Forklædt som bunker af dokumenter rammer alle samfundets problemer Jens Peter Christensens skrivebord. Vi møder manden bag kappen i Højesteret, der oplever sager, der rører ham, og at magthaveres nogen gange uheldige sager sjældent er så blodige tæt på, som de pensler medierne maler med.

“Vi har fået sådan en fancy kaffemaskine, der kan lave alt muligt smart. Jeg gætter på, du ikke er typen der drikker sort kaffe” siger Jens Peter Christensen, da vi går ned mod hans kontor i Højesteret. Han trykker på knappen med sort kaffe til sig selv og afventer mit valg. Jeg trykker på knappen med kaffe latte.

“Ja jeg tænkte nok, du skulle have sådan en smart en der” siger han og ler højlydt.

Jeg får hurtigt et indtryk af, han er sådan en, der prøver at finde ud af mennesker. Den køber han ikke helt.

“Menneskeinteresseret, så lyder det som om, man er så venlig, ikke? Jeg interesserer mig jo for alt muligt. Virkeligheden kommer altid herind, men sommetider lidt forsinket. At være højesteretsdommer er lidt som at være vindueskigger. Vi får virkeligheden serveret og kigger på den, uden selv at deltage. Og virkeligheden overgår som regel fantasien."

Vi går forbi et stativ med dommernes kapper - dem vender vi tilbage til - og videre ind på hans kontor, hvor de syv meter til loftet gør, at vores stemmer runger. Langs væggen står en lang, fyldt bogreol, der vidner om den videnglade mand, han må være med tre kandidatgrader på CV’et. På væggene hænger forskellige billeder, og ligesom baggrundsskærmen på computeren og billedet i ramme på skrivebordet, konkurrerer det lidt med mine forudindtagede forestillinger om en højesteretsdommer. Det er tegneseriefigurer som Mickey Mouse og Snoopy, men det stemmer overens med den meget humoristiske og lattermilde mand, han tydeligvis også er. Hans latter er karakteristisk og runger under det hvide loft.

"At være højesteretsdommer er lidt som at være vindueskigger. Vi får virkeligheden serveret og kigger på den, uden selv at deltage. Og virkeligheden overgår som regel fantasien."

Tre opfordringer og et ja

Han sidder i jobbet som højesteretsdommer. En stilling man ikke kan fyres fra, og som de fleste ser som noget af det fineste, man kan opnå. Hvis man skal være højesteretsdommer, vil man ofte blive og opfordret til at søge. Men for Jens Peter var det ikke en selvfølge, at han skulle søge jobbet.

“Den helt sande historie, jeg ikke kan fortælle, er, at jeg er blevet opfordret tre gange, men jeg kan ikke sige det, for så vil folk opfatte mig som en storsnudet nar. To gange takkede jeg nej og tredje gang ja. Men du kan desværre ikke skrive den historie, for så vil folk læse den, som nu fører han sig frem.”

Men for Jens Peter handlede det ikke om at føre sig frem, men om at han var så glad for jobbet som professor på Aarhus Universitet, og den frihed det gav. Da han blev spurgt tredje gang, var han i tvivl.

“Fredag den 1. juli 2005 inden kl. 12 skulle jeg meddele, om jeg ville søge. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg nåede at trykke næsten alle telefonnummerets tal og lagde så røret på. Det gjorde jeg tre gange. Fjerde gang trykkede jeg alle tallene og kom igennem, og så sagde jeg ja. Så måtte jeg fortælle fruen, hvad jeg havde gjort.”

Både hans kone og kollegerne på Aarhus Universitet troede ikke, han ville ende med at sige ja.

“Det er jo ikke en god dommer, der ikke kan træffe en beslutning. Det virker storsnudet, men jeg var bare i tvivl, for jeg var som en fisk i vandet på universitetet.”

 

Afdramatiseret forhold til skandaler

Det er nu mere end 13 år siden, Jens Peter tog den store beslutning, og Aarhus Universitet og hverdagen med andre professorer er skiftet ud med Højesteret og hverdagen med andre dommere.

Jens Peter fortæller, at i halvfems procent af sagerne er alle dommere enige om dommen, og som han siger, er det fordi juraen taler sit eget sprog. Derfor mener han også, at det er realistisk at bestræbe sig på fuldkommen objektivitet, og hverken politikere eller folkedomstolen kan påvirke en god dommer.

Han holder sig fra sociale medier - det er ikke af frygt for, at de sociale mediers skrappe kommentarspor skal influere, men fordi han ikke vil spilde sin tid. Han har en enkelt gang bevæget sig ind på kommentarsporet på en af sine kronikker i Jyllands-Posten, hvor han oplevede “så mange tåbelige betragtninger”. Gennem medierne fornemmer han den manglende tillid til embedsapparatet og politikerne, men hans erfaring og indsigt i skandaler gør, at han har et meget afdramatiseret forhold til skandaler blandt magthavere. Snakken kommer ind omkring udbytteskatteskandalen, hvor befolkningen og medierne har været krads i kritikken.

“Pressen har sin egen vinkel, som altid er konfliktorienteret. Alt det, der faktisk fungerer godt, er der ikke en historie i. Det er ikke en kritik af journalister, sådan er deres arbejdsbetingelser. I offentligheden er der ofte en overdreven forestilling om, at der ligger udspekulerede handlinger bag skandalerne.”

Han mener, at det i stedet ofte handler om, at der er nogen, der ikke er så dygtige, som de burde være, og at den ene fejl tager den anden.

“Man begynder at dække for at fortie, hvor dårligt det er, og så rykker det hele afsted. Men det er relativt udramatisk, når man kommer tæt på. Det er ikke nogen, der har siddet og spekuleret i det. Den ene, har ikke vidst, hvad den anden gjorde.”

"Pressen har sin egen vinkel, som altid er konfliktorienteret. Alt det, der faktisk fungerer godt, er der ikke en historie i."

Omstændighederne kan røre

Snakken kommer ind omkring, om han har oplevet at fortryde en dom, eller om det er muligt at hænge retssagerne på knagen sammen med kappen, når han tager fra Højesteret.

“Man skal jo være i tvivl. Jeg tvivler, altså lever jeg…”, siger han og afbryder sig selv.

“Det skal ikke med, det er noget selvhøjtideligt gas. Men man skal kunne tvivle. Så længe man holder munden lukket, kan man holde sindet åbent. Det er de færreste sager, hvor der ikke kan siges noget fornuftigt på begge sider.”

Selv om det er paragraffer, jura og tidligere domme, der dikterer, hvad den endelige dom bliver, kan han ikke sige sig fri for ind i mellem at blive berørt af omstændighederne i en sag. Det husker han blandt andet fra en sag om en tyrkisk taxavognmand, der i et sammenstød med skattevæsenet ikke kunne redegøre for manglende lånedokumenter og forsøgte at gemme sig bag forklaringer om retten til religionsfrihed.

“Det var helt til hest, og han tabte selvfølgelig. Men han havde sine tre døtre med, der læste jura, medicin og gik i gymnasiet. De var meget smukke”.

Han stopper op, som han gør flere gange, og reflekterer lidt over det sagte. Muligvis meget bevidst om at nuancere udsagn, så han ikke bliver misforstået, og fortsætter,

“Det må man ikke sige i dag med #metoo osv. Den jurastuderende datter førte hans sag. Det var til at få tårer i øjnene over. Faren og datteren kiggede beundrende på hinanden under retssagen. Det glemmer jeg ikke.“

I en anden sag var det et gensyn med rødderne i Nordvestjylland og opvæksten som arbejderbarn, der vækkede følelser. Sagen handlede om en ung bondemand, hvis forældre havde kautioneret for ham. Derfor måtte de til pungen.

“Så sidder moren og faren og bondemanden der i København med fem fine dommere, men tre af os dommere var selv arbejderbørn. Jeg er søn af en far, der var søfyrbøder, som skovlede kul ind nede i bunden af skibene, og en mor, der stod i rutebilstationens kiosk. Det kunne de jo ikke vide. En smart københavner havde ikke rørt mig”.

Men når kappen kommer på, træder dommerne ind i en rolle. De beholder kappen på, når de voterer. Han sammenligner det med Emma Gad, for du ved præcis, hvordan du skal navigere med kappen på. Ligesom der er faste ritualer, når der skal voteres, der forhindrer udefrakommende omstændigheder i at påvirke, og sikrer det er effektivt.

“Når advokaterne er gået, låses døren udefra rent symbolsk. Vi kan i princippet ikke komme ud, før vi er færdige”, siger han og tilføjer leende,

“Men det kan vi så godt, for vi kan gå ud ad bagdøren.”

Del

“Var jeg ikke højesteretsdommer, ville jeg være vindueskigger. Hvis det altså ikke var ulovligt”


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder