Skrevet af Dan Poulsen



10. juni 2020 -

Danske mænd sigtet i ny millionsag om piratstream


Som led i en større international aktion mod ulovlig streaming af tv-signaler er der foretaget anholdelser i flere lande. Et professionelt netværk, der inkluderer tre danskere, menes at have omsat for store millionbeløb.


Anklagemyndigheden skriver i en pressemeddelelse, at de tre danskere, med adresser i Hvidovre ved København, Vejle og Billund, er en del af et professionelt internationalt netværk, ”der har tjent over 100 mio. kroner ved at tilbyde ulovlig og meget billig adgang til tv-kanaler, film samt populære streamingtjenester som Netflix, HBO og Amazon”.

Aktionen involverede 16 lande og resulterede i 11 anholdte personer i Tyskland, Sverige, Spanien og altså Danmark, oplyser Michael Lichtenstein fra SØIK.

 

Lille pris – stort udvalg

I artikelserien Piratbrevenes Årti her på K-News har vi tidligere på året vist skærmaffotografering af en piratstreamtjeneste. Blandt andet i artiklen, hvor vi gennemgår de tekniske forhold og tvivlen om deres tyngde som bevis

På billedet nederst i artiklen her ses det (hvis man tager luppen frem og kigger godt efter), at der er adgang til både The Mandalorian-serien, som er Disney+, The Watchmen og Vikings, som er HBO-ejet, den danske biograffilm Ser du månen, Daniel og Oscar-vinderen Joker.

Det er altså tjenester, som udbyder en bred adgang til både tv-serier, der ellers kræver abonnement til f.eks. Netflix, HBO, Disney m.fl. og til biograffilm, ofte distribueret internationalt få dage efter verdenspremieren.

Og det er tjenester, der ikke er gratis, men som sælger adgang for en billigere pris end de oprindelige rettighedshavende streamingtjenester.

I pressemeddelelsen oplyses det konkret, at ’et ulovligt tv-abonnement med adgang til bl.a. 90 danske og 5100 internationale tv-kanaler kostede 89 kr. om måneden eller 669 kroner for et helt år, hvilket er langt under markedsprisen for en lovlig adgang.’

Et abonnement til Netflix koster i Danmark nogenlunde det dobbelte. Dertil skal med i regnestykket, at pirattjenesterne ofte har et større udbud af serier, film, bøger m.m. indsamlet fra flere forskellige stream- og on demand-tjenester.

 

Hardware beslaglagt til nærmere undersøgelse

Det ulovlige netværk menes at have udbudt streaming af tv-signaler til mere end to mio kunder. De tre mænd på 40, 43 og 46 er alle sigtet for ulovlig salg af film og IPTV-rettigheder, og de har fået beslaglagt pc- og serverudstyr, der nu skal undersøges af Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center for at fastlægge de danske sigtedes rolle i sagen.

I andre lande er der beslaglagt værdier for samlet omkring 36 mio. kroner – ejendomme, biler, kontanter, luksusure, kryptovaluta og elektronisk udstyr.

50 ip-adresser og mere end otte mio. kroner på forskellige bankkonti er blevet indefrosset.

IMG_0756

 

Del

Danske mænd sigtet i ny millionsag om piratstream


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder