11/08/2020 - Gig-økonomi

Påbud til gig-økonomiens frontkæmpere fra Højesteret


Der er nu givet påbud i Californien til de to store kørselstjenester Uber og Lyft og andre firmaer med samme forretningsmodel om, at de ikke længere må klassificere deres medarbejdere som selvstændige freelancere. Firmaerne har kæmpet indædt mod statens lov AB5  gennem de sidste år og modarbejdet den, også efter den blev underskrevet. Men påbuddet slår fast, at de skal behandle chaufførerne som 'ansatte' med deraf følgende rettigheder.

Tekst: Dan Poulsen. Foto: RozenskiP/Shutterstock.com


Billedforklaring: En chauffør, der kører for en af de gig-økonomiske tjenester, har i august sidste år i fået posters sat på sin bil, der opfordrer til at bakke op om lov AB5 for at sikre chafførerne bedre rettigheder. Foto taget i Sacramento.

 

Natten til tirsdag dansk tid, eller mandag eftermiddag på vestkysten i USA og dermed afslutningen på en god arbejdsdag i Californiens Højesteret, faldt en afgørelse, der gør ondt på det sidste tiårs frembusende gig-økonomi.

Det handler om firmaer, der baserer deres forretning på stort set kun at beskæftige freelancere – eller uafhængige entreprenører, som firmaerne Uber og Lyft kaldet deres chauffører. Og dermed handler det om, hvilke rettigheder dem, der arbejder for de firmaer, har.

På den europæiske side i Frankrig er forretningsmodellen også under pres, som K-News skrev om tidligere i år.

Og i den juridiske branche i Danmark er den slags løst tilknyttede opgaveløftere en arbejdsform, der også spås store muligheder. Det kan du læse mere om i links nederst i denne tekst.

 

Påbud er hidtige klimaks

Men at gig-økonomifirmaer opererer uden for loven, skal være slut nu i Californien. Her har længere tids kamp mellem utilfredse chauffører, tilfredse chauffører, gig-firmaer, fagforeninger og statens politikere nået sin hidtidige kulmination, da statens højesteretsdommer Judge Ethan Schulman med et påbud forlanger, at firmaerne skal efterleve loven AB5, som vi på K-News tidligere har beskrevet.

Læs her – som skrevet i november – hvad det er for tre kriterier, der ifølge loven Assembly Bill No.5 afgør, om man er ansat eller ej, og om hvordan firmaerne Uber og Lyft gik til kamp mod loven efter den blev underskrevet i september 2019.

Som det kan læses i den artikel, har firmaerne samlet kastet 90 mio. dollar ind i en kampagne, der skal lobbye og overbevise om det gode i forretningsmodellen, som Lyft og Uber er de store bannerførere for både i USA og internationalt. Men også firmaer som Doordash, Instacart og Postmates er baseret på at beskæftige medarbejdere uden de almindelige lønmodtagerrettigheder, som ansatte skal have ifølge loven i Californien.

Dommeren, Ethan Schulman, udtaler, at det vil skabe voldsom harme, hvis ikke firmaerne skal efterleve den lov, statens guvernør har underskrevet, og firmaerne skal derfor stoppe med at afholde deres chauffører fra en bred vifte af basale rettigheder.

Advokaten, der har ført sagen for staten, erkender, at der er lang vej igen før kampen, er overstået, og giver et løfte om, at der fortsat vil blive arbejdet for, at Uber og Lyft ”Play by the rules”. Det siger statsanklager Xavier Becerra i sin udtalelse i Politico.

Efter påbuddet er givet i starten af denne uge, har Uber og Lyft et vindue på ti dage til at gøre indsigelser mod dommerens afgørelse. Lyft og Uber har allerede meddelt, at det gør de.

 

Ubers forsøg på at tilrette

Ubers talsmand Davis White siger blandt andet, at den store majoritet af chauffører ønsker at arbejde uafhængigt, og at Uber allerede har lavet betydelige ændringer i deres app.

Dermed henviser han blandt andet til, at firmaet har indført mere fleksible muligheder for, at deres chauffører kan afvise ture og forlange højere priser for ture, uden at det påvirker chaufførens muligheder for nye opgaver i Uber-appen.

Man skal ikke lede længe på nettet for at finde historier, der er modsatrettede eller i hvert fald sætter flere nuancer på det billede af arbejdsforholdene.

Uber-talsmanden udtrykker desuden ret klart, hvad firmaet synes om påbuddet:

”Når over 3 mio. californiere er uden job, bør vores valgte ledere fokusere på at skabe jobs og ikke i stedet prøve at nedlukke en hel industri midt i en økonomisk depression.”

Om gig-økonomiske muligheder for jurister og advokater, kan du læse artiklen ’Advokatens fremtid som freelancer’ fra november her på sitet og blogindlægget fra oktober med titlen ’Gig-Economy – en gamechanger for advokatbranchen?’

 

lovtekst

Udsnit af foto. Kreditering: 7713 Photography/Shutterstock.com

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak