17/09/2025 - Borgerrådgiveren i København

Fortroligt notat om sammenlægning af borgerrådgiver afslører nye detaljer



Et internt fortroligt notat fra Økonomiudvalget i Københavns Kommune peger i retning af, at de syv borgmestre selv bestilte en redegørelse med henblik på at sammenlægge borgerrådgiveren med intern revision.

Professor i forvaltningsret kalder forløbet besynderligt og efterlyser, at politikerne tager ejerskab over beslutningen, siger han i podcasten Magtens Tredeling.

Tekst og billede: Rasmus Lehmann Hylleberg



Foto: Professor i forvaltningsret Michael Gøtze og sløret screendump af notet fra Økonomiforvaltningen

 

Et fortroligt notat fra Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune viser, at byens syv borgmestre og forpersonen for Alternativet direkte har bestilt en redegørelse af muligheden for at sammenlægge den uafhængige borgerrådgiverfunktion med kommunens interne revision.

Notatet, som K-NEWS er kommet i besiddelse af, viser, at denne sammenlægning ikke – som kommunen ellers tidligere har hævdet i forbindelse med offentliggørelsen af en ressortomlægning i en pressemeddelelse – var en del af en større ressortanalyse, men blev særskilt bestilt af politikerne.

For at skære tidslinjen helt ud i pap: Resortanalysen, der blot nævner borgerådgiveren én enkelt gang uden uddybning eller redegørelse i øvrigt, er fra 2024. Pressemeddelsen, der fortæller om omlægning er fra maj 2025.

I en pressemeddelelse, der blev sendt ud den 7. maj, fremgår det, at politikerne i Københavns Kommune er blevet enige om en større ressortomlægning. Omlægningen betyder blandt andet lettere adgang til Borgerservice, en mere samlet ungeindsats, sammenhængende beskæftigelsesindsats og samling af syge- og hjemmeplejen. Men også, at man vil sammenlægge borgerrådgiver med intern revision. I pressemeddelelsen står der, at ”ændringerne er besluttet på baggrund af en ressortanalyse, der er blevet udarbejdet i løbet af 2024.”

Men i den over 300 sider lange analyse, som kommunen refererer til, er der ikke uddybet, hvorfor sammenlægning af borgerrådgiver og intern revision er en god ide. Borgerrådgiveren er nævnt på side 7 i rapporten, men er ikke fremhævet i gennemgangen mulige områder for ressortomlægning eller andre steder i analysen.

Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, kalder processen for ”besynderlig” og påpeger, at netop borgerrådgiverens rolle har været at sikre borgernes retssikkerhed og gennemsigtighed i mødet med forvaltningen.

”Nu ser vi det modsatte – lukkethed og mangel på klare begrundelser,” siger han i den nye episode af K-NEWS’ podcast Magtens Tredeling.

 

Et besynderligt forløb

Siden K-NEWS hørte om sammenlægningen af borgerrådgiveren og intern revision i maj 2025 har vi forsøgt at finde begrundelserne for og overvejelserne bag. For hvad var ideen og formålet bag?

Økonomiforvaltningen afviste tilbage i juni måned at give aktindsigt i de interne dokumenter, der lå til grund for beslutningen om at sammenlægge borgerrådgiver og intern revision. 

Den afvisning har vi på redaktionen påklaget til Ankestyrelsen, som i slutningen af august meddelte, at de først venter at kunne give svar på, hvorvidt aktindsigten skal genbehandles i Økonomiforvaltningen inden for to til tre måneder.

Det betyder også at vi dermed potentielt først kan få svar på spørgsmålene om begrundelserne bag sammenlægningen efter kommunalvalget i efteråret.

Imidlertid har vi dog på redaktionen fået fat i et af de dokumenter, der af Økonomiforvaltningen selv stemples som fortrolige, og som vi ikke må få aktindsigt i. 

I det interne notat, som Økonomiforvaltningen allerede i februar måned sendte til Økonomiudvalget står der, at notatet ”beskriver scenarier for, at Borgerrådgiverfunktionen og Intern Revision kan sammenlægges. Notatet er bestilt af styregruppen for ressortanalysen, der består af de syv borgmestre og forpersonen for Alternativet.”

Med det notat i hånden har K-NEWS forsøgt at få en kommentar fra kommunens syv borgmestre om, hvor ideen om sammenlægningen kommer fra. Men de vil ikke svare. Og de begrunder - stort set alle - deres beslutning om ikke at stille op til interview ved at henvise til, at sammenlægningen nu er besluttet med et stort flertal i Borgerrepræsentationen, hvor den blev stemt igennem den 19. juni med kun ét medlem af borgerrepræsentationen, der stemte imod. Både hos overborgmestre Lars Weiss fra Socialdemokratiet og Mia Nygaard fra Radikale Venstre henvises til, at der var bred enighed i Borgerrepræsentationen, hvorfor de ikke ønsker at udtale sig. Samme melding lyder fra Sisse Marie Welling fra SF og Jens Kristian Lütken fra Venstre, der henviser os til Økonomiforvaltningen for svar.

 

Intet ejerskab

I Magtens Tredeling-studiet peger professor i forvaltningsret Michael Gøtze på forløbet som besynderligt. Han mener, at den meget lukkede proces åbner op for en masse spekulationer – blandt andet, hvorvidt beslutningen om sammenlægningen skyldes utilfreds med den siddende borgerrådgiver i Johan Busse.

De mange spekulationer kunne man have undgået, hvis man havde taget ejerskab over processen, siger han.

”Man sidder med indtryk af, at der har været enighed, men ingen ønsker at tage ejerskab,” siger Michael Gøtze.

Du kan høre hele interviewet med Michael Gøtze i Magtens Tredeling episode 233 via playeren øverst i denne artikel eller i din foretrukne podcast-app. Her kan du også høre hans udlægning af, hvilken betydning den her sammenlægning kan få i andre kommuner.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak