Skrevet af Øjvind Hesselager


Advokat Bjørn Elmquist synes, domstolene bruger varetægtsfængsling alt for beredvilligt over for anklageren. Det synes han er alvorligt, fordi varetægtsfængsling er en frihedsberøvelse uden dom, hvilket strider med ånd og bogstav i både Retsplejeloven og den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

K-News sætter fokus på Retsplejeloven, der 1. oktober har været gældende lov i 100 år. Du kan læse de tre første artikler her:

DEL 1: Retsplejeloven skulle sikre friheden – nu er den udfordret
DEL 2: https://www.k-news.dk/nyheder/naevningene-skulle-sikre-retssikkerheden.-i-dag-er-de-koert-ud-paa-et-sidespor
DEL 3: https://www.k-news.dk/nyheder/da-en-vred-pastor-fik-indfoert-retsfoelelsen-i-danske-domstole

”Kravet for at bruge varetægtsfængsling er jo, at der skal være tale om en begrundet mistanke. Dermed slækker man ved varetægtsfængsling i princippet allerede på kravene, som de er formuleret i fx Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor det hedder, at folk kun må frihedsberøves efter de har modtaget en dom baseret på en retfærdig rettergang,” forklarer Bjørn Elmquist.

Det er tydeligt, at han er ivrigt optaget af retfærdigheden i processen. Og han mener tydeligvis, at dommeren lytter lidt for meget til anklageren og politiet – og skeler for lidt til at den anholdte måske er helt uskyldig.

Han uddyber:

”Det at varetægtsfængsle er en slækkelse, for anklageren skal ikke bevise ud over enhver rimelig tvivl, at vedkommende er skyldig. Der skal blot sandsynliggøres en begrundet mistanke.”

 

Er bevisbyrden løftet?

Vi sidder ved et lille bord i et hjørne af hans kontor på Nicolai Plads i det centrale København. Bjørn Elmquist har gang på gang oplevet, at anklageren fik medhold i sin påstand om, at der skulle varetægtsfængsles – og han har ofte forgæves forsøgt at gøre opmærksom på, at så gode var beviserne heller ikke mod den anholdte.

”Det er et alvorligt indgreb i den personlige frihed og integritet at varetægtsfængsle. Og vi har jo uskyldsformodning også i dansk strafferetspleje. Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist ud over rimelig tvivl, med mindre der er en tilståelse selvfølgelig,” siger han.

Han mener, spørgsmålet om varetægtsfængsling er yderst centralt at diskutere netop i et år, hvor Retsplejeloven runder 100 år.

Det har været et grundlæggende princip i nyere tid, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

”Det har været et grundlæggende princip i nyere tid, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist.”

”Det har også været udgangspunktet for vores retsplejelov, der jo er meget ældre end vores tilslutning til den Europæiske Menneskerettighedskonvention i begyndelsen af 50'erne.”

 

Hårde krav til anholdelsen

I de første udkast til det, der senere skulle blive Retsplejeloven, blev der slet ikke opereret med muligheden for at varetægtsfængsle.

Det havde været en udbredt metode under enevælden, hvor det blev brugt til at fremme tilståelserne.

Men da Retsplejelovens første frø blev sået i 1840'erne var vores forfædre så restriktive ved overhovedet at tillade anholdelse – altså frihedsberøvelse uden dom – at varetægtsfængsling end ikke kom på tale.

Først i 1875 kom varetægtsfængsling ind i ordlyden, og igen skete det med mange forbehold – grundtanken i ånden bag loven var ganske enkelt, at man for enhver pris skulle undgå uberettiget anholdelse.

Senere er det princip fraveget, og hensynet til befolkningens retsfølelse blev i 1935 introduceret i dansk retspleje, som mulig grund til varetægtsfængsling.

 

Politi og anklager har alle trumfer

Bjørn Elmquist forklarer, hvordan varetægtsfængslingerne ofte bliver til:

”Politiet har kørt en efterforskning, og så er de nået frem til, hvad de mener er tilstrækkeligt grundlag, og så anholder de pågældende. Der kommer så en forsvarer ind i billedet, som får overdraget politiets materiale.”

Han påpeger, at det forløb stiller forsvareren dårligt:

”Forsvareren får en time måske til at gennemgå materialet med klienten, der meget ofte vil være taget på sengen. Han har ikke en masse rapporter, det har forsvareren heller ikke.”

Typisk sker der så dette, påpeger han:

”Anklageren får sin begæring om varetægtsfængsling imødekommet, og ofte beder politiet om at få helt op til 4 uger. Det efter loven maksimale altså.”

Og herfra er det op ad bakke at gøre indsigelser som forsvarer, forklarer han:

”Har vi anmodninger til efterforskningen, skal vi sende dem til politiet, og så tager de fat i det, når de mener, de har tid.”

 

Købmanden og sødmælken

Bjørn Elmquist læner sig ivrigt ind over det lille bord og siger, at jeg jo har bedt om eksempler – her kommer et: En ung fyr bliver anholdt sammen med to andre for et hjemmerøveri. De har hævet penge på et hævekort, som de har fået koden til ved at true.

”Min klient er en af de anholdte,” siger Bjørn Elmquist.

”Men han siger, at det ikke kan passe, for han har et alibi: Han stod på præcis det tidspunkt og købte sødmælk hos købmanden i Tingbjerg. ”Købmanden kan huske mig, for han siger ofte, at der ikke er ret mange, der køber sødmælk, men det gør du!”.”

Det forsøger Bjørn Elmquist at bruge til at så tvivl om politiets forklaring, så klienten kan blive sat fri frem til domsfældelse.

”Jeg beder politiet om, at de afhører den her købmand. Der går en måned, der går to måneder. Først flere måneder efter afhører de købmanden. Han kan godt huske det svagt, men han kan ikke huske den præcise dag,” siger Bjørn Elmquist og ryster lidt på hovedet.

”Hvis politiet var kommet to dage efter, så havde sagen måske stået anderledes. Så havde min klient haft en chance, og det er jo ånden i loven. Efterforskningen var ikke objektiv og fair, og den begrundede tvivl, der var om hans skyld, blev ikke substantieret.”

 

Anholdt i bil med hash

Bjørn Elmquist giver et andet og mere aktuelt eksempel, hvor den endelige dom ikke er faldet endnu.

En mand bliver anholdt i en bil, hvor en anden passager bliver grebet i besiddelse af en stor portion hash. Bjørn Elmquist bliver forsvarer for den person, der sad i bilen, men ikke var i besiddelse af hash.

Han bliver varetægtsfængslet, fordi han engang er dømt (...). Altså på risikoen for at han skal lave ligeartet kriminalitet

”Min klients hjem bliv ransaget, og man finder 50 gram hash og et kontantbeløb. Han forklarer, at hashen er til eget brug, det er ikke ulovligt, og at pengene er til at få sendt bilen på værksted og repareret for stenslag.”

De argumenter preller af på domstolen.

”Han bliver varetægtsfængslet, fordi han engang er dømt for at rulle joints til videresalg. Altså på risikoen for at han skal lave ligeartet kriminalitet.”

Det mener Bjørn Elmquist er et meget tvivlsom grundlag for frihedsberøvelse.

”Den begrundelse, risiko for gentagelse, ville Retsplejelovens fædre jo oprindeligt slet ikke have med,” påpeger Bjørn Elmquist.

”Og med god grund. Hvis dommeren siger, at den anholdte jo har gjort noget lignede før, så han kan varetægtsfængsles, så siger jeg, at det er en kolossal underkendelse af vores sanktionssystem, at fordi han har gjort noget lignende før, så tror vi automatisk, at han gør det.”

 

Telefonen bliver ikke tjekket

Mens varetægtsfængslingen igen og igen forlænges, opfordrer Bjørn Elmquist til, at politiet undersøger sagen – som forsvarer må han nemlig ikke selv bedrive efterforskning.

”Jeg opfordrer igen og igen til, at man tjekker hans telefon, hvor det fremgår via SMS-beskeder, at han har kommunikeret med værkstedet om det stenslag. Men det sker først efter flere måneder. Da var varetægtsfængslingen flere gange forlænget med fire uger hver gang.”

Der er endnu ikke faldet dom i sagen mod Bjørn Elmquist klient, der som sagen er oplyst står til erstatning.

 

Retssikkerheden flyttede sig i 80'erne

Bjørn Elmquist har fuldt tilblivelsen af dansk retspleje på nærmeste hold som retsordfører for Venstre og Det Radikale Venstre i 80'erne og 90'erne.

Han ser konturerne af et stort skifte, hvor man oprindeligt tog udgangspunktet i, at den ikke dømte var uskyldig, til at den anholdte nok var skyldig.

”Jeg følte en øget tolerance i dansk lov, hele værdipolitikken, op til midt i 80'erne, og siden er det gået stærkt tilbage med individets frihed. Indtil da tog man hensyn til individet over for staten, men det vender midt i 80erne, hvor man tilsidesætter individet af hensyn til staten.”

Det er ifølge ham også forklaringen på, at så mange bliver anholdt, uden at blive stillet for en dommer.

”I dag kæmper de fleste, der kalder sig liberale jo for en stærk stat og ønsker større beføjelser over for borgerne, fordi nogle af dem måske er kriminelle. Hvor er de liberale, der tidligere kæmpede for en lille stat og stor personlig frihed.”

Hvad er forklaringen på udviklingen?

”Det handler om Sovjetunionens sammenbrud og Jerntæppets forsvinden. Vi gennemførte i 1982 verdens mest liberale udlændingelov. Danmark var ”paradis på jord” i modsætning til dem på den anden side af Jerntæppet. De kunne ikke ytre sig frit, det kunne vi! Og vi ville gerne tage deres politiske flygtninge.”

”Men da Muren falder i 1989, så er flygtningene pludselig ikke længere fra DDR, Polen eller Sovjet. De kommer i stedet fra den tredje verden. Og nu bliver menneskerettigheder noget lidt suspekt, som nogen vil udnytte. Det ændrer vores måde at tænke på. Vi beskytter staten mod de der mindretal, der kommer med en fremmedartet religion, kultur og klædedragt. De skal da ikke have del i vores rettigheder!”

 

Hårde straffe mod unge af anden etnisk opkomst

Professor Eva Smidt, der i mange år har været en af Københavns Universitets mest brugte juraeksperter, er også kritisk over for udviklingen.

Det er som om, at forestillingen om folks tryghed er blevet det vigtigste. Men hvad med retssikkerheden, den enkeltes frihed?

Hun forklarer, at da hun blev formand for det Kriminalpræventive Råd for 25 år siden, var holdningen, at dømte, der havde udstået deres straf, blev betragtet som ligestillede borgere efterfølgende.

”Men nu er kriminelle nogle, der er helt anderledes end os andre. De skal holdes ude af det almindelige samfund. Jeg kan ikke huske, der nogensinde har været tale om at lempe straffen for noget. Det er altid hårdere straffe, vi taler om.”

Hun understreger, at langt de fleste mennesker i dag godt ved, at straf ikke virker. Det ses tydeligt i deres børneopdragelse, hvor de færreste anvender straf.

”Men over for unge, kan det ikke blive voldsomt nok. Det er sørgeligt, synes jeg. Af en eller anden grund, så tror man, at unge kriminelle - især af anden etnisk opkomst – skal have hårde straffe, før det virker.”

Eva Smidt mener, at der er sket en udvikling, hvor politikerne selv tager beslutninger, ofte meget hurtigt.

”Jeg synes politikerne skulle begynde at inddrage eksperterne igen. Der er kommet en kraftig tendens til, at politikerne vurderer selv. Tidligere justitsminister Søren Pape sagde en gang, at han godt vidste, at hårde straffe ikke virker, men det her er jo politik. Og det er klar tale.”

”I 2001, da den første terrorpakke blev vedtaget, skete det udelukkende på anbefaling af politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet. Det er en ændring af en meget lang praksis, hvor der før var dommere, forsvarere og universitetsfolk med. Det handler om, at politikerne vil vise handlekraft, måske oven på en voldsom mediedækning,” siger Eva Smidt – og konkluderer:

”Det er som om, at forestillingen om folks tryghed er blevet det vigtigste. Men hvad med retssikkerheden, den enkeltes frihed?”

Del

Vi er vel stadig uskyldige til det modsatte er bevist?


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak