22/09/2020 - Teknologi

"Vi bevæger os ikke hurtigt nok væk fra timefakturering"


Hos Synch Advokatpartnerselskab har man øjnene stift rettet mod andre måder at fakturere juridiske ydelser. Advokat Michael Brandt så gerne, at firmaet i langt højere grad introducerede andre faktureringsmodeller, men det er en balance mellem innovation og efterspørgsel.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg


Advokatbranchen skal kraftigt overveje den gode gamle timefaktureringsmodel, hvis de vil være i tråd med digitaliseringen og de muligheder og udfordringer, der følger med den.

Det konkluderer en ny afhandling fra Norge, der har analyseret markedet for juridiske ydelser, og som bl.a. peger på, at advokathusene er nødt til at være omstillingsparate og ikke mindst bevidste om værdien af deres rådgivning.

Et af de advokatkontorer, der arbejder med alternative faktureringsmodeller, er Synch Advokatpartnerselskab. Her oplever man en stigende efterspørgsel fra klienterne i forhold til andre måder at prissætte opgaver på. Men selvom det går langsomt, så er det ifølge advokat Michael Brandt en udvikling, der blot vil fortsætte.

"Vi bevæger os ikke så hurtigt væk fra den gængse timefaktureringsmodel, som jeg gerne ville – det er ikke engang 25 % af vores ydelser, der har faste priser. Men al vores produktudvikling går i den retning. Jeg ser to dele af det her – på den ene side skal vi som branche lære at se ud over den meget lukrative model med timefakturering, som vi har haft i mange år, og så skal kunderne jo også være klar til at kigge ud over den her model. Jeg tror kunderne er klar til faste priser, men i forhold til digitale produkter til en fast pris, der er markedet ikke super klar til det endnu, men det går i den rigtig retning. Det er en disruption, der kommer nedefra, og som er drevet af startups og mindre digitale virksomheder. Vores større kunder efterspørger det ikke endnu. Men vi har jo også en rolle i forhold til at pushe det videre ned til vores kunder", siger han til K-News.

 

Har vi råd til at lade være?

Afhandlingen peger på, at man som advokatfirma står i et dilemma, hvor både innovation og ikke-innovation kan have negativ effekt på indtjeningen. Men det argument holder kun, hvis man har de kortsigtede briller på, mener Michael Brandt.

"Jeg er ikke enig i, at det skaber mindre omsætning – vi forventer en væsentlig højere omsætning på f.eks. warrant-programmer, som vi herinde har digitaliseret. Hvis vi lavede 20 af dem sidste år og har taget x antal timer og penge for det for manuel håndtering. Hvis vi kører det igennem vores kontraktsmaskine, så får vi en lavere pris, men får en skalerbarhed, og det betyder, at vi på længere sigt kan tjene mere på det, fordi vi kan behandle flere sager. Så innovatørens dilemma eksisterer kun, hvis du har de kortsigtede briller på," siger han.

Han peger på, at branchen dog allerede har udviklet sig i forhold til synet på faktureringsmodeller. 

"Jeg ser en bevægelse væk fra timefaktureringer hen mod faste priser og faste estimater. Det er de færreste kunder, der ikke efterspørger faste estimater eller fastprisaftaler. Den tid, hvor man bare lader advokaterne fakturere derudaf, den er ved at være ovre."

Spørgsmålet om digitalisering og ikke mindst nye måder at gøre tingene på er derfor ifølge Michael Brandt en no-brainer.

"Det er jo sådan en Kodak-diskussion – vil du kannibalisere på din egen forretning? Men har du råd til at lade være? Der er jo andre, der allerede står klar til at gøre det for dig."

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak