11. oktober 2021 - Dømt for en hensigt?

Miriam var sikker, men han blev ikke dømt for voldtægtsforsøg


En decembernat forhindrer Miriam en mand i at bryde ind i sit kolonihavehus. I dag forstår hun ikke det retsforløb, der fulgte. ”Skulle han faktisk ind og ligge ovenpå mig, med hans bukser nede, og skulle der så være kommet fem naboer, der kunne vidne, at det var sandt, før at det kan blive dømt for forsøg på voldtægt?”

Tekst og foto: Cecilie Uhre


Billedet: Miriam foran hendes franske terrassedør. Træet er revnet i højre side. Dengang var den tømret fast, fordi hun ikke havde råd til at få den ordnet. Efterfølgende har hun modtaget en donation og fået den repareret. 

 

I en række artikler undersøger K-NEWS, hvor langt man skal gå, før man bliver dømt for forsøg på voldtægt. Og vi beskriver, hvordan en forurettet ikke oplever, at hendes oplevelse bliver taget alvorligt, og hvordan hun ikke forstår det retssystem, der skal beskytte hende og andre kvinder mod overgreb.

For det er ikke en enlig svale, at du som ung kvinde oplever alt fra grænseoverskridende opførsel til decideret overgreb. Og det er velbeskrevet og velkendt, også hos Miriam, at forurettede piger og kvinder hurtigt mødes med den indstilling, at de nok selv har lagt op til det.

 

Den decembernat

Det er en decembernat tæt på overgangen fra 2020 til 2021. Miriam vågner i sin seng i sit kolonihavehus, fordi der er noget, der pusler udenfor.

Hun går ind i sin stue, og fra stuen ud mod haven gennem den franske terrassedør i kolonihavehuset, lyser månen en mand op. Miriam møder hans blik, og kommer i tanke om, at hendes dør ikke er låst.

Da hun går frem mod håndtaget for at låse, går han også frem og tager fat i døren. Han vil ind.

Hun bruger, hvad der for hende føles som uendelige lang tid på at holde døren lukket inde fra med alle sine kræfter, imens hun skriger.

”Han bliver opstemt af mit skrig. Jeg kan se det i hele hans krop. Han stønner, han tager sig i skridtet. Det er så tydeligt, at han bliver liderlig af at se min frygt,” siger Miriam.

Hun beskriver det blik, han kigger på hende med, som iskoldt og uden skyggen af empati.

”Hans blik er et mix af irritation over, at jeg ikke bare lader ham komme ind, og så at han tænder på min frygt. Det er som om, han synes, han har ret til mig, fordi jeg er alene,” siger hun.

Hun er overbevist om, at hans hensigt ikke er god. Enten vil han dræbe hende, eller også ’nøjes’ han med at voldtage hende, hvis han kommer ind, tænker hun i øjeblikket.

Til sidst løber hun ud ad kolonihavehusets anden dør og får hjælp af naboerne, der fanger ham.

 

Det var så klart

Miriam er sikker på, at sagen er klar. Hun er sikker på, at manden vil blive dømt for forsøg på voldtægt. For han er fremmed. Hun har ikke talt med ham. Hun har ligget i sin seng. Og han har forsøgt at komme ind til hende.

Derfor anmeldte hun sagen.

Men da dommen blev afsagt ved Frederiksbergs byret, blev udfaldet ikke, som Miriam havde håbet.

Afgørelsen faldt i slutningen af maj 2021.

Manden, der havde forsøgt at bryde ind i Miriams kolonihavehus, og efter hendes opfattelse, ville havde voldtaget hende, hvis hun ikke havde holdt ham ude, fik 14 dages betinget fængsel for hærværk og ulovlig indtrængning. Ifølge Byretten forsøgte han altså ikke at voldtage hende.

”Det er som om, at der er en fin balancegang, man skal ramme Hvor man tydeligt får sagt fra, [...] Men man må ikke kæmpe så godt, at overfaldspersonen ikke når at lægge sig ovenpå en med bukserne nede.

 

Mandens egen historie til retten er kort fortalt, at han var fuld og faldt igennem Miriams hæk, da han stod og tissede.

Han hørte derefter en kvinde skrige og ville se om kvinden, der skreg, var ok.

Han gned ikke sig selv i skridtet, hvis han havde hånden dernede, var det ifølge hans udsagn i retten, blot for at lukke bæltet efter han havde tisset.

Udover, at Miriam selv synes, at sagen var så åbenlys, har flere naboer også vidnet begivenhederne.

I vidneforklaringen fra dombogen, står der, at en anden kvinde i haveforeningen lukkede den tiltalte mand ind. Hun smider ham ud af hendes hus et andet sted i foreningen midt om natten, før han opsøger Miriam, og hun fortæller ifølge dombogen til retten, at han opførte sig grænseoverskridende overfor hende i løbet af aftenen.

Derudover var der fire andre naboer, der blandt andet hjalp med at tilbageholde den tiltalte mand og hørte Miriam skrige fra sit kolonihavehus. Miriams nabopar hørte endda den tiltalte råbe, at hun skulle åbne op.

Derfor var dommen også meget skuffende for Miriam. For hun var så sikker på, at de ikke kunne sige, at hun tog fejl.

”Hvor langt er det meningen, man skal gå, før man ægte kan blive dømt for noget? Hvor langt skulle han have været?” spørger hun og fortsætter:

”Skulle han have haft sin penis ude af bukserne, da han gned sig selv? Eller skulle han faktisk ind og ligge ovenpå mig, med hans bukser nede, og skulle der så være kommet fem naboer, der kunne vidne, at det var sandt, før at det kan blive dømt for forsøg på voldtægt?”

For Miriam virker det som om, at retssystemet ikke er indrettet til at håndtere reaktionerne hos ofre for voldtægt eller hos dem der oplever forsøg på voldtægt.

For på den ene side er der dem, der fryser i episoder som disse.

”De bliver straffet af retssystemet for ikke at sige ordentligt fra,” siger hun.

Og så er der dem, der reagerer som Miriam, der kæmper og forhindre overfaldspersonen i at gøre det, der var intentionen.

”Vi bliver også straffet, fordi det ikke kan bevises, hvad personen ville,” siger hun og fortsætter:

”Det er som om, at der er en fin balancegang, man skal ramme. Hvor man tydeligt får sagt fra, og samtidigt får råbt så højt, at nogen hører det. Men man må ikke kæmpe så godt, at overfaldspersonen ikke når, at lægge sig ovenpå en med bukserne nede. Og så skal naboen komme og fange overfaldspersonen lige i det øjeblik.”

Kolkonihave-DERFOR-boks

 

Sagen er anket

Miriams sag er blevet anket til landsretten. Hun ved ikke selv, hvornår den præcis vil komme for retten.

De første gange, vi talte med Miriam, var i det tidsrum, der gik mellem byrettens afgørelse og de 13 dage frem til, at anklagemyndigheden ankede sagen.

Der er dele af Miriams fortælling, som hun har bedt K-NEWS om at udelade, så længe hendes sag ikke har været for landsretten endnu.

Hun er nervøs for, at hendes udtalelser på en eller anden måde kan bruges af gerningsmandens forsvarer imod hende.

Det har vi valgt at rette os efter, da artikelserien her netop handler om, hvordan en forurettet ikke oplever, at retssystemet er til for eller informerende nok.

På K-NEWS bringer vi derfor først den fulde artikel, når der er faldet endelig dom i sagen, hvor Miriam blot er den forurettede.

Et uforståeligt retssystem

Vi har på K-NEWS i en tidligere artikel fortalt om Miriams oplevelse med retssystemet. Et retssystem hun både finder underinformerende og uforståeligt. Den artikel kan du læse her: 

Som et stykke papir i en bunke af ting, der bare skulle overståes

Vi har også talt med Miriams bistandsadvokat i byretten, der godt nok ikke udtaler sig konkret om Miriams sag, men generelt fortæller om, hvordan retssystemet i sådanne sager, ser ud indefra. Den kan du læse her: 

”Der er helt bestemt sager, hvor jeg ikke synes, det er tilstrækkeligt”

Også Københavns Politi har i en mail  til K-NEWS kommenteret på sagen. Det kan du læse her: 

Anklageren vil have ham dømt for forsøg på voldtægt

 

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak