Flere end halvfems kvinder stod frem i kampen mod Weinstein. Hundredtusindvis af mennesker har med stærke holdninger fulgt sagen tæt. Men hvordan påvirker det en retssag at være så offentlig – og hvordan kan man dømmes 23 års fængsel uden skyggen af et teknisk bevis?

Harvey Weinstein har i de sidste tre år periodevist fyldt meget i den offentlige debat verden over. Hvis ikke på grund af selve 'Weinstein-sagen', så måske ad omveje gennem #MeToo-kampagnen, hvor flere tusinde (hovedsageligt) kvinder over hele verden fortalte om deres oplevelser med seksuelle overgreb eller chikane. Eller gennem bevægelsen 'Time's Up', som blev startet af 300 kvinder i Hollywood for at gøre op med en sexistisk kultur i branchen. Disse bevægelser har nemlig én mand tilfælles: Harvey Weinstein.

Producer, ’filmmogul’ og nu dømt voldtægtsforbryder.

Men hvordan gik det nu lige med den retssag?

Dommen som lød på 23 år er blevet hyldet af #MeToo-tilhængere, som kalder det en sejr for ligestillingen og alle de ’silence breakers’, som valgte at stille sig frem med deres historier. Andre har undret sig over, hvordan man kan blive dømt – og få nær strafferammens maksimum – i en sag helt uden tekniske beviser. Det og mere forsøger K-News at finde svar på i løbet af denne artikel. Men først – for dem der lige skal have opfrisket, hvordan det hele startede og udfoldede sig – se en kort gennemgang af Weinsteins fald fra tronen nederst på siden.

 

Det blev han dømt for

De sidste punkter på Timelinen i bunden af siden er retssagen, dommen og strafudmålingen – og det er det, vi nu vil zoome lidt mere ind på.

Harvey Weinstein blev fundet skyldig i to ud af fem anklagepunkter: ’Kriminelle seksuelle krænkelser’ mod daværende produktionsassistent Miriam Haley i 2006, hvor han skulle have fastholdt hende, mens han udførte oralsex på hende og for ’tredjegradsvoldtægt’ begået mod tidligere skuespiller Jessica Mann i 2013. 

I USA skelner man mellem førstegrads-, andengrads- og tredjegradsvoldtægt alt efter, hvilken stat man befinder sig. I New York, hvor sagen udspillede sig, defineres det på følgende måde:

Førstegradsvoldtægt betyder, at gerningsmanden har brugt vold eller trusler om vold, med brugen eller truslen af brug af et våben, kidnapning eller mord mod offeret selv eller en tredje person. Der kan også dømmes, hvis offeret er under 11 år (13, hvis tiltalte er over 18), eller hvis offeret er ’fysisk hjælpeløst’. Det betegnes som en ’Class B Felony’ og kan straffes med 5 til 25 år i fængsel.

Andensgradsvoldtægt defineres også som tvungent samleje – men uden trusler eller vold involveret. Man kan dømmes, hvis offeret har været ude af stand til at samtykke grundet psykiske sygdomme eller mentale handicap, eller hvis offeret er under 15 år, mens gerningsmanden er over 18. Det betegnes som en ’Class D Felony’ og kan straffes med 1-7 år.

Tredjegradsvoldtægt, som Weinstein blev dømt for, er ifølge New York lov, når offeret ikke har været i stand til at kunne gøre modstand, eller hvis offeret ikke klart har samtykket. Man kan også dømmes, hvis offeret er under 17 år, mens gerningsmanden er over 21. Det betegnes som en ’Class E Felony’ og kan straffes med op til 4 år.

Med det på plads kan 23 år derfor virke som en forholdsvis lang straf, når han ’kun’ er dømt for en tredjegradsvoldtægt og ’kriminelle seksuelle krænkelser’. Men ifølge New York lov, så er ’kriminelle seksuelle krænkelser’ i virkeligheden bare voldtægt uden penetration og opdeles også i første, anden og tredje grad med samme straf – og kan altså sende en gerningsmand i fængsel i op til 25 år.

Til sammenligning er strafferammen i Danmark for voldtægt, når overgrebet sker ved vold eller under trusler om vold, op til 8 år.

Weinstein blev frikendt for de tre mere alvorlige anklager, hvoraf to af dem også var mod Jessica Mann: ’Førstegradsvoldtægt’ og ’seksuelle serieovergreb’. Den sidste anklage var også for ’seksuelle serieovergreb’ begået mod skuespiller Annabella Sciorra. Havde de kunnet bevise dette, ville han kunne have endt med en livstidsdom.

Flere af de andre anklager mod Weinstein drejede sig om overgreb, der var sket for så lang tid siden, at de ikke længere kunne forfølges grundet forældelsesfristen. Tre kvinder: Dawn Dunning, Tarale Wulff og Lauren Young blev kaldt til vidneskranken som ’prior bad acts’ fra Weinsteins fortid. Det har været for at tegne et mønster af hans adfærd og for at sandsynliggøre de egentlige anklager.

”[…]Der er noget principielt betænkeligt ved, at man overhovedet tillader den type bevisførelse – hvorfor skal vi høre om postulerede forbrydelser, der slet ikke er bevist. Det synes jeg er specielt”, fortæller Thomas Thorup senere til K-News.

Thomas Thorup er partner og medstifter af den dansk-amerikanske advokatvirksomhed Thomas Martin og har med sine tilhørsforhold til de to lande ikke kunnet undgå at følge sagen nøje.

 

Overgreb eller ændrede perspektiver set med nutidens briller?

Ifølge New York Times fandtes der hverken øjenvidner eller tekniske beviser. Udover det så fortsatte begge deres personlige og endda intime forhold til Weinstein efter overgrebene. Det kan lyde som en sag, der allerede er tabt på forhånd – men det var den tydeligvis ikke. Så hvordan har man båret sig ad med at bevise Weinsteins skyld?

Manns ’forhold’ med Weinstein varede i tre år, hvor hun både havde frivillig og ufrivillig sex med ham. Hun beskrev ham som dengang at være en ’pseudo-far’, som både kunne løfte en op, men som også konstant forhandlede om sex og krævede lydighed, hvilket bragte hende i en tilstand af frygt for sig selv og sin karriere.

Anklagerne fremførte, ifølge New York Times, at det at holde ofrene tæt på var en vigtig del af Weinsteins jagtstrategi, og at han var så magtfuld, manipulerende og truende, at kvinderne ikke så anden mulighed end at føje ham. Mann kunne med andre ord ikke gøre andet.

Det blev understøttet af retsmedicinsk psykiater Barbara Ziv, der kunne fortælle, at ’ofre næsten altid fortsætter et forhold med gerningsmanden’, og at det er en helt normal forsvarsmekanisme at forsøge at undertrykke situationens alvor, lægge det i en glemmeboks og gemme den langt væk for at leve så normalt et liv som muligt. Det lykkes naturligvis langt fra altid. 

Forsvaret så selvsagt noget anderledes på sagen.

”Du kan ikke bare fortælle ham, at du elsker ham i 2016, at du er træt af at være hans ’booty call’ i 2017 og så kalde ham en ’predator’ i 2020”, sagde Weinsteins advokat Damon Cheronis og henviste til beskeder, hun havde sendt ham efter den dengang påståede voldtægt i 2013. 

De argumenterede, at ethvert aspekt af forholdene var gensidigt, og at de nu blev redefineret mange år efter – måske for at få oplevelserne til at passe bedre til nutidens øjne – og at det derfor i virkeligheden var Weinstein, der stod som det virkelige offer.

Sager, hvor det er ord mod ord uden  håndgribelige beviser, er altid svære – omend det ofte er sådan voldtægtssager ender. Det, at der alligevel er blevet dømt, er det usædvanlige, forklarer Deborah Tuerkheimer, juraprofessor på North Western University til ABC News.

”Den slags anklager er typiske i forhold til, hvad der faktisk sker i verden, men det er ikke ’det typiske’ som kriminalretssager afbilleder”, forklarer hun og uddyber, at de mest almindelige eksempler på seksuelle overgreb hverken inkluderer vold, fysiske skader eller hurtige anmeldelser til politiet.

”Sager ender sjældent i en retssal, både fordi det er ord mod ord, og fordi det kan være svært for en jury at forstå, at en kvinde kan fortsætte med at have et forhold til sin overgrebsmand. På den måde er retssagen historisk og kan komme til at betyde meget for lignende sager i fremtiden: Det er en perfekt prøvesag i forhold til, hvad der sker, når en kultur begynder at ændre sig.”

At juryen har fundet det bevist ud fra vidneforklaringen, at tiltalte er skyldig, også selvom den tiltalte siger noget andet – det er i sig selv usædvanligt for at sige det mildt.

Vidneudsagn som bevis

Det er altså langt fra normalen, at sådanne sager kan blive dømt. Her spiller juryen en stor rolle – en jury, som jo skal tilkendegive, om de føler sig overbevist om, at tiltalte er skyldig eller uskyldig.

Thomas Thorup, stifter af den dansk-amerikanske advokatvirksomhed Thomas Martin, fortæller, hvad han ser som det virkeligt specielle ved denne sag, og om det samme kunne have ladet sig gøre i Danmark.

”Praksis fra domstolene i Danmark har været, at de er utilbøjelige til at dømme folk ud fra udelukkende vidneudsagn – i hvert fald i voldtægtssager, hvis det eneste man har, er en forklaring fra den forurettede og en fra gerningsmanden, og de to er modstridende, så dømmer man generelt ikke. Men det har man så gjort her med Weinstein”, fortæller han.

”Det er der ikke noget principielt forkert i. Det kan man gøre, hvis en jury har følt sig overbevist om, at sådan er det foregået. Det kunne i princippet også ske i Danmark”, fortsætter han, mens han understreger, at der altså ikke er nogen grundlæggende forskel på måderne, man vejer beviserne på i strafferetlige sager mellem de to lande.

”Men at juryen så har fundet det bevist ud fra vidneforklaringen, at tiltalte er skyldig, også selvom den tiltalte siger noget andet – det er i sig selv usædvanligt for at sige det mildt.”

Og hvordan har juryen kunnet føle sig overbevist uden tekniske beviser? I en kronik i The Guardian skriver Deborah Tuerkheimer, at sagens udfald højst sandsynligt også havde set meget anderledes ud, var det bare én kvindes anklage om seksuelle overgreb eller voldtægt.

”Faktummet, at ikke bare én kvinde, men mange kvinder kom frem med deres historier, som alle beskrev Weinsteins misbrug, er virkelig afgørende. Vi kan kalde det ’credibility in numbers’: at beskrivelserne fra talrige kvinder skulle bekræfte hinanden – for at vise, at en enkelt kvindes anklage, som sandsynligvis var blevet forkastet havde den stået alene, kan blive troet på i en sammenhæng af lignende anklager.”

 

Den første dom – men ikke den første kriminelle handling

Harvey Weinstein blev dømt 23 års fængsel. Tyve år for sexovergrebet på Miriam Haley og tre år for 3.-gradsvoldtægt af Jessica Mann. Ifølge The Guardian kunne Weinstein have fået mellem 5-28 år samlet for de påståede forbrydelser. Den lange dom markerer en udvikling i, hvordan sådanne sager bliver behandlet, skriver de:

“En dom på 23 år understreger også, med hvilken nyfunden alvor det juridiske system nu behandler sådanne sager. Andre tilfælde af samme karakter – hvor kendte serievoldtægtsforbrydere ikke har skullet stå til ansvar i mange år, som f.eks. komikeren Bill Cosby – blev dømt meget mildere i 2018 med en strafferamme, der hed tre til ti år.” 

Forsvarsadvokaterne argumenterede for den lavest mulige dom på fem år ved bl.a. at lægge vægt på Weinsteins allerede dårlige helbred, og at en lang straf ville være en de facto dødsstraf. Argumenter som disse – at det skal være en mildere straf grundet dårligt helbred – kan du måske huske, også blev brugt i Johan Schlüter-sagen i 2018, hvor den ældre advokat, der blev dømt skyldig i 'mandatsvig af grov karakter' samt forsøg på skyldnersvig, fik en 4 års betinget fængselsdom af netop den årsag.

Det hjalp dog ikke meget i Weinsteins tilfælde, hvor dommeren og juryen i højere grad lagde vægt på anklagernes fokus på antallet af anklager. 

”Although this is a first conviction, it is not a first offense”, sagde dommer James Burke, da han afsagde dommen og fortsatte med at forklare, at han ikke anså det som en førstegangsforbrydelse med de mange anklager mod Weinstein, skriver New York Law Journal.

Thomas Thorup forklarer:

”Man har fra anklagerens side inddraget alle mulige andre påståede overtrædelser, som ikke er bevist, men som er indgået i overvejelsen af strafudmålingen. De har givetvis prøvet at tegne et billede, men der er noget principielt betænkeligt ved, at man overhovedet tillader den type bevisførelse – hvorfor skal vi høre om postulerede forbrydelser, der slet ikke er bevist. Det synes jeg er specielt”, siger han og fortsætter:

”Men det har man så fået lov til at komme med som et partsindlæg, og det skal der tages hensyn til i strafudmålingen. Det har forsvaret selvfølgelig sagt, at det ikke kan være meningen at vi skal forholde os til andre påståede forbrydelser, som han ikke er dømt for. Men det er blevet tilladt at fremføre, selvom man ikke kan se, hvilken vægt det har haft på afgørelsen. Men det virker efter danske forhold som en meget lang straf for seksuelle overgreb, som er begået for 14 og 7 år siden. Det kan virke noget specielt, og om det er farvet af alt det andet så at sige, det kan vi ikke vide. Det tror jeg personligt, at det er, men det får vi ikke nogen til at sige.”

Forsvarsadvokat og tidligere anklager i seksuelle straffesager Paul DerOhannesian forudser, at den lange straf måske kan vise sig at være til Weinsteins fordel, fordi det er ’en ekstraordinær lang straf for en førstegangsforbrydelse’, og at det måske vil hjælpe ham med at få en omgørelse, fordi forsvarsadvokaterne nemmere kan argumentere for, at hele retssagen ikke var retfærdig.

”Jo længere en straf, des mere vil det blive kigget efter i sømmene”, siger han til Variety

Det er næsten som at se en film, når man ser nyhederne herovre. Folk får øgenavne, du bliver hængt ud som skyldig, bare at du er arresteret, og jeg tror selvfølgelig, det har en påvirkning.

Den offentlige gabestok

Så ifølge juraprofessor Deborah Tuerkheimer betyder det noget for sagens udfald, at så mange kvinder trådte frem. Det bed dommeren sig også fast i, da der d. 24. februar blev taget stilling til skyldsspørgsmålet, og da straffen blev offentliggjort d. 11. marts. 

Udover det fortalte Thomas Thorup, at "Det kunne virke noget specielt (læs: med den lange straf begrundet med antal anklager), og om det er farvet af alt det andet, det kan vi ikke vide. Det tror jeg personligt."

Kan 'alt det andet' her være mediernes håndtering af sagen, samfundstemningen og eventuelt påvirkede jurymedlemmer?

”Jurymedlemmer og dommere vil altid sige, at de har nået deres beslutning på beviserne, og hvad de har set i retten, men selvfølgelig har det en betydning, at sagen er så offentlig, som den er. Der er ikke nogen af dem, der ikke har kendt til sagen, før de kom ind i retssalen, det er ikke muligt,” siger den New York-baserede danske forsvarsadvokat Jane Byrialsen.

Byrialsen er i Danmark måske mest kendt for ”Malthe-sagen” om danske Malthe Thomsen, der blev anklaget for pædofili, og som havde afgivet en falsk tilståelse til New York politi.

Også hans sag var meget i medierne, som mange sidenhen har påtalt dømte ham før sagens udfald. Det handler nemlig om at komme til medierne først med sin side af historien, for det vil potentielt være gavnligt for sagen – på samme måde som det modsatte også er gældende.

”Nogle gange kan medierne skrue forkert på det. I USA er de meget mere sensationelle end i Danmark – det er næsten som at se en film, når man ser nyhederne herovre. Folk får øgenavne, du bliver hængt ud som skyldig, bare at du er arresteret, og jeg tror selvfølgelig, det har en påvirkning”, fortæller hun og fortsætter med sit eget bud på, hvorfor det kunne tage så lang tid at få Weinstein dømt:

”Jeg tror, det var, fordi han var en rig, hvid mand. Det ville aldrig have taget så lang tid, hvis han var en fattig og sort mand. Man har et saying i USA, der hedder, at det er bedre at være rig og skyldig, end fattig og uskyldig. Problemet med Weinstein var, at han i mange år ikke blev anklaget, fordi anklagekontoret holdt hånden over ham”.

Jane Byrialsen lægger stor vægt på, at hun synes, dommen på de 23 år er helt fair, og oplever også, at den almene befolkning er umådeligt tilfreds med sagens udfald.

 

Stor sag bliver større

Selvom retssagen i New York nu er afsluttet, virker det dog til, at 'Weinstein-skandalen' kommer til at fylde lidt i den offentlige debat lidt endnu. 

Midt under retssagen blev Weinstein nemlig anklaget for to nye tilfælde af overgreb i Californien, og han bliver også anklaget for overgreb i London, hvor der dog endnu ikke er udsigter til en retssag. Det kan betyde, at Weinstein kigger på en længere fængselsstraf end ’bare’ de 23 år. Faktisk kan han få yderligere 28 år i Californien.

”Hvis han er dømt og hans sag teknisk set er færdig i New York, så får Californien lov til at kræve ham juridisk der og får ham bragt dertil og får et retsopgør der. Hvis han får en dom dér, så bliver han sendt tilbage til New York for at afsone sin dom, og så ville han potentielt skulle sendes tilbage til Californien og afsone det sidste der – hvis han altså stadig er i live. Ellers kunne man vælge at slå dommen sammen, hvis man kan se, at han med sin alder og dårlige helbred nok ikke kan ’nå’ at afsone flere steder”, fortæller Jane Byrialsen.

”Det med England er måske lidt sværere, men teoretisk set kunne han efter sagen i Californien blive sendt til England, så han kunne ende op med tre domme mod sig, hvor han skulle afsone tiden på hver dom efter rækkefølgen.”

5. & 10. oktober 2017: Artikler offentliggøres

New York Times offentliggør en historie, hvor en række kvinder anklager Harvey Weinstein for sexchikane, seksuelle overgreb og voldtægt, der skulle have foregået over en perioder på 30 år. Det fremgår også, at Weinstein skulle have indgået aftaler med minimum otte kvinder og betalt dem for at holde tæt om overgreb begået mod dem. 

Skuespillerinderne Rose McGowan og Ashley Judd er blandt de kvinder, der står frem.

Weinstein går samme dag ud og 'erkender, at hans opførsel har forårsaget smerte hos kolleger', men afviser anklager om alle seksuelle overgreb.

Fem dage efter offentliggør The New Yorker en artikel med anklager fra 13 kvinder – herunder anklager om voldtægt. 

12.-15. oktober 2017

Politiet i USA og UK fortæller, at de efterforsker specifikke anklager fra 2004 og fra 1980’erne. Londons politi fortæller d. 5., at han er anklaget for overfald af kvinder i London i de sene 80’ere, 1992, 2010, 2011 og 2015. Weinstein benægter alle anklager.

16. oktober 2017: Sagen bliver mere end en sag

Skuespiller Alyssa Milano laver et Twitter-opslag, hvor hun foreslår, at alle kvinder, der er blevet seksuelt chikaneret eller har været udsat for seksuelle overgreb, svarer ’Me too’ for at give folk en fornemmelse af problemets omfang. Det er starten til #MeToo-kampagnen, som også spreder sig på Facebook, Instagram og andre sociale medier. 

19. & 27. oktober 2017: Weinstein og kolleger i kamp

En gruppe af Weinsteins kolleger fra hans tidligere virksomhed 'Weinstein Company' skriver et åbent brev, hvor de opfordrer Weinstein til at sætte dem fri fra en fortrolighedskontrakt, som forhindrer dem i at fortælle offentligheden om deres oplevelser.

D. 27. sagsøger Weinstein virksomheden. Hans advokat påstår, at de har afvist en anmodning om adgang til dokumenter, der skal bruges til at forsvare ham.

3. november 2017: 'En faktisk sag'

Der udføres på nuværende tidspunkt kriminalundersøgelser af Weinstein i London, New York og Los Angeles. D. 3. november bekræfter politiet i New York, at de 'har en faktisk sag' med anklagen fra skuespillerinde Paz de la Huerta, som beskylder Weinstein for at have voldtaget hende to gange i 2010.

1. januar 2018: Time's Up

300 Hollywood-kvinder lancerer en ny bevægelse, der skal hjælpe med at håndtere de problemer med sexchikane og overgreb, som er blevet afsløret med Weinstein-sagen.

25. maj 2018: Weinstein i fodlænke

Klokken 07.40 lader Weinstein sig arrestere på Tribeca-stationen i New York. Han tiltales for voldtægt og seksuelle overgreb begået mod Lucia Evans (2004) og Jessica Mann (2013). Han løslades mod en kaution på en million dollars på den betingelse, at han forbliver i New York og Connecticut samt bærer en fodlænke.

5. & 9. juni 2018 & 26. august 2019: Ikke skyldig

Weinstein erklærer sig ikke skyldig i anklagerne fra 2004 og 2013 samt en ny anklage om seksuelle overgreb mod en kvinde i 2006.

D. 26. august erklærer han sig ligeledes 'ikke skyldig' til to nye anklager om 'seksuelle serieovergreb' fra samme kvinder.

Retssagen skubbes til 6. januar 2020. 

17.-11. juli 2019: Nyt forsvar

Benjamin Brafman, Weinsteins forsvarsadvokat, siger op uden at uddybe hvorfor. Weinstein præsenterer nyt hold i retten d. 25. januar – og et andet nyt hold endnu en gang d. 11. juli.

11. december 2019: Forlig

Weinstein indgår et forlig på 25 millioner dollars med en større portion unavngivne kvinder, som beskylder ham for seksuelle overgreb. 

6. januar 2020: LA rejser tiltale

Anklagere i Los Angeles rejser tiltale mod Weinstein, få timer efter retssagen i New York begynder. Det handler om to kvinder: Den ene anklager ham for voldtægt og den anden for seksuelle overgreb begået i seperate tilfælde over en todages periode tilbage i 2013.

6. januar-24. februar 2020: Retssagen

Weinstein tiltales for fem handlinger, tre mod Jessica Mann (seksuelle serieovergreb, førstegradsvoldtægt og tredjegradsvoldtægt), en mod Miriam Haley (kriminelle seksuelle krænkelser) og en mod Annabella Sciorra (seksuelle serieovergreb). Mann og Haley er hovedvidner, og Sciorra vidner for at bakke op om anklagen om seksuelle serieovergeb.

Dawn Dunning, Tarale Wulff og Lauren Young medvirker i sagen som 'prior bad acts' og skal hjælpe med at tegne et mønster af Weinsteins forbrydelser. Læs deres historier her. 

24. februar kendes Weistein skyldig i tredjegradsvoldtægt og kriminelle seksuelle krænkelser.

11. marts 2020: 23 år

Weinstein idømmes 23 års fængsel.

Del

Weinstein: Fra trone til treogtyve år bag tremmer


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak