mulighed for at se på en sag, så kan den gå videre til EMD, og fordi det ikke er tilfældet med sagerne i Tyrkiet, hvor de ikke er blevet behandlet nationalt, så er deres beslutning lige efter bogen. EMD har afsagt mange domme mod Tyrkiet, så det er ikke fordi, de er bange for at dømme landet,” siger Jacques Hartmann.
Diplomatisk nuklearbombe – et forsøg værd
Han mener derfor ikke, at man kan være forarget over, at EMD i de tidlige sager ikke har gjort mere i denne situation – og vender blikket mod Tyrkiet.
”Der er ikke nogen tvivl om, at man i dag kan sætte spørgsmålstegn ved, om det tyrkiske retssystem virker. Jeg kan sagtens følge den frustration, man må have, hvis man sidder fængslet i Tyrkiet, for hvad er løsningen? Jeg har indtryk af, at mange slet ikke har henvendt sig til det nationale retssystem, fordi de ikke har nogen som helst tiltro til det, men blot er gået direkte til EMD,” fortæller Jacques Hartmann og uddyber, at meldingen fra Tyrkiet lyder, at retssystemet virker fint.
Menneskerettigheder er ikke populære i øjeblikket, og der blæser populistiske vinde, der tegner et billede af, at menneskerettigheder er lig med for megen indgriben i forhold til nationalstaterne
Lige efter kuppet var der undtagelsestilstand, men nu står vi tre år efter, og derfor bør der ifølge Jacques Hartmann ske noget nu.
”Jeg så meget gerne, at en anden stat anlagde sag mod Tyrkiet ved at bruge den mellemstatslige klageadgang under artikel 33. Den bliver ikke brugt så tit, men den er helt oplagt her, hvor over 50.000 mennesker er frihedsberøvet tre år efter kupforsøget. Det er en diplomatisk nuklearbombe – det er jeg godt klar over. Tit er landene ikke så meget for at kritisere hinanden, men for mig at se er det vigtigt, at andre lande holder øje med, at menneskerettighederne bliver overholdt. Et land som Danmark var engang foregangsland i forhold til menneskerettigheder, men det er desværre ikke længere tilfældet,” siger Jacques Hartmann og tilføjer:
”Jeg tror ikke, det kommer til at ske; at et andet europæisk land anlægger en sag. Menneskerettigheder er ikke populære i øjeblikket, og der blæser populistiske vinde, der tegner et billede af, at menneskerettigheder er lig med for megen indgriben i forhold til nationalstaterne. Derudover er der et helt andet problem, som gør, at et land som Danmark og andre EU-lande er påpasselige med at kritisere Tyrkiet.”
Politisk opbakning er ikke-eksisterende
Det, Jacques Hartmann, tænker på, er EU-landenes aftale med Tyrkiet om at agere mur imod flygtninge sydfra. EU-landene har ifølge ham brug for Tyrkiet til at stoppe indvandringen fra Mellemøsten og Afrika.
”Afhængigheden af Tyrkiet betyder, at mange lande er villige til at overse nogle af de mest systematiske menneskerettighedsovertrædelser, vi har set i årtier. Problemet er reelt uløseligt, fordi det er en del af et større system, som også handler om realpolitik,” siger Jacques Hartmann og fortsætter:
”Hvad kan EMD gøre, hvis der ikke er den nødvendige politiske opbakning i forhold til de her sager i Tyrkiet? De indsatte kan kun vente, og det er frustrerende. Der er ingen snuptagsløsninger, når det gælder menneskerettigheder,” lyder det fra Jacques Hartmann.